Madpakkeproblemer, hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Kære Janne Clevin,

Min søn i 1. klasse kan ikke nå at spise sin mad i spisefrikvarteret. Han kommer tit hjem med en næsten fuld madkasse, hvor der kun er taget et par bidder af de forskellige madder.

Han og hans kammerater klager over, at de simpelthen ikke kan nå at spise, før de skal have time igen. De har vist cirka et kvarter til at spise, og det er jo ikke ret meget, når man både skal nå at gumle gulerod, spise rugbrødsmadder og hygge sig lidt med sidemanden…

Man taler så meget om, at børn skal have morgenmad, men de skal vel også have noget frokost og gerne nok til at klare en lang og aktiv dag? Lærerne siger, at de er nødt til at vænne sig til det, fordi de ikke får mere spisetid i løbet af resten af deres skoletid. Kan jeg gøre noget?

Mange hilsener,

Hanne, Kalundborg

Læs skolelærerens svar på næste side

Svar:

Kære Hanne,

Du kan ikke gøre så meget, men dog noget. Spisefrikvarteret er på 15 minutter. På min skole spiser indskolingsklasserne lidt før, så de har cirka 20-25 minutter. Det kunne du som det første foreslå klasselærerne.

Dernæst kunne I hjemme snakke om, i hvilken rækkefølge din søn skal spise sin mad. Gulerødder egner sig glimrende til at spise i frikvarteret. Hvis din søn går på Fritter, kan du snakke med pædagogerne, om ikke børnene, når de kommer fra skolen, lige kunne få lidt tid til at spise maden i madkassen, før de leger.

Det er rigtigt, at børnene ikke får mere tid fremover til at spise deres mad, men heldigt er det da, at de bliver større og større, så problemet forhåbentlig mindskes.

Det sidste, du kan gøre, er at spisetræne med din søn. Nogle børn spiser for langsomt, de koncentrerer sig om for meget andet, end det de skal. Prøv en lørdag at læse en historie for ham for at se, om han kan koncentrere sig om at spise, imens han lytter.

Hvis det er løsningen, kan du jo vove at foreslå lærerne at læse højt i spisefrikvarteret i en af de mange fantastiske børnebøger, som man bare er nødt til at læse i skolen. Men det kræver vist, at der i din søns klasse er flere end ham, som har problemet med at nå at spise. Håber du kan bruge nogle af mine forslag.

Venlig hilsen,

Janne Clevin

OM EKSPERTEN

Janne Clevin har været lærer i folkeskolen i mere end 30 år. Hun er ud af en børneglad familie som datter af en alle tiders børneven, Jørgen Clevin. I Junior svarer hun på læsernes spørgsmål om børn og skole.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns skolegang? Så skriv til skole@juniormag.dk