Lene har været jordemoder i over 50 år: "Jeg bliver stadig berørt, når et barn bliver født"

Tænk at få lov til at være med, når et barn bliver født.

Sådan har Lene det stadig. Hun har oplevet tusindvis af børn komme til verden. Og har været jordemoder, siden dengang fædrene ikke havde adgang til fødestuen.

For 75-årige Lene Mollerup fra Gentofte var det for nylig 50 år siden, at hun trak i datidens hvide kittel og bandt tørklæde om håret for at starte i jobbet, som hun holder meget af. 

"Jeg har altid syntes, det var fantastisk, og det synes jeg stadig. Jeg kan stadig blive berørt, når et barn bliver født," siger hun.

Lene arbejder nu 20 timer om ugen på Rigshospitalet. Hun har konsultation en dag om ugen, hvor hun for det meste tager sig af de sårbare gravide, og har desuden vagter som jordemoder ved fødsler på Fødeklinikken, hvor man ikke bruger bedøvelsen epiduralblokade. Her hjælper hun kvinderne til at føde uden smertelindring.

At følge de gravide og være med ved fødslerne giver mange situationer, som hun synes er særlige: 

"At opleve al den vækst, der er mulighed for i en graviditet og ved fødslen. Der er jo et forældreskab, som også fødes. Gravide kvinder og situationen omkring fødslen, med smerten, hvor de gerne vil have, at nogen hjælper dem – man er utrolig åben i den situation. Og det gør, at der er så god mulighed for kontakt. Og så forløsningen bagefter," siger Lene.

Læs også

Vores Børn hylder jordemødrene: “Hun gjorde mig til en kriger i pressefasen”

Sin egen vej

Lene var helt ung, da hun til nogle af sine venners overraskelse besluttede, at hun ville gå efter at blive jordemoder. Hun havde overvejet sygeplejerske eller kirurg, men havde det svært med, hvis børn blev syge. Hendes far var boghandler, og hendes mor tog en bog om fødsler ned fra reolen og viste hende.

"Den vækkede min interesse. Som barn havde hun leget med naboens børn, mens deres lillebror blev født inde i huset."

"Lige da han var født, blev vi kaldt ind og fik lov til at se ham med navlestreng og det hele. Det husker jeg tydeligt, og måske har det også gjort et eller andet," mener Lene.

Endelig talte hendes egen mor altid meget positivt om at føde: 

"Hun fortalte om, hvor let hun havde ved at føde mig. De havde sagt til hende bagefter, at "hun havde læbestift på endnu". Hun beskrev altid fødsler som noget naturligt og fint."

Som 16-årig var Lene så interesseret, at hun overværede en hel fødsel på en fødeklinik i Charlottenlund. 

"Jeg skulle til fest bagefter, og jeg tror, jeg underholdt alle mine kammerater med fødslen, for jeg var fuldstændig fyldt med den oplevelse," smiler Lene.

"Den bekræftede mig i, at det var det, jeg skulle. At opleve det lille barn, der blev født – det trak."

De næste par år kvalificerede Lene sig før optagelsessamtaler med professoren på landets eneste jordemoderskole, blandt andet som ung pige i huset og barneplejerske på fødeklinikker både i Danmark og i Østrig. Her var hun med til at bære de nyfødte væk fra de sengeliggende mødre i besøgstiden og vise dem frem for familiemedlemmer bag en glasrude.

"Jeg kan huske, at vi pudsede de store glasruder bagefter – fordi folk havde stået med næserne trykket ind mod ruden," fortæller hun.

Læs også

Rekordstor mangel på jordemødre: ”Jeg skal stå og vælge, hvem der er vigtigst”

Lene blev jordemoder i 1972, og hun var glad for sin chef Dyre Trolle, der havde titlen "overaccoucheur", der betød over-fødselslæge. Meget var anderledes dengang.

"Jeg kan huske, at han ikke ville have de der fædre med. UD!, sagde han til dem, hvis de var på vej til at ville med ind. Lidt senere, mens jeg stadig var ung jordemoder, blev fædrene så inviteret med til fødslen. Mange af dem anede ikke, hvad de skulle stille op med sig selv, men det kan jo også være svært", siger Lene.

I dag kan hun se tilbage på fem årtier på store og mindre danske fødesteder, ligesom hun har prøvet at være leder og behandle patientklager. Men det meste af tiden har hun arbejdet på fødestuerne og også haft mere end ti arbejdsophold i Grønland, som på flere måder er gået i hjertet.

De søde breve

"Der er bare så smukt i Grønland. Det er fantastisk. Og i Grønland er en fødsel meget en familiebegivenhed. På trods af at mange har barske liv, klarer mange kvinder det at føde godt. Grønlandske kvinder ler også så meget – de fortæller historier, og de skriger af grin, og de har en slags skæbnefællesskab med hinanden. Det har været spændende og berigende at opleve," siger Lene.

Som jordemoder har Lene også taget del i dødfødte børns fødsler.

"Når man har været jordemoder så lang tid, så har man prøvet det en del gange. Men det bliver aldrig rutine. Man skal have lov til at have lidt fred efter sådan en fødsel, og man er også meget længere tid om sit papirarbejde, fordi man ikke tænker så hurtigt. Det skal lige synke ind," forklarer hun.

"Forældre ved de fødsler er tit så taknemlige, og nogle af dem har jeg haft kontakt med bagefter," fortæller Lene, der i det hele taget igennem årene har fået breve fra mange forældrepar.

Læs også

Szhirley har født to 'stjernekigger'-børn: "Jeg følte mig som den sygeste superheltinde"

Hun tager altid de personlige breve med hjem.

"Hvis jeg skulle have en dag, hvor jeg føler det lidt hårdt, så kan jeg sidde og læse nogle af alle de fantastisk søde breve. Jeg oplever, at man har en tønde, der skal fyldes op med de gode oplevelser – for at kunne være i de ting, der er svære indimellem. Det er vigtigt, tror jeg."

Lene har været heldig at have en mand, der altid har været der for deres børn, når hun har arbejdet på alle tider af døgnet. Hun kan ikke sætte fingeren på de allerbedste oplevelser som jordemoder. 

"For der er mange."

Hun har været med til adskillige af "livets helt lysende øjeblikke".

Hun var også med, da begge hendes børnebørn kom til verden. Hun og datteren havde været usikre på, om det var en god ide, men da den første fødsel gik i gang, var datteren ikke i tvivl og ringede til sin mor.

Lene har ikke besluttet at stoppe som jordemoder endnu, for arbejdet giver hende energi, og hun føler, at hun også med sin erfaring kan bidrage med noget af værdi.

"Når jeg ser på min fødselsattest, tænker jeg: "Nu skal du også huske at stoppe." Og på et tidspunkt siger jeg op til den første og slutter lige om lidt."