Anitas søn har flere diagnoser, som gør julen svær – men en stor beslutning reddede situationen

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anita opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Julen er børnenes fest, siger man. Som mor til et barn med ADHD og autisme vil jeg gerne udfordre den påstand. 

Læs også

Er jeg sart, fordi jeg gerne vil skærme mine børn for dårlige nyheder fra medierne?

Hos os har julen nemlig indtil sidste år betydet, at både Eskild og jeg har været på et stort mentalt overarbejde. Eskilds far og jeg blev skilt for syv år siden. 

Dengang var Eskild fire år gammel. Han er hos sin far hver anden weekend og på ferie hos ham et par gange om året. Men til hverdag er det bare os to.

Som otteårig fik Eskild diagnosen ADHD og atypisk autisme. Vi havde længe vidst, at han ikke var som andre børn, men han havde indtil skolestart været en glad og velfungerende dreng, som alle – både pædagoger, familie og jævnaldrende – holdt enormt meget af.

I skolen fandt han sig dog ikke til rette. Han kunne ikke sidde stille, forstyrrede undervisningen og fik ofte skældud.

Hvor han før havde været en glad og livlig dreng, kæmpede han nu med søvnløshed og voldsomme vredesudbrud derhjemme. Han råbte ad mig, kastede med ting og var i det hele taget voldsom og meget udadreagerende. 

Hvis ikke jeg havde insisteret på at få en udredning, ville jeg sikkert den dag i dag stadig have været syndebukken i andres øjne. For når et barn ikke reagerer eller opfører sig, som man forventer og heller ikke passer ned i de kasser, vi har stillet op til dem, ja så peger pilen ofte på moren. 

Især da den enlige mor.

Hvor Eskilds far havde svært ved at acceptere, at Eskild var anderledes og nu endda havde en diagnose, følte jeg mig mest af alt lettet. 

Det ændrede jo ikke på, at Eskild var en fantastisk dreng, og nu kunne vi endelig få hjælp til ham og – ikke mindst – en form for forståelse fra omgivelserne. 

Det var ikke min skyld, at Eskild ikke trivedes i skolen og ikke kunne indordne sig. Det var simpelthen en medfødt adfærd.

Eskild fik medicin for sin ADHD og blev tilbudt timer i skolens specialklasse med ekstra pædagogisk støtte. 

Det var helt fantastisk at opleve, hvordan jeg i løbet af kort tid fik min kærlige, glade og finurlige dreng tilbage. Jeg lærte også at tilrettelægge en stram struktureret hverdag, som tog højde for hans udfordringer. Vi overholdt altid spise- og sovetider. 

Vi lavede ugeskemaer, der lignede hinanden uge efter uge. Uventede gæster var bandlyst, det samme var arrangementer med alt for mange mennesker.

Selvfølgelig var det svært og hårdt at være så meget på, men med de rette rammer blomstrede Eskild op. Han blev hurtigt den dygtigste i klassen til matematik og kunne i en alder af bare ni år tegne bedre end de fleste voksne. 

Så selvom jeg havde et krævende liv, var det langt hen ad vejen også et godt liv, for en struktureret hverdag passede egentlig også mig meget godt. Snart forstod jeg dog, at i december måned blev det gode liv erstattet med kaos.

Eskild glædede sig som alle andre børn til jul, men fra starten af måneden forsvandt strukturen simpelthen.

I skolen så de julekalender, spiste slik og fik nissegaver. Efter skole stod den på forældrearrangementer enten i skolen, sfo’en eller fodboldklubben med æbleskiver og saftevand. 

Samtidig snakkede alle om jul. Ikke bare børnene. Eskilds bedsteforældre kom forbi, og selvom de kender ham, forstod de ikke, at det sidste i verden, han havde brug for, var at opbygge spænding og uforudsigelighed. 

”Glæder du dig ikke bare til juleaften? Hvad ønsker du dig?” spurgte min far i den allerbedste mening. Eskild stormede ind på sit værelse og gemte sig i flere timer. Han kunne slet ikke forholde sig til, hvad han ønskede sig. 

Læs også

Mikkel Kryger følte et stik af jalousi overfor sin kone og søn: ”Der var en form for distance”

For man fik jo ikke alt, man ønskede sig, gjorde man vel? Nissegaverne i skolen stressede ham også, og han endte med at måtte blive hjemme mange dage. Han nægtede, at vi pyntede op, for han havde brug for, at alt så ud, som det plejede. 

Sukker i store mængder gjorde ham enten meget træt eller overaktiv. Jeg følte, at jeg konstant gik på æggeskaller for at rydde potentielle trickere af vejen.

Selvom jeg gjorde mit bedste, reagerede Eskild med gråd og daglige vredesudbrud. Han kunne ikke sove om natten, og når han endelig faldt i søvn, havde han mareridt om blandt andet julemanden. 

Hans støttelærer ringede for at fortælle, at de desværre oplevede en tilbagegang, og at de overvejede at give ham flere timer i specialklassen. Han var ukoncentreret og larmede i timerne. 

Han kunne pludselig begynde at råbe højt uden nogen grund, hvilket fik de andre børn til både at grine ad ham og tage afstand fra ham.

Jeg følte mig igen som en dårlig mor. Hvad gjorde jeg forkert? Samtidig blev jeg pludselig igen enormt opmærksom på, at mit barn ikke var som andre børn. 

Det gjorde ondt.

Jeg ville jo så gerne kunne julehygge, pynte op, lave ønskeseddel og se julekalender med slik på bordet. 

Selvom jeg vidste, at hans reaktion skyldes hans diagnose, følte jeg mig alligevel snydt. Sorgen, jeg sammen med lettelsen havde følt, dengang han fik diagnosen, blussede op igen. Heldigvis havde jeg min egen støttegruppe for forældre til børn med særlige behov. 

Her forstod jeg, at jeg ikke var alene. Mange havde lignende beretninger. Måske var julen slet ikke så børnevenlig endda? 

For selvom Eskild selvfølgelig var anderledes, havde de fleste mindre børn da brug for regelmæssighed, ro, rutiner, sund kost og søvn, tænkte jeg.

De første år åndede jeg lettet op, når juleferien var forbi, og Eskild igen blev sig selv. Forrige år besluttede mig dog for at gøre det hele anderledes næste år.

Allerede efter sommerferien gik jeg til min leder og bad om orlov i december. Det var han heldigvis lydhør overfor, da han også kender min situation. Jeg anede dog ikke, hvad vi skulle bruge tiden på.

Vi kunne ikke tage sydpå, dels havde jeg som alenemor slet ikke økonomien til det, dels ville det også blive for uforudsigeligt for Eskild. Jeg overvejede, at vi kunne bure os inde derhjemme, men tanken virkede ikke specielt tillokkende.

Derfor skrev jeg på Facebook et ærligt opslag om vores situation, uden jeg helt vidste, hvad jeg håbede på at få ud af det. 

En god venindes forældre skrev med det samme tilbage. De tilbød, at vi kvit og frit måtte låne deres hytte i Norge i hele december. 

For dem var det netop, hvad julen handlede om; at hjælpe andre i en sårbar situation. Jeg blev både rørt og glad, for nu kunne vi faktisk flygte fra julen.

Og det gjorde vi. Vi rejste fra ræset, fra forventningerne og fra omgivelserne. 

Den 1. december ankom vi efter en meget lang køretur til noget, der nærmest var et lille stykke paradis. Bjælkehytten lå i en lille landsby, omgivet af et uberørt, snedækket landskab. 

Vi fik en fornemmelse af at være ret alene midt i naturen, men i landsbyen var der både et supermarked og enkelte butikker. Vi havde også et par naboer, hvilket beroligede mig en del. 

Jeg havde trods alt ikke lyst til at være helt alene i verden.

Eskild elskede stedet fra første færd. Han legede i sneen, byggede snehuler og lavede snelygter. Vi kælkede i skoven og nød stilheden og skønheden. Når vi blev trætte, gik vi hjem med røde kinder og tegnede, eller jeg læste højt i en af Eskilds yndlingsbøger. 

Selvom vi gjorde det samme hver dag, føltes det stadig som ferie. Jeg fik slappet af, strikket, læst bøger – alt det, jeg normalt slet ikke havde overskud til som alenemor til et barn, der ikke var som andre børn.

Hver aften faldt Eskild i søvn og sov som en sten natten igennem. 

Det kunne jeg ikke huske, hvornår han sidst havde gjort, men han var træt efter en hel dag i sneen og kulden. 

Læs også

På ét punkt har meget ændret sig, efter Tina Müller blev mor: "Den slags tænkte jeg ikke over før"

Vi var egentlig flygtet fra julen, men endte med at få et tiltrængt pusterum, hvor Eskilds diagnoser fyldte minimalt. Tværtimod oplevede jeg, hvor helt fantastisk et barn, jeg har. Også selvom han ikke passer ned i alle kasserne eller ligner andre børn. Han spurgte heller ikke til julen én eneste gang.

Juleaften fik vi besøg af hans far og hans nye kone, og Eskild fik en gave, som han selv havde valgt. 

Det betød, at han slap for bekymringerne omkring, hvad den gave nu kunne indeholde. Vi pyntede ikke op indenfor, men satte lys på et grantræ lige udenfor vinduet og lavede lækkert mad. 

Det fungerede perfekt. Jeg fik endda nogle hyggelige dage sammen med min eksmand. 

Det havde jeg ellers forsvoret kunne være muligt, dengang vi gik fra hinanden, og han endte med at afskrive Eskild i hverdagen og desuden valgte at blive gift igen hurtigt efter. 

Men der, midt i Norges vinterlandskab, glemte vi vores stridigheder. Og det er vel egentlig, hvad december virkelig handler om.

Så i år kommer vi til at gøre det samme, for min venindes forældre har været så søde at gøre deres tilbud permanent. Eskild har i flere uger talt om, hvor meget han glæder sig. Jeg har i mellemtiden mødt en sød mand, som vil være sammen med os i en af ugerne, og som Eskild også har taget til sig. 

Men ellers er det bare mig og min dejlige dreng – langt væk fra julestress og juleforventninger. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.