Vuggedød: "Jeg tager ham op og lægger ham til brystet, men der er ingen reaktion"

Det er først i det øjeblik, Mette lægger sin baby til brystet, det rigtig går op for hende, at der er noget galt.

Ligesom hendes to andre sønner har den lille mørkhårede dreng altid sovet godt – og længe, så hun bliver egentlig ikke nervøs, da hun vågner en tidlig morgen i slutningen af juni med meget spændte bryster.

Når hun tænker tilbage, undrede hun sig måske lidt over, at den lille slet ikke havde været sulten i løbet af natten. Og måske så han lidt trykket ud i ansigtet, som han lå der i halvmørket i dobbeltsengen. Men det er først, da hun tager ham over og lægger ham til brystet, og han ikke begynder at sutte, at det for alvor går op for hende, at den er helt gal.

LÆS OGSÅ: Resultat: Hvad ved du om babyer?

– Jeg tager ham op og lægger ham til brystet, og så er der bare ingen reaktion. Der tænker jeg ‘det kan umuligt være rigtigt’. Babyer plejer ikke at sove så tungt, og de sutter jo selv i søvne.

Mere når hun ikke at tænke. Alting står stille, og Mette løber ind i stuen med sin livløse baby i armene. Hun vækker sin mand, som den nat er faldet i søvn på sofaen efter at have set en sen sydamerikansk fodboldkamp i fjernsynet.

Handlingslammet af vuggedød

Graviditeten

Uvirkeligt

Midt i sorg og chok skal Mette og hendes mand have vækket en nabo, som kan være hos de stadig sovende storebrødre, mens de tager på hospitalet. Klokken halv seks om morgenen sidder de i ambulancen på vej mod Skejby Sygehus med den lille dreng svøbt i et tæppe i armene.

– Vi sad bare der med en følelse af uvirkelighed. Vi kunne slet ikke forstå det, husker Mette, der mest af alt tænkte på sine sovende drenge derhjemme.

– Det var faktisk næsten det værste at tænke på. Hvad sker der med mine drenge, når de vågner, og der er en fremmed i huset? De kender jo godt vores nabo, men vil jo fornemme, at der er noget galt. Så jeg havde tankerne alle mulige forskellige steder på samme tid og kunne ikke kun fokusere på sorgen eller chokket, fortæller Mette, der også samtidig blev overvældet af en masse praktiske bekymringer.

– Det er alle de her praktiske ting. Hvordan pokker ringer man for eksempel lige til sin mor og siger, at ens barn er død? Det blev de jo ved med at anbefale os ude på Skejby – ‘ring nu, der skal komme nogen’. Men jeg var bare sådan ‘hvad skal vi sige?’ Plus man ikke forstår, hvad det er, der er sket. Og samtidig ville jeg bare rigtig gerne hjem til mine drenge.

Mette får ringet til sin familie, der med det samme begiver sig mod Aarhus. Imens sidder hun og hendes mand alene på en stue på sygehuset med Rumi liggende helt fredfyldt i en vugge ved siden af. De siger ikke så meget til hinanden, sidder bare og kigger på hinanden og på deres lille, døde dreng.

En sygeplejerske kommer og informerer om obduktion, så årsagen til Rumis død kan blive klarlagt. Kort efter kommer en overlæge og erklærer Rumi død. Klokken 11 bliver den lille familie ført ned til kapellet, hvor de kan sige farvel, og bagefter må de tage hjem. De får telefonnummeret på den ansvarlige for kapellet, og får at vide, at de bare kan ringe, når de vil se Rumi. Og så tager de hjem til drengene i rækkehuset.

– På det tidspunkt var hele mit fokus bare at komme hjem til mine børn. Jeg kunne slet ikke have det her med, at de skulle vågne og ikke vide, hvad der var sket – og så være sammen med en

næsten fremmed.

En stjerne

Bisættelse og hverdag

Obduktionen

Sjælen skal have ro

Forholdet mellem Mette og Juan Luis er blevet endnu tættere og stærkere, siden de mistede deres baby. Også selv om de har tacklet sorgen forskelligt.

– I begyndelsen græd Juan Luis mere og var mere udadreagerende. Men jeg tror også, hans indianske aner har betydning for, hvordan han har reageret. For efterfølgende har han kunnet lægge det hele lidt væk. Indianerne tror på, at hvis man græder for meget over et dødt menneske, så kommer det tilbage. Så kan det ikke finde ro. Så for min mand har det været fint at sørge det første stykke tid, men så skal man ligesom også lægge det til side, fordi ellers kan det være, at Rumis sjæl ikke kan finde ro.

De to har aldrig været i tvivl om, at de skulle være forældre igen, og det ønske kommer til at gå i opfyldelse, for Mette er gravid igen – med en lille pige, som efter planen kommer til verden til maj.

– Mine graviditeter og fødsler har der ikke været noget galt med, og jeg har trods alt to sunde og raske drenge. Så jeg sætter min lid til, at det her kun skete én gang, og at man ikke ved hvorfor. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at vi skulle være så uheldige, at det kunne ske en gang til. Og så tror jeg også, at det vil hjælpe især vores ældste at få en lillesøster eller lillebror. Men jeg er ikke helt sikker på andet, end at vi anskaffer os en bedside crib næste gang, så babyen stadig sover ved mig, men i sin egen lille seng. Vi er store fortalere for samsovning, men det vil give mig en større ro, hvis den lille ligger sammen med os, men i sin egen seng.

Familien blev efter Rumis død tilbudt psykologhjælp med henvisning via egen læge. Men på det tidspunkt, hvor Mette nåede igennem ventelisten, syntes hun ikke, hun havde brug for hjælpen længere. Hun var selv kommet videre, blandt andet med hjælp fra mindfulness.

– Vi har to andre børn og et stort netværk. Det har helt sikkert været med til at hjælpe os igennem. Og jeg har brugt min mindfulness, fordi det jo netop handler om at være til stede i det, man er i. Det gælder bare om, på en eller anden måde, at acceptere det, der er sket. Tro på, at der er en grund til det. I starten fylder det meget, og så lige pludselig fylder det mindre. Det er stadig hårdt engang imellem. Men på den anden side har vi også accepteret det, begge to. Og livet går jo videre.

LÆS OGSÅ: Lola Jensen: "Mange ser livet som et projekt"

LÆS OGSÅ: Undgå fladt baghoved

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du fladt baghoved