Maj My og hendes mand tog stort valg for familien: ”Kvalitetstid er en løgn, vi fortæller os selv”

Maj My Humaidan har en hadefølelse. Sådan én, der får maven til at knuge og med det samme smager af inderlig fortrydelse.

Følelsen rammer som et knytnæveslag, når hun beder sine børn lægge bånd på sig selv, eller når hun irettesætter dem for at være, som de er. I dét øjeblik de tilpasser sig, bare fordi det er lettere for deres mor, eller fordi samfundet kræver det, ønsker Maj My, at hun kunne tage ordene tilbage. Slukkede hun lige en ild i sit barn?

Følelsen er måske ikke fremmed for dig, men for Maj My Humaidan er den så grum, at hun har brugt det seneste årti på at fjerne sig fra den.

“Det er den værste følelse, jeg kender,” siger hun og pjusker lidt i sit lyse pandehår.

“For jeg føler, at jeg kan se en eller anden essens forsvinde fra mine børn. Og det stemmer slet ikke overens med mine livsværdier, som jeg ellers synes, at jeg har arbejdet hårdt for at efterfølge.”

Læs også

Frida Brygmann ledte efter noget, vi alle drømmer om – og fandt det ved en havelåge i Valby

I 2010 pakkede Maj My Humaidan og hendes mand, musiker Kristian Humaidan, et hæsblæsende storbyliv i København sammen, gjorde et pitstop i Svendborg og tog så færgen til Ærø uden en returbillet. Her forvandlede de en gammel gård langt fra karriereræs og menneskemylder til et hjem. Med åbne vidder, gulerødder i nyttehaven og tid til hinanden.

Stuen på første sal blev indrettet til skolestue ud fra en tankegang om, at børn skal have lov til at bestemme, hvad de vil lære, og hvornår de vil lære det. De børn, der endnu ikke var klar til at klippe i karton eller øve kommaregler, blev hjemmepasset.

Det er ikke et gængs familieliv, hvor tiden væk fra hjemmet godt kan komme til at fylde mere end den tid, vi investerer i hinanden. Maj My sætter da også en ære i at fjerne sig fra alt det, der så meget som lugter af almindelighed. Normkritisk, kalder hun det selv og smiler så.

“Da jeg begyndte at finde min plads i mit forældreskab, blev jeg meget opmærksom på, hvordan jeg igennem hele min opvækst har lært, at man skal gøre sig ambitiøs med sit arbejde. Jeg er blevet spurgt til, hvad jeg gerne ville lave, når jeg bliver større. Og det slog mig, at familielivet og relationerne og forældreskabet også er et sted, hvor ambitioner hører hjemme, og hvor jeg gerne vil gøre mig rigtig umage.”

Hun holder øjenkontakten, mens hun tænker sig om.

“Jeg bilder mig selv ind, at alt det, vi har med vores børn nu, det trækker på den tilknytning, vi fik banket fast med syvtommerssøm, da de var mindre. Jeg føler, at både min mand og jeg har en adgang ind i vores børn, som jeg er rigtig glad for. Som jeg også tror, man kan have uden hjemmepasning og hjemmeskole, men det kræver tid. Jeg tror virkelig ikke på begrebet kvalitetstid."

"Det er en løgn, vi fortæller os selv, så vi kan fortsætte i et meget højt tempo. Der er ikke noget, der kan klemmes ind og gøres bedre på kort tid. Det tager mange timer at blive trygt tilknyttet. Det tager meget nærvær at have en dyb relation."

Et nederlag – og en lettelse

Familien Humaidans livsstil har fået mange kælenavne gennem tiden. Vi kalder det Slow Living eller OAP’sters – en forkortelse af Old Age Pensioners – som en bred betegnelse for dem, der flytter ud af byen for at leve et simplere og enklere liv. I 2021 flyttede 19 familier med børn til Ærø, viser tal fra Danmarks Statistik, men generelt er det småt med tal på vores danske øboere, selv om flere og flere synes at gøre Maj My kunsten efter.

Det samme gælder, når det kommer til hjemmeskole og hjemmepasning. DR har fået aktindsigt i 89 kommuner, og her fremgår det, at der i skoleåret 2020-2021 var 1.238 børn, som blev hjemmeundervist. Selv om det er få ud af de i alt knap 700.000 danske skolebørn, er der alligevel tale om en tredobling af hjemmeunderviste børn i løbet af de seneste fire år.

Da Maj My og Kristian besluttede sig for at holde deres børn hjemme, var der få andre, der gjorde som dem. Få hjemmepasser-fællesskaber og endnu færre, der fortalte offentligt om deres valg – og fravalg. Måske var det manglen på fællesskab, der gjorde udslaget. Måske var det noget andet. Men da parrets tre ældste børn skulle i henholdsvis 2. og 5. klasse, bad de selv om at komme i skole.

“Det var helt udramatisk, men det var følelsesmæssigt svært for mig. Det var jo en form for nederlag, at vi ikke var lykkedes med at skabe en hverdag, der var så god, at de ville blive i den. Samtidig var det også en lettelse, for jeg var også selv udmattet efter tre år, hvor vi havde stået alene på kanten af samfundet med så stort et ansvar.”

“Jeg synes, at mine børn havde det bedre som mennesker, da de blev hjemmeskolet. Den ro og fordybelse, der var, var helt anderledes. De var rigtig gode til at mærke, hvad de brændte for, og havde ikke det der kritiske blik på sig selv. Jeg synes, det var svært, da de ville starte i skole, fordi jeg stadig har et kritisk blik på skolen. Men jeg kan godt forstå, at de gerne vil være der, hvor de andre er. Og samtidig nyder jeg virkelig min hverdag. Så længe de har det fint i skolen, så synes jeg også, at det er fedt for mig.”

Ønsket om at holde sine børn hjemme såede sit første frø, da Maj Mys tvillinger, Ilja og Live, begyndte i vuggestue. Da hun efterlod sine to mellemste hos pædagogerne, var det med en forventning om lettelse – at hun endelig kunne få tid til at pusle om sit eget ego. Men i stedet sneg en anden følelse sig ind.

Læs også

”Hvis nogen har et godt råd til work-life-balance, så hører jeg gerne om det”

“Jeg afleverede mine børn til fremmede mennesker, men i sidste ende havde jeg ansvaret for dem stadigvæk, selvom jeg ikke måtte være med. Der var et eller andet helt vildt unaturligt i det. Og samtidig havde jeg virkelig også brug for ikke at være sammen med mine børn hele tiden. For vi har jo indrettet os på en måde, hvor du netop enten er helt alene med dem eller uden dem.”

Hun trækker på skuldrene.

“Jeg ville bare gerne være flere om at være sammen med mine børn. Jeg ville bestemt også gerne have pauser fra dem, men ikke hvor det betød, at jeg ikke var velkommen. Det var svært for mig at acceptere, at jeg enten var mor fuldstændig viklet ind i og udmattet af mine børn, eller var mor på en måde, hvor jeg var uvelkommen der, hvor de var.”

Samfundets skyld

Løsningen blev, at Maj My og Kristian skar gevaldigt ned i deres arbejdstid og begyndte at hjemmepasse. Senere tog parret en beslutning om også at kvitte skolen, og da familiens yngste, datteren Juno, kom til, havde Maj My og Kristian indrettet deres liv, så de kunne holde alle fire børn hjemme på én gang. Når hun i dag betragter sine børns måde at være i verden på, kan Maj My ikke forstå, at de nogensinde overvejede andet.

“De har sådan et bullshit-filter, der gør, at de ser med åbne øjne på de krav, de møder, og de normer, der er, og tager stilling til, om de synes, det giver mening. Det betyder også, at vi har en relativt høj grad af brok hjemme hos os, men jeg synes, at de kommer med en energi og et initiativ, som jeg er bange for, at vi kan komme til at slå ihjel, hvis vi ubevidst kører vores børn gennem pølsemaskinen.”

Hun holder en lille kunstpause, for der er noget, hun gerne vil understrege.

“De år, vi havde hjemme, var så betydningsfulde, at jeg aldrig ville gøre det om. Og jeg vil virkelig ønske for alle, som kan mærke, at der er noget, der føles forkert, at de handler på det. Og det siger jeg jo fra et sted, hvor jeg tydeligvis ikke fandt en evigtgyldig løsning.”

Maj My har sluttet fred med, at hendes børn nu går i skole. Måske er der faktisk alligevel en fordel eller to ved løsningen. Men det betyder ikke, at hun pludselig accepterer det danske skolesystem.

“Jeg er ikke kritisk over for konceptet med, at de forlader hjemmet og kommer ind i en ramme, men den ramme, vi har skabt, har jeg svært ved at se mening med i 2023. Altså, at skolen ikke er baseret på motivation, teamwork og nytænkning for eksempel. Skolen virker meget snæver, synes jeg – også i forhold til, hvad verden har brug for."

"Det er jo for helvede fuldstændig vanvittigt, at min datter i første klasse har diktat hver uge i en verden, hvor de udfordringer, hun kommer til at stå over for, kræver meget mere kreative, selvstændige og modige beslutninger. De problemer, hendes generation vil møde, løser man ikke hverken ved at stave fejlfrit eller ved at blive testet som syvårig, dér lærer du jo tværtimod, at der er noget, som er rigtigt og forkert.”

Familielivet bliver stadig prioriteret over stort set alt andet, selvom alle fire børn nu går i skole. Og Maj My og hendes mand er enige om, at børnene får fri, når de trænger til det.

“For os er det vigtigste, at vores børn lærer at lytte til sig selv, træffe bæredygtige beslutninger og behandle deres medmennesker ordentligt. Derfor skriver vi også gerne til deres lærere, når de har brug for en fridag, eller vi skal på en tur for at opleve noget sammen, for skolen er ikke vigtigere end vores familie eller det enkelte barns trivsel.”

Læs også

Aldrig før har vi været mere bevidste om vores børn – men nu er en ny bevægelse på vej

Kan ikke bare skride

Maj My ved godt, at hendes livsvalg og holdninger ikke er for alle. Måske er det endda en lille smule ekstremt sådan at hjemmeskole sine børn og bosætte sig på et stykke land, der kræver både bil og båd at komme til og fra. Her er heller intet gymnasium, hospital eller storcenter, og de fleste indbyggere er født i efterkrigstiden. Men der er alligevel noget, som tiltaler familien Humaidan:

“Jeg tror, det handlede om at komme til et sted, hvor der var færre mennesker og en lidt mere oplagt følelse af fællesskabet. En landsbyfølelse. Og den fandt vi på Ærø, hvor vi oplevede, at man er mere opmærksomme på hinanden. Samtidig er det ret konsekvent at bo på en ø, fordi det er sådan lidt utilgængeligt."

"Du kan ikke komme på uanmeldt besøg fra storbyen, og du kan ikke bare tage af og på din ø. Det synes jeg også er skideupraktisk, men det benspænd, der er i, at når man er på sin ø, så er man dér – og så kan man ikke bare skride, synes vi var meget tiltalende.”

Tænker du, at hvis man ikke vælger at være 100 procent nærværende for sine børn, så lever man ubevidst eller uansvarligt?

“Nej, det tænker jeg ikke. Men hvis vi begynder at stille os selv spørgsmålet om, hvorvidt vi er i gang med noget, som vi inderst inde godt ved, at vi vil fortryde en dag, så synes jeg, at det giver mening at stoppe op og give refleksionen tid. For det kan vi nå at gøre noget ved."

"Jeg tror, at rigtig mange går rundt med en følelse af at have for travlt, og at de har brugt deres tid på noget, som er lidt ude af deres hænder. I sidste ende handler det om, at når vi en dag skal herfra, så vil vi være glade for, at vi har brugt vores tid på de relationer, som gav os en gnist i øjet. Det er bare så banalt.”

Har en konsekvens

Med en blog, snesevis af foredrag, en podcast og en ny bog om sin livsstil er Maj Mys pointer blevet forfinet gennem årene. Hun er stolt af det liv, hun og hendes familie har skabt, men hun anerkender også, at alt ikke er så rosenrødt, som det nemt kan komme til at lyde.

I Ærø-eventyrets spæde start forsøgte Maj My at jonglere sine familie-ambitioner med et ønske om at være en stemme i den offentlige debat. Hun fik stablet en virksomhed på benene, tjente godt på at være hende, der fortalte om det liv, familien levede, og måtte til sidst sande, at hun ikke kunne begge dele. Arbejdet måtte skæres ned.

Men når man som familien Humaidan aktivt vælger at investere alle sine vågne timer i hjemmet, har det en konsekvens, som ikke er uden betydning.

“Det jeg gerne vil nu, er egentlig bare ikke at skulle være begrænset økonomisk. Men jeg har lært rigtig meget af ikke at have nogen penge, for jeg kommer fra en ret privilegeret baggrund, og jeg har fået en anden ydmyghed over for, hvad det gør ved et menneske ikke at have penge, som jeg tror er god for mig.”

Det er ikke alle, der har mulighed for at gøre som I har gjort, så jeres valg kommer jo også fra et privilegeret sted. Hvad tænker du om det?

“Det pisser mig da for vildt af, at det at være sammen med sine børn er noget, man er nødt til at være privilegeret for at kunne. At vi i en velfærdsstat, hvor vi skal til at arbejde en dag ekstra, ikke har prioriteret, at alle selvfølgelig skal have mulighed for at være sammen med sine børn, hvis de har lyst. Jeg kan ikke forstå, at pengene ikke følger barnet.”

Opvaskemaskinen har også en mening

Under et af Maj Mys foredrag var der engang én, som spurgte hende: Hvis man kun skal gøre meningsfulde ting, hvem skal så tømme opvaskemaskinen? Spørgsmål som disse har fulgt parret i mange år, for det trigger noget i folk, når man vælger at løbe mod strømmen, mener Maj My. Til dem har hun et klart svar:

“Der må jeg bare sige, for mig giver det mening at tømme opvaskemaskinen, fordi så kan jeg fylde den igen. Jeg siger slet ikke, at jeg kun vil beskæftige mig med ting, som åndeligt ophøjer mig i øjeblikket. Der er forskel på ting, man har lyst til, og ting, der giver mening. Og alt det, som virkelig er noget værd i livet, kommer jo med en høj pris."

"Det er f.eks. latterligt hårdt at have små børn, der er vågne hele natten, særligt i en kultur, hvor vi er så meget alene med vores små børn. Men hvis man kan give slip og se, hvor stor en investering det er, så tror jeg, at det er nemmere at være i, og at man kommer mere helskinnet ud af det.”

Hendes nye bog, ‘Ærø-manifestet’, missionerer derfor hverken for hjemmepasning, ø-kuller eller et opgør med karrieræset. Nej, Maj My har en anden mission.

“Jeg plæderer slet ikke for, at alle skal gøre det samme. Jeg plæderer for, at alle skal mærke efter og så skabe deres egen model. Hvis ikke vi træffer aktive valg, så bliver vi nødt til at leve med, at der bliver truffet valg for os. Alting går så hurtigt i vores samfund, at vi er nødt til at insistere på pauser og langsommelighed, hvis vi vil opleve livet og have medindflydelse på, hvordan vi lever det."

"Om vi bor i byen, flytter ud på landet, har geder eller diamantøreringe er ikke det vigtige, men bare det at se, at vi har indflydelse på vores liv, kan være fuldstændig livsforandrende."