Anettes døtre konkurrerede med hinanden – og var tæt på at splitte familien ad

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anette opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Det kom som et chok for min mand, Per, og mig, at vi ventede tvillinger. 

Da vi havde sundet os lidt, begyndte vi dog at glæde os. Omkring os ymtede nogle om, at tvillinger risikerede at blive født for tidligt med deraf følgende problemer. 

”Føj, hvad er der sket med dig?” spurgte damen 6-årige Elena – svaret gjorde hendes mor stolt

Elena har svær kronisk eksem, som har præget hende i en stor del af hendes barndom, men så kom løsningen.

Andre indskærpede os, at vi skulle huske at opfatte vores tvillinger som to forskellige væsener og ikke en enhed. Men ingen advarede os om den jalousi, der med tiden desværre opstod mellem vores to piger.

Efter en relativ nem graviditet og ditto fødsel kom Anna og Line til verden kun to dage før min beregnede termin. De var tveæggede og ville derfor ikke komme til at ligne hinanden mere end almindelige søskende. 

Vi var stolte forældre, selvom vi ikke fik meget nattesøvn det første år. Da pigerne fyldte et år, blev alting nemmere. De startede i en god, integreret institution, og jeg genoptog mit arbejde som biblioteksassistent.

Indtil skolestarten var Anna og Line hinandens bedste legekammerater, og derfor kedede de sig aldrig. 

Ved skolestarten blev vi anbefalet at sætte dem i hver sin klasse, så de kunne udvikle sig uafhængigt af hinanden. 

Anna og Line fik derved hver deres klassekammerater, lærere og veninder. Indtil da havde de selvfølgelig ind imellem været uvenner, men skoleår for skoleår blev de nu mere og mere jaloux på hinanden. 

De blev også mere forskellige, og det kom til udtryk på mange måder. 

Anna stiftede meget få, men tætte og varige venskaber, mens Line havde et tons af skiftende venner. Annas samlede garderobe kunne være i en kuffert, for hun sparede sammen til at købe enkelte stykker tøj af høj kvalitet. Line købte udsalgstøj eller byttede sig frem, og man så hendes aldrig i det samme. 

Hendes klædeskab var ved at eksplodere.

Per og jeg kæmpede for at dele sol og vind lige. Og det skulle være helt lige! Deres julegaver og fødselsdagsgaver fra os blev målt og vejet, og i forbindelse med deres 16-års fødselsdag måtte jeg grave kassebonerne frem for at bevise, at de havde fået for det samme beløb. 

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Anna mente nemlig, at Line havde fået for mere end hende.

Det var anstrengende, og tit spekulerede jeg på, om vi havde gjort noget forkert. Per trøstede mig med, at det nok bare var naturligt, og at det kun var et sundhedstegn, at pigerne ikke prøvede at skjule deres følelser for os.

Med til historien hører, at vores familieliv også ind imellem bød på ægte stjernestunder. 

Det var især, når vi var på ferie eller tilbragte nogle dage i det gamle sommerhus, som mine forældre altid havde haft.

Pigernes indbyrdes konflikter og skænderier i folkeskoleårene var dog ingenting i forhold til dem, der kom i gymnasiet. Anna valgte den matematiske linje, Line den sproglige.

I begyndelsen af 2.g. faldt Anna for klassekammeraten Benjamin, og han begyndte at komme hjemme hos os. 

På det tidspunkt havde Line været kæreste med en anden fyr i nogle måneder, men forelskelsen var drevet over igen.

Til en gymnasiefest fik Line og Benjamin så et godt øje til hinanden. Det var noget nær det værste, der kunne være sket. En uge senere havde Benjamin slået op med Anna, og han og Line begyndte at ses. 

Da kom Per og jeg virkelig under pres som forældre. For Benjamin boede hos sin mor og delte værelse med sin lillebror, og derfor foretrak Line og Benjamin at være på Lines værelse. 

Men når Benjamin viste sig i vores hus, blev Anna ude af sig selv. Hun anklagede os for at svigte hende og for at elske Line mest. Det samme hævdede Line, da vi prøvede at appellere til hende om, at de måske kunne mødes hjemme hos Benjamin en gang imellem også.

I den periode blev der smækket meget med dørene i vores hus. Desværre ændrede det intet, at kærligheden mellem Line og Benjamin løb ud efter tre-fire måneder. Skaden var sket.

Vi holdt to studenterfester, og vores døtre deltog ikke i hinandens. Det føltes inderligt opslidende for mig, at Anna og Line ikke kunne sammen, og hvis jeg førte en samtale med den ene, var det stensikkert, at hun havde brug for at lukke en masse negativ snak om den anden ud. 

Det var meget værre end at stå op hvert kvarter hele natten igennem, som jeg nogle gange havde gjort det, da de var spæde. Jeg prøvede at glide af på det og brugte meget energi på ikke at tage stilling, og jeg bad til, at situationen ville bedre sig, når de blev rigtig voksne.

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

I sensommeren efter pigernes studentereksamen flyttede Anna til København for at uddanne sig til tandplejer. Line blev boende i byen, for hun ville arbejde et år som pædagogmedhjælper, inden hun søgte ind på seminariet. 

I november det år flyttede hun sammen med Oliver, som hun nu er gift med.

Et år senere blev Per og jeg efter fælles overenskomst skilt. Det havde dog intet med vores døtre at gøre, vores kærlighed til hinanden var ganske enkelt død. 

Vi solgte huset, og jeg flyttede ind i min egen hyggelige stuelejlighed.

Mit nye singleliv betød også, at jeg fik mere tid til at gruble over de ting, der gik mig på. Det værste var det anspændte forhold mellem Anna og Line. Når jeg inviterede dem til min fødselsdag, kom de begge, men der var en kølig afstand mellem dem. 

Til højtiderne faldt det gerne sådan, at kun én af dem deltog, mens den anden var hos svigerfamilien eller hos min eksmand og hans nye kone.

Efter endt uddannelse flyttede Anna tilbage til byen og fandt sammen med Thomas, som var fraskilt og far til Emil på dengang 5 år.

Jeg følte stadig, at det var mit ansvar og min pligt at arbejde for at bedre forholdet mellem mine to døtre, og i den bedste mening gjorde jeg derfor noget, som kun forværrede situationen. Når jeg var sammen med Anna, prøvede jeg at opdatere hende lidt på, hvad der skete i Lines liv, og det samme gjorde jeg med Line omkring Anna. 

Men mit initiativ medførte kun, at de hver for sig enten vredt eller såret spurgte mig, hvorfor jeg aldrig kunne snakke om andet end deres søster.

I efteråret 2023 gik jeg på pension. Jeg var nu mormor til Lines to døtre og Annas to sønner og stedbedstemor til Emil. 

Min kontakt med pigerne foregik gerne ved, at Line kom forbi på sin fridag, og så drak vi te i køkkenet. Anna og jeg travede tit en tur sammen i skoven eller i parken. 

Som altid skulle de hver især have noget ud mellem sidebenene om den andens liv, som de trods alt fulgte med i via de sociale medier.

"Det er da for underligt, at Anna og Thomas tager til Seychellerne i tre uger uden Emil, synes du ikke, mor?" kunne Line så finde på at sige. "Stakkels ham! Giver du mig ikke ret?"

Anna havde på sin side mange meninger om Lines og Olivers valg af, at Line skulle være hjemmegående i nogle år, mens kun Oliver tjente pengene.

"Helt ærligt, hvor egoistisk kan man være?" fnøs Anna til mig. "Det er ikke sjovt for børn at leve på et eksistensminimum, og de har jo ikke selv valgt det. Du må da tænke det samme, mor?"

Gør du dette, når du bliver uvenner med dit barn? Så skal du stoppe nu, mener ekspert

Timeout, skammekrog og skæld ud hører fortiden til – for det virker ikke, siger børnepsykologerne. I stedet skal vi forstå vores børns følelser med nysgerrighed og nærvær. Og vigtigst af alt – så skal vi gøre det sammen.

Jeg prøvede at glide af på det, mens jeg mumlede, at de jo måtte deres liv, som de helst ville. Men det var, som om både Anna og Line blev mere og mere opsatte på, at jeg skulle vælge side. Det gik mig så meget på, at jeg begyndte at sove dårligt, og så lå jeg midt på natten og stirrede ud i mørket og grundede over, hvad jeg kunne have gjort anderledes.

Samme sommer begyndte jeg at mærke en trykken for brystet og fik også jævnligt åndenød. 

Jeg bestilte en tid hos lægen, og da sekretæren i telefonen spurgte, hvad jeg ville tale med ham om, svarede jeg, at det måske var noget med hjertet. 

Inderst inde var jeg bange, for min egen far var død i en alt for ung alder af hjertesvigt.

Hos lægen blev jeg grundigt undersøgt og fik blandt andet taget et hjertekardiogram, og resultatet var opmuntrende: Mit hjerte fejlede intet. 

Men lægen spurgte, om jeg havde bekymringer, for brystsmerter kunne være en reaktion på psykisk belastning, og alvorlig psykisk stress kunne forårsage hjertekramper.

Jeg svarede, at jeg ikke havde bekymringer som sådan. Men på hjemvejen indså jeg, at det evige pres fra Anna og Line for at få mig til at vælge side var ved at slide mig op, og allerede samme dag besluttede jeg at handle på det.

Da Line næste gang kom på besøg, fortalte jeg om mit lægebesøg. Derefter sagde jeg til hende, at jeg fremover ikke ville høre noget negativt om Anna fra hende.

"For jeg kan ikke tåle det," sagde jeg. "Vi kan tale om alt andet, men hvis du gerne vil beholde mig mange år endnu, er det emne udelukket!" Ti minutter senere udtrykte Line alligevel kritik af sin søster, men jeg bremsede hende straks.

Dagen efter sagde jeg præcis det samme til Anna. Også hun tog det først ikke rigtig til sig, og hun begyndte at beklage sig over, at Line og Oliver allerede havde lagt beslag på vores gamle familiesommerhus i efterårsferien. 

Pernille kæmpede for at blive gravid og lægen gav op – men så skete det på uventet vis

Mens Pernille Ehlers-Hansen var i fertilitetsbehandling, var det svært at bevare troen på, at der ville komme en baby ud af det. Håbløsheden fik hende til at skrive en bog – og i dag ved hun, at det ofte ser allersortest ud, lige før lyset bryder igennem.

Jeg afbrød hende omgående og sagde, at nu gjorde hun præcis det, jeg havde bedt hende lade være med.

Lige siden har jeg holdt fast i min beslutning om ikke at lytte til brok fra den ene om den anden. Hvis en af dem alligevel er begyndt på noget, har jeg straks lukket det ned. 

Mine brystsmerter er heldigvis fortid, for jeg har øvet mig på ikke at lade tankerne dvæle ved mine døtres indbyrdes forhold.

Det bedste er dog, at Anna og Line tilsyneladende forsigtigt er begyndt at nærme sig hinanden. I hvert fald kan jeg se, at de liker hinandens opslag på Facebook, og fra min eksmand ved jeg, at de så småt overvejer at fejre deres runde fødselsdag om et halvt år sammen. 

Sker det, vil jeg være en lykkelig gæst. Sker det ikke, vil jeg bare lade det passere.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.