Sveden løber ned ad min mave og samler sig mellem to
hudfolder ved navlen som en voldgrav. Min krop føles anspændt og tung på samme
tid, som om den forgæves forsøger at flygte, men er bundet af usynlige kæder,
der hedder ansvar, pligt og samvittighed.
Jeg kan mærke pulsen i min tinding, den banker sig vej ind i
mit hoved og vil snart føde en lammende hovedpine.
Min hånd ryster, mine fingre sitrer.
Jeg prøver at fokusere på drengen, der ligger og flyder som
en makrel på gulvet med ben og hoved pakket ind i malertape. Han hyler, mens
han forsøger at trække tapen af sit blonde pandehår.
”Lad være med det,” siger jeg med en rolig, men bestemt
stemme.
Bliver angrebet
Pludselig tager den anden dreng et fast greb om min hals
bagfra og hænger fast i mig som en kappe med hele sin vægt.
Jeg føler et enormt pres på min hals og gisper efter vejret.
Man kan godt tåle to-tre stresssymptomer og et lidt for højt
decibelniveau, men at blive kvalt oveni er for meget for selv den mest hærdede
småbørnsmor.
En duel mellem fornuft og følelser udspiller sig nu. Jeg kan
gøre, som Hedvig Montgomery siger: Forblive rolig og vise lederskab, eller jeg
kan give efter for en tiltrængt udblæsning.
Så råber vedhænget bag mig ’pruttemor’ ind i mit øre.
Så er det afgjort. Jeg kan ikke klare flere af disse
møgunger, denne familie, dette småbørnsliv, jeg er færdig.
Mens min krop forbereder sig på at mutere til en drage,
sprøjte ild ud over hele det forbandede rækkehus og flyve til varmere
himmelstrøg, går hoveddøren pludselig op.
Redningen
”Juhuu! Er der nogen små seje fyre her?” synger min
svigermor og fylder gangen med glade toner og runde æblekinder.
”Vi leger ninja, mormor,” svarer den maskerede mumie på
gulvet.
”Hvor vidunderligt! Jeg er tilfældigvis i byen og tænkte på,
om I to drenge har lyst til at hænge ud med mig i et par timer?”
”JA!” råber drengene i kor, da vedhænget slipper min hals og
lægger sig om hendes.
Uerstattelige
Bedsteforældre.
Uden dem ville jeg ikke have kunnet beholde mit job eller
min forstand.
Som om skråningen ikke var stejl nok med kræft, pandemi og
en husbrand sidste år. Vi ville aldrig have klaret os igennem vores
nomadetilværelse uden hjælp fra seniorpatruljen, der altid var på standby.
Disse gråstrømpede superhelte reagerer, så snart de
fornemmer, at adrenalinen begynder at pumpe i Olas eller mit blod.
De kan lugte søvnmangel, læse mellem rynkerne og ved præcis,
hvad der skal til for at stoppe skilsmisseekspressen: Tid.
Tid med børnebørnene, så forældrene kan sove, kysse og
skændes med håndværkerne.
Tid til at træde til som vikar i et par timer og give de små
trolde tålmodighed og et par opmærksomme ører, der mere end gerne hører om
syvhundrede forskellige Pokémons.
Tid til at skabe stærke bånd til børnebørnene gennem leg,
snak, kram og nogle gange alt for mange søde sager.
Det er ikke alle, der er så heldige at have tilgængelige
bedsteforældre, som kan eller vil påtage sig en så vigtig rolle i familien. Men
hvis du har det, er det en gave, du bør værdsætte og aldrig tage for givet.
Om Marie Lunde
- Norsk journalist, som skriver fast for Kamille, Klikk.no og Foreldre & Barn.
- Hun bor i Oslo sammen med sin mand Ola og deres to drenge, Laurits og Jæger.
