Lærke Bagger har en stærk afsky mod ét ord: ”Det antyder, at vores børn er forkerte”
Lærke Bagger har skabt et strikkeimperium på at binde knuder, omfavne huller og elske fejl. Her er ikke plads til stramme regler og perfekthedskultur, men til farverig kreativitet og grænser, der gerne må blive skubbet lidt til. Filosofien er blevet en slags mantra i Lærkes tilværelse – også når det kommer til hendes børn, Lars og Lulu.
Forleden var Lærke Bagger i Bauhaus med sin familie.
Hun vidste godt, at det kun ville være mellemfedt at have en otte- og fireårig med på slæb i et byggemarked, men når nu familien helst bevæger sig som en enhed, blev det sådan.
Mens Lærkes kæreste, billedkunstneren Sune Christiansen, tog deres søn med i indkøbsvognen, fangede en julekugle deres datters blik. Hun tog den op for at beundre den, men tabte den, så den splintrede i bittesmå stykker på betongulvet og efterlod otteårige Lulu ulykkelig.
“Jeg skyndte mig selvfølgelig at trøste min datter, men jeg kunne også bare mærke, at jeg slet, slet ikke kunne overskue at skulle gå hen og fortælle det til de voksne.”
I stedet for at melde rent ud til personalet, fejede Lærke glasskårene op i hånden og skubbede dem ind under en reol i nærheden.
Hun kunne jo bare have sluppet de 25 kroner, julekuglen kostede, men nu var det ligesom for sent. I øvrigt kunne hun heller ikke finde modet til at indrømme noget som helst.
“Det var jo også hende, der ødelagde den, ikke. Altså, jeg var selvfølgelig ansvarlig, for hun er jo bare et barn, men jeg blev flov, for jeg kan virkelig ikke lide at ødelægge ting. Så i stedet for at vise hende, hvad der jo er det rigtige at gøre, blev det bare en sjov ting, som vi grinede af sammen.”
“Altså, fuck it. Det er jo bare en julekugle.”
Lærke Bagger sidder i sit værksted i Københavns Nordvestkvarter og fægter med armene, mens hun fortæller. Nogle gange lander de i det viltre hår. Andre gange på strikketøjet foran hende, som skal blive en taske til Lulu, der alligevel ikke gider at gå i sin mors strik.
“Jeg ved bare, at hun kommer til at hade den. Så jeg prøver ligesom at gøre den til en opskrift også.”
Omkring hende står Barbiedukker i ikonisk Lærke Bagger-design, kasser med farverigt garn og en bogreol med store værker om kvinderettigheder og håndarbejde. Det er dem, der har lagt fundamentet til det strikkeimperium, Lærke har skabt. Fyldt med farverige opskrifter af restgarn, fejl og huller, der bliver omfavnet og elsket.
Sådan går Lærke også til tilværelsen. Og til sine børn, Lars og Lulu.
Annonse
“Jeg er forældreskabs-opportunist,” proklamerer hun med sin bløde, ålborgensiske dialekt.
“Lidt ligesom med julekuglen, som var tosset, men blev sjovt i stedet."
“Det betyder også, at jeg går efter sejrene. For eksempel står mine børn relativt tidligt op lige for tiden, og så vil de gerne se fjernsyn. Der er jeg opportunist. Så er jeg sådan: Cool, så gør vi det. Så skal I bare tage tøj på inden. Og Sune og jeg, vi får en halv time, hvor vi sidder og drikker kaffe. Hvis vi skal se fjernsyn om morgenen, så skal vi fandme også have noget ud af det. Jeg har det sådan, at når forældrene har det godt, har børnene det også godt.”
“Ingen ved, hvad fanden de laver”
I det seneste halve år har Lærke Bagger været solidt placeret i overhalingsbanen. I sensommeren udkom hun med sin anden strikkebog, Lærke Bagger Strik 2, der handler lidt om sweatre og popkultur og meget om Lærkes barndom.
Om den skygge, hendes far har kastet over hende, fordi han aldrig rigtigt accepterede Lærke for dén, hun er. Om to sjæle, der elskede hinanden, men som aldrig forstod hinanden til fulde. Sådan må hendes børn for alt i verden ikke føle.
“Som barn vil man jo gerne have, at ens forældre skal være stolte og glade. Så jeg tænker rigtig meget over, at mine børn er deres egne mennesker. Og at de ikke skal føle sig forkerte. De er forskellige fra mig og Sune, men de er også forskellige fra hinanden. Og det er vigtigt for mig, at de skal have lov til at være fuldstændig dem, de vil. Det tænker jeg rigtig meget over.”
Selvfølgelig kommer Lærke selv til at lave alle mulige andre fejl i den proces, forældreskabet også er, skynder hun sig at tilføje. Ligesom med julekuglen i Bauhaus.
Ingen er jo perfekt, selvom hun godt gad, at hun var undtagelsen fra dén regel.
“Jeg har ekstremt høje forventninger til mig selv i mit arbejde, og jeg har ekstremt høje forventninger til mig selv i forbindelse med forældreskabet. Jeg bliver også tit skuffet over mig selv, for jeg gad godt, at jeg ikke laver fejl, så mine børn kommer så let igennem livet som muligt.”
Hun tænker sig om et øjeblik.
“Det var også sværere at blive mor, end jeg nogensinde havde regnet med, fordi det jo ændrer én fuldstændig at blive forælder. Og jeg synes ikke, at det bliver nemmere med årene. Jeg synes ikke, at jeg tvivler mindre på mig selv og mine evner, som årene går. Men det hører altså med til tilværelsen at fejle."
"Så må man bare samle op og sige okay, det var ikke så godt det dér. Det må vi lige justere og lære af. Der er jo ikke nogen, der ved, hvad fanden de laver. Vi gør det så godt, vi kan. Det gjorde min far også.”
Hvis Lulu og Lars aldrig har lyst til at røre garn eller billedkunst, er det “helt kanon”. Vil de være revisor, er det endnu bedre. Lærke har ingen forventninger om, at hendes børn skal være kreative ildsjæle.
Annonse
Hun tilbyder sine erfaringer og stiller sig så i en nysgerrig venteposition for at se, hvad Lars og Lulu nu tager sig til. Senest er det tegneserier, der har fanget den yngstes opmærksomhed – til stor begejstring for hans mor.
“Det er ligesom noget, han selv har fundet frem til, og han er kun fire. Jeg kan godt lide den der ild hos mine børn. Den vil jeg gerne støtte op om, så jeg forsøger at tage børnene alvorligt, når de har en mening om noget, og når de viser begejstring for noget.”
Måske er det derfor, Lærke har en stærk afsky mod ordet “børneopdragelse”. Det ligger ligesom forkert i munden, synes hun. For det antyder, at børnene er forkerte, og at vi som voksne skal hjælpe dem med at være noget andet, end de er. Det er Lærke helt uenig i.
“Børnene er jo lige præcis, som de er. Og som voksen er det vores opgave at ruste dem bedst muligt til at kunne få et rart voksenliv sammen med andre voksne og børn. At vi tager stilling til, hvordan vores børn skal vokse op, og hvilke værdier vi gerne vil give dem. At vi lærer dem at være ordentlige venner og gode ved hinanden og stolte af dem selv. Det betyder virkelig meget for mig. Men det ord er simpelthen blevet for gammeldags. Der må være én, som snart skriver en bog fyldt med nye ord, vi kan bruge, når vi skal tale om forældreskabet.”
Der er også noget andet, Lærke ikke bryder sig om ved børneopdragelse; at der er en rigtig og en forkert måde at gøre tingene på. Regeltyrrani er nemlig Lærkes kryptonit.
“Og jeg har endda selv brugt ordet. Men man må jo også godt have lov til at få erkendelser. Vi er ikke perfekte, og det er heller ikke perfekt, når jeg sidder og skal tale om det nu.”
Annonse
Pomfritter til morgenmad
Vildskab virker som et passende ord til at beskrive Lærke Bagger. Sort neglelak er skallet af på de fleste fingre, og hun er nøjagtigt lige så livlig som de sweatre, hun er kendt for.
I de gråblå øjne stråler en ålborgensisk ydmyghed om kap med en københavnsk fandenivoldskhed. Et blik, der hænger ved, når man først har mødt hende, har en journalist engang skrevet. Det er ikke forkert.
”Vi har overhovedet ikke nogen regler,” proklamerer hun.
Vi taler om skærm, som hendes børn i øvrigt ikke er særligt interesseret i, fordi familiens eneste kilde til fjernsyn er Lærkes gamle MacBook Air. Men det gælder sådan set hele vejen rundt.
F.eks. kunne det være fedt, hvis hendes børn gad spise havregrød med æblekompot til morgenmad, men når det ikke lige virker, så er det også fint med en ostehaps. Så længe de får noget i maven.
“Hvis vi har fået McDonalds dagen før, og der er en halv Happy Meal tilbage, så får de sgu også lige resten af pomfritterne til morgenmad. Whatever.”
Er tøjet ikke beskidt, beholder Lars og Lærke også gerne den samme trøje på i børnehave og på arbejde, som de har sovet i. Lulu styrer selv sit tøj, for hun er begyndt at eksperimentere med sin stil. Nøjagtigt som Lærke også selv gjorde, da hun var otte år.
“Jeg vil helst have, at hun har underbukser på. For det er ret praktisk. Og så må det helst heller ikke være alt for koldt. Men ellers så fyr den af. Jeg tror, at det er med til at give én selvtillid, at man får lov til at bestemme sådan nogle ting selv. Og hun finder ud af, hvad der virker. Det er empowering på en eller anden måde.”
Det er nemt at tro, at kaosset hersker i familien Bagger Christiansen. Men det er en misforståelse, der nemt klistrer sig fast, når man er en pjattet familie, der går mere op i indholdet end at holde på formerne.
“Jeg er faktisk pisse, fucking tjekket,” siger Lærke.
“Jeg kan overskue mange ting og have mange bolde i luften. Jeg ved også, hvad vi skal have at spise den her uge. Altså, der er jo altid noget, der smutter. Men jeg er faktisk virkelig tjekket. Jeg tror også, at når man har sådan en kreativitet, der er fodret af vildskab, og når man prøver at skubbe grænser og bryde regler, så er man nødt til at have nogle rammer og en struktur.”
Faste rutiner får også hverdagen til at hænge sammen i det lille hus i Brønshøj.
Maden bliver serveret klokken fem, og så skal der leges monsterlege, spilles brætspil eller dykkes ned i familiens store udklædningskasse, inden begge børn bliver puttet omkring klokken halv otte. Overtøjet skal også altid hænges på plads, når familien kommer ind ad døren, for Lærke bryder sig ikke ret meget om rod.
Faktisk skal hun jævnligt minde sig selv om, at rutiner og regler ikke skal fylde for meget. Det gjorde de nemlig engang.
“Jeg er bange for, at jeg på en eller anden måde vil blive grebet af det, hvis jeg sætter for mange regler op for mig selv som forælder. Jeg tror, at det hænger lidt sammen med, at jeg har haft en spiseforstyrrelse, hvor jeg var så meget i kontrol og lavede regler for mig selv. Fordi jeg er så tjekket og struktureret, så ved jeg også godt, at jeg kommer til at tage det lidt for alvorligt. Så jeg er virkelig ikke glad for, at der er en rigtig eller forkert måde at gøre tingene på, og det prøver jeg virkelig også at vise mine børn.”
Hun holder en lille pause.
“Jeg er også ekstremt autoritetstro. Hvis der er nogen, der har en gul vest på, så gør jeg alt, hvad de siger. Lige meget om det er en medarbejder på Kombardo-færgen. Så er jeg bare sådan: Okay.”
“Det er lidt ligesom med vasketøj”
Som en ægte børnefamilie kan hverdagstrummerum også godt komme til at få overtaget i familien Bagger Christiansen.
For 14 dage siden tog Lærke og Sune derfor en fridag. De kørte til DGI-byen, spillede bordtennis i en time og spiste smørrebrød i byen bagefter. Sådan gør de cirka en gang om måneden; Helliger en hel hverdag til hinanden uden børn.
Nogle gange tager de bare fri ved middagstid, kører ud og ser en kunstudstilling og spiser en “rulle”.
"Det er altså en kæmpe anbefaling, selvom jeg godt ved, at ikke alle er selvstændige og kan gøre det samme. Det er så grineren.”
Gennem deres 10 år lange parforhold har Lærke og Sune også jævnligt besøgt en parterapeut for at forbedre deres kommunikation, der godt kan halte lidt i hverdagens praktikaliteter. Som en form for spabehandling for kærligheden, når den i perioder trænger til lidt massage.
“Det er lidt ligesom med vasketøj,” konstaterer Lærke.
Hun justerer lige mimikken med et skævt smil.
“Hvis du bliver ved med at lægge det på en stol, så ryger det lige pludselig på gulvet, og så er der en bunke, som du ikke rigtigt orker at få styr på. På et tidspunkt når I til et punkt, hvor I aftaler, at nu tager vi os altså lige af det her vasketøj sammen. Nu får vi parret alle strømperne og foldet det hele pænt. Sådan virker parterapi for mig. For det er jo så vanvittigt at få børn, og så er det rart, at der kommer en udefra og siger, at den her sok hører til den der sok.”
Ordet parterapi er Lærke egentlig ikke så glad for. Det har en negativ klang. Som om man prøver at redde noget, der er gået helt itu. Sådan ser hun det ikke.
“Altså, der kan jo også være et eller andet, man reelt er sur på hinanden over, og som vi bliver nødt til lige at sætte os ned og tale om. Men det er også bare en form for status. Jeg synes slet ikke, at det er nogen falliterklæring,” siger hun.
“Det må du gerne skrive.”
Første gang Lærke og Sune besluttede sig for at give deres parforhold en spabehandling hos parterapeuten, var Lars 11 måneder gammel. Han sov nærmest ikke, og Lærke var så tyndslidt, at hun knapt kunne kende sig selv.
“Jeg kan huske, at jeg sagde til Sune, at hvis han ikke sov inde på børneværelset den næste uge med børnene, så han kunne høre, når de vågnede, så ville jeg forlade ham. Og så var han sådan: “Okay, slap af. Det gør jeg da bare.” Mit alarmsystem var så meget oppe at ringe, at jeg var parat til at forlade ham, hvis jeg ikke fik lov til at sove. Det siger også noget om, hvor meget søvn betyder for os mennesker, ikke? Søvn er no joke.”
Learning by doing
For femte gang under vores snak, bevæger Lærke sig ud ad en tangent. Noget med at børn og søvn er opslidende og om drillenisser, der får dem tidligt ud af fjerene. Hun stopper brat op.
“Hvor kom vi fra,” spørger hun. Sådan er Lærke Bagger nemlig også.
“Jeg er lidt all over the place, er jeg ikke? Det er nok, fordi jeg er nervøs. Jeg er faktisk rigtig nervøs.”
Normalt når Lærke giver interview – og det har hun gjort ofte det seneste halve år – peger pilen tilbage på hende selv. Nu er familien også en del af ligningen, og det giver en ekstra knude i maven. Lærke ved nemlig ikke lige, om hun er parat til at stå på mål for folks holdninger.
“Vi er bare så hurtige til at dømme hinanden. Forældreskab kan få folk helt op at støde, ikke, og der er mange holdninger. Jeg skal jo også passe på mine børn.”
Af samme grund vil hun heller ikke skelne mellem, hvornår hun føler sig som en god og dårlig mor, for det er “ekstremt destruktivt”, når vi skal måle os op imod en standard. Dén retorik gør intet godt for nogen, mener hun. Hun er begge dele hele tiden. I én stor rodebunke.
“Nogle gange rammer jeg den lige røven i forhold til, at jeg får lavet en fed eftermiddag, hvor der ikke er nogle børn, der er for trætte, fordi de har haft en vild dag i børnehaven. Hvor jeg er velorkestreret. Så har jeg det sådan: Projektledelsen på forældreskabet blev i dag eksekveret tilfredsstillende.”
Hun kvæler et skævt smil.
“Og andre dage, så er projektledelsen på forældreskabet ikke eksekveret så tilfredsstillende, som man kunne håbe.”
Lærke vil meget hellere tale om de ting, hun synes er svært ved at være forælder. At kradse lidt i den polerede overflade er nemlig lige noget for hende, siger hun og sender en kærlig tanke til idolet Olga Ravn.
Vi skal ikke være bange for mørket. Heller ikke når det kommer til vores børn.
“Jeg synes, at det er svært, når der er konflikter mellem børnene. Det kan godt være, at jeg gerne vil have, at de skal kunne udleve deres fulde potentiale. Men det kan de jo ikke hele tiden. Så er der en, der vil se et eller andet på Ramasjang, og den anden vil se noget andet. Eller én, der har taget en tår af den andens glas eller sådan noget. Altså, hvordan kan I blive uvenner over det? Er I vanvittige? Der er jo ikke noget at blive sur over.”
“Jeg er enebarn, så der kan jeg godt mærke, at jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad jeg skal gøre. Sune har søskende, og han går heldigvis tit ind og hjælper mig, for jeg er enormt dårlig til at konflikthåndtere, faktisk. Jeg mister ret hurtigt overblikket, og jeg bliver stresset over det. Så jeg vil godt lige sige, at jeg overhovedet ikke er en overskudsagtig forælder hele tiden.”
Ofte smutter drikkedunken f.eks. i svinget og glemmes i børnehaven, og sidste fastelavn havde Lærke og Sune glemt at gå på Aula, så Lars var den eneste i børnehaven uden udklædning.
Skal Lærke være ærlig, var det ikke hendes fineste øjeblik som mor.
“Men jeg gør det bedste, jeg kan. Det gør du også. Og så skal vi stoppe med at have det dér barometer, som vi skal måle os efter.”
Lærke rejser sig. Om lidt bliver hun hentet af Sune, der normalt sidder i værkstedet ved siden af Lærkes. Inden de i samlet flok henter deres børn – som de i øvrigt gør de fleste af ugens dage – skal de have fikset en forsikringssag og forbi en taxacentral. Lærke glemte nemlig sit strikketøj og nogle små gaver til Lars og Lulu under en taxatur forleden.
Hun peger på en tidligere udgave af Vores Børn.
“Ham der ser ud, som om han har mange meninger om forældreskabet. Jeg tror ikke, at jeg tænker så meget over tingene. Jeg tager det lidt mere, som det kommer. Det er learning by doing – på godt og ondt.”
