Anne Mette Kirk: "Min søn taler ikke, men han gav mig et sprog"

”Min søn taler ikke, men han gav mig et sprog.” Sådan skrev Anne Mette Kirk Ørskov i en mail, da ALT for damerne kontaktede hende for at høre lidt mere om hendes kommende bog. Og sådan en sætning bliver man nødt til at undersøge lidt nærmere. For hvorfor taler Anne Mettes søn ikke? Og hvordan har det givet hende et sprog, at han ikke taler?

Hun må da have haft et sprog før, når hun har arbejdet både som journalist og kommunikationsrådgiver. Og ja, det har hun naturligvis også haft, men det, som hendes yngste søn, Osvald, har givet hende, er et sprog som forfatter. Et sprog, som nu kommer til udtryk i hendes debutroman, ”Knust”.

– Jeg havde ikke kunnet skrive den bog uden Osvald. Et er at kunne skrive fint nok, men du kan ikke skrive, hvis du ikke har noget at skrive om. Og det havde jeg ikke før nu.

Osvald er diagnostiseret med infantil autisme. Det betyder blandt andet, at han er langsommere i sin udvikling, at han ser verden på en anden måde end de fleste, og at hans sprog er meget begrænset. At skulle håndtere det har givet Anne Mette og resten af familien et helt nyt syn på verden og på livet. Og det var det, der fik hende til at ændre arbejdsmæssigt spor. Eller måske rettere til omsider at slå ind på den vej, som hun altid gerne har villet gå ad. Forfattervejen. Anne Mette er vokset op i Trørød i Nordsjælland. Kernefamilie med storesøster og to forældre, der stadig er sammen. Moren arbejdede som børnelæge, faren som ingeniør, og storesøsteren er i dag partner i investeringsbanken Goldman Sachs i New York, så kreativitet var ikke det, der prægede hjemmet. Men bøger var der masser af. Fra kælder til kvist faktisk. Og Anne Mette elskede bøger.

– Jeg skrev også selv bunker af historier og tegnede til dem, da jeg var barn. Og hver gang jeg nu er hjemme hos mine forældre, har de fundet en ny stabel af mine historier og siger: ”Vil du ikke lige have dem med hjem?”. Jeg er begyndt at læse nogle af dem for mine børn, det er meget hyggeligt. Så ja, lysten til at skrive var der, men jeg havde en idé om, at hvis man skulle være forfatter, skulle man være mindst lige så sej som Suzanne Brøgger. Og jeg havde hverken turban eller eyeliner.

I stedet valgte Anne Mette at blive journalist. Hun havde lavet noget børneradio, da hun var 10-11 år, og hun tænkte, at det måtte være sjovt at beskæftige sig med. Først skulle hun dog lige en tur forbi film- og medvidenskab på Københavns Universitet.

– Men jeg fandt hurtigt ud af, at den akademiske tilgang med analyser og metoder kedede mig, og hvis jeg skulle holde det ud, var jeg nødt til at lave noget andet ved siden af. Så jeg arbejdede mig op på et tv-produktionsselskab, mens jeg tog min bachelor, og da TV2 News startede, blev jeg hevet med derover og fik aldrig skrevet speciale. Jeg var på News fra 2006 til 2014, og derefter kom jeg til Pineapple Entertainment, hvor jeg lavede tv-programmet ”Monte Carlo på DR3” med Peter Falktoft og Esben Bjerre. I 2015 fik jeg job i Kongehusets kommunikationsafdeling og rykkede direkte fra hættetrøje og Peters savlende redaktionshund, Rihanna, til at gå ned ad Amaliegade i stiletter og habit.

– Jeg var super glad for at være i Kongehuset, og de lærte mig tusinde ting, for jeg havde ikke prøvet at arbejde med kommunikation før. I princippet kunne jeg være blevet der i mange, mange år.

Men sådan kom det ikke til at gå. Der var en bog, der begyndte at presse sig på som følge af de ting, Anne Mette havde gennemgået i sit privatliv. Hun havde mødt Stig Ørskov i 2008, de var blevet gift året efter, og Anne Mette var blevet bonusmor til Stigs datter Vigga. Parret drømte dog også om fælles børn, og først kom lille Leo til verden og et par år efter meldte Osvald sin ankomst.

Da Osvald kom til verden, vidste I så med det samme, at noget var anderledes?

– Nej, ikke det første lange stykke tid. Han udviklede sig helt efter kurven, og sundhedsplejersken gik herfra og klappede, som hun havde gjort med Leo. Men da Osvald var omkring halvandet år, begyndte jeg at have en fornemmelse af ”noget”. Min adgang til ham var anderledes end til Leo og Vigga, men ved barn nummer tre ved man jo samtidig, at børn også bare er forskellige. Osvald var glad, i trivsel og spiste og sov, som han skulle. Men han talte ikke rigtigt. Hvordan var din adgang til ham anderledes?

– Hvis vi for eksempel hoppede på trampolin, ville de to andre sige: ”Se mig, se mig, jeg hopper!”. Osvald ville hoppe, mens han skraldgrinede, og hvis vi så ham, var det dejligt, men det havde ikke forbindelse til, om det var dejligt for ham. Han var ikke afhængig af vores øjne på ham. Der var også situationer, hvor vi andre sad og snakkede og grinede, og hvor han sad lige så stille og kiggede ud ad vinduet og bare holdt øje med et flag, der blafrede i vinden. Min mor og vuggestuen begyndte også at lægge mærke til, at han opførte sig anderledes og ikke talte, og efterhånden var det tydeligt, at der var et eller andet. Der blev sat en udredning i gang, der skulle afklare, hvad det var.

Hvordan var den tid?

– Det var den sværeste periode for mig. Det ikke at vide. Var det en hjernetumor? Var det meget alvorligt? Kunne vi miste ham? Så i stedet for hundrede procent nyde min lille dreng, gik der også tid med at tænke hov, hvad var det nu…? Hvorfor gjorde han sådan?

– Jeg gik og målte og vejede ham i stedet for bare at være der. Efter et par måneder fik vi diagnosen. Når folk spørger, om det værste ikke var at få diagnosen, så må jeg sige nej. Det var en lettelse. Da vi fik diagnosen, kiggede Stig og jeg på hinanden og udbrød nærmest i kor: Tak. Nu ved vi, hvad vi skal forholde os til. Lad os komme i gang. Og så kunne vi komme videre. Osvald var ikke ved at dø. Han havde ikke en hjernetumor. Han var bare en lille smule anderledes. Vi besluttede, at det skulle vi nok finde ud af, og det var en beslutning, vi tog både med hjertet og hjernen. Stort set samtidig med, at Osvald fik stillet diagnosen infantil autisme, fik Anne Mettes far konstateret kræft. Det var endnu en svær ting, der skulle tages hånd op, og Anne Mette husker tiden som meget udfordrende. I dag er hendes far heldigvis erklæret sygdomsfri, men familien Ørskovs liv er stadig præget af, at der skal tages hensyn til Osvald.

– Hans primære udfordring er stadig det sproglige. Han er ikke i nærheden af at være alderssvarende for en femårig. Hans sociale behov er heller ikke lige så stort som vores andres, så vi kan ikke være til otte timers børnefødselsdag eller tage til flere forskellige arrangementer samme dag. Og hvis vi for eksempel er på Den Blå Planet, så løber de andre børn direkte hen til det kæmpe store akvarium, mens man kan være sikker på at finde Osvald henne ved en elevator med nogle virkelig spændende knapper.

– Han oplever ikke helt verden, som vi andre gør. Jeg tænker somme tider, at det er lidt som en Playstation. Den fungerer jo til alle Playstation-spillene, men Nintendo-spillene passer ikke ned i den. Det betyder dog ikke, at der er noget galt med Nintendo-spillene, de har bare et lidt andet styresystem. Og sådan er det også med Osvald. Det sjove er, at hvor jeg havde glædet mig til at få de her børn, så jeg kunne vise dem hele verden, så er det optur i en alder af 39 år at finde ud af, at det faktisk var Osvald, der skulle vise mig en ny verden. Det var ham, der skulle lære mig at lægge mærke til, at lyser falder ind på en særlig måde. Eller hvor dejligt det er, når fødderne er helt begravet i sand på stranden. Og det er ham, der har lært hele familien, at der ikke er grund til at løbe af sted med 110 kilometer i timen hele tiden. Hvilket faktisk passer os meget godt.

Hvad gjorde det ved dig pludselig at være mor til et barn, der har særlige udfordringer?

– Det var selvfølgelig lige en mavepuster. Ikke i forhold til mine følelser for Osvald eller i forhold til familien, men jeg fik følelsen, gud, kan jeg det? Har jeg alt, hvad der skal til for at klare det? Lige når man får diagnosen, er det nærmest kun den, man ser. Men lige så stille og roligt forsvinder den, og så ser man sit eget barn igen. Det var jo ikke sådan, at vi pludselig havde fået et andet barn. Osvald var jo Osvald. Jeg kan huske, vi spurgte lægen, hvad vi skulle ændre eller gøre anderledes. Og hun svarede, at vi jo havde en rigtig fin hverdag med en god struktur, som Osvald var glad i, og den skulle vi da bare holde fast på. Men man har jo en forventning om, at når man er på et hospital og får en diagnose, så får man da i det mindste nogle piller med hjem eller en besked om, hvad man skal gøre. Et eller andet.

– I bund og grund ændrer sådan en diagnose alt og ingenting. Jeg føler nogle gange, at der er en, der har hvisket mig meningen med livet i øret i god tid og ikke først på mit dødsleje. Det betyder, at jeg prioriterer masser af tid med familien, så vi laver de ting, der er vigtige for os, og ikke alt det, der på papiret er det vigtige eller rigtige at lave. Når jeg hører veninder sige, at det er en sorg, at børnene er ved at være store og snart skal flytte hjemmefra, så tænker jeg, at herhjemme high-fiver vi hver gang, der bliver taget et skridt mod selvstændighed. Og når veninder siger, at de keder sig lidt i deres parforhold, så tænker jeg, at den ”luksus” har vi ikke.

– Vi er nødt til hele tiden at kigge hinanden dybt i øjnene og finde ud af, hvor vi er. Hvad er det for en uge, der kommer, og hvordan håndterer vi den. Jeg mødte en forsker inden for autisme for nylig, som sagde: ”You either make it or break it” som forældre, når du får et barn med særlige behov. Og i vores tilfælde vil jeg sige, at det i hvert fald ikke bliver på grund af Osvald, hvis Stig og jeg ender med at gå fra hinanden en dag – hvilket jeg naturligvis hverken håber eller tror, at vi gør. Osvald og farens kræftsygdom blev også startskuddet til Anne Mettes roman. Den handler om 18-årige Mathilde, der mister sin storebror i en trafikulykke efter en gymnasiefest. Det er ikke en ungdomsroman, men derimod en bog for alle, der vil blive klogere på, hvordan det er at miste en, man elsker, og hvordan man alligevel langsomt kan samle sig selv sammen. Stykke for stykke.

– Midt i den svære tid gik jeg ret hurtigt i gang med at skrive på min bog ved siden af jobbet i Kongehuset. Jeg skrev tidligt om morgenen, når familien så tv, og i hvert et ledigt minut. Pludselig havde jeg skrevet 100 sider og havde behov for, at en uvildig læste det igennem. Jeg sendte det til en på People’s Press og havde regnet med, at der så gik tre måneder, før jeg fik svar. Der gik lige præcis 13 minutter. Så fik en jeg mail om, at det var et af de mest interessant pitch, hun havde læst. Jeg blev kaldt til et møde og fik en kontrakt på to bøger, og så tænkte jeg, hvornår får man sådan en chance igen? Jeg kunne se, hvor meget tid og overskud de første 100 sider havde kostet mig, og at familien også havde betalt en pris, så jeg besluttede i november 2017 at sige mit job i Kongehuset op for at skrive på fuld tid.

Hvad mente du, da du skrev til os, at din søn gav dig et sprog?

– Jeg havde ikke kunnet skrive den her bog uden Osvald. Der er et ekstra lag af følsomhed og empati, som rykker med, når man får et barn, der har brug for noget særligt. Selvom Osvald ikke taler ret meget, så kommunikerer han en masse, og jeg har mange gange siddet og skrevet med hans lille varme hånd på låret. Bogen handler om at miste, men den handler især om, at det er muligt at finde tilbage til noget rigtig fint og måske endda lære noget på den rejse.

– Lige da vi havde fået diagnosen, var der mange, der sagde: ”Husk nu at gøre noget godt for dig selv”. Så jeg prøvede at gå til ansigtsbehandling, men når kosmetologen så sagde, at jeg havde lidt tør hud i panden, tænkte jeg: ”Det vil jeg skide på!”. Det var slet ikke vigtigt. I stedet begyndte jeg at læse og læse. Og da jeg havde læst tilpas meget om det at miste, begyndte jeg at skrive selv. Jeg oplevede, at det var litteraturen, der gav mig noget.

Følte du, at du mistede noget, da Osvald fik diagnosen, siden romanen kom til at handle om at miste?

– Jeg tror, at jeg tænkte over, at indtil jeg var 30 år, havde min største udfordring været en kærestesorg i forhold til en mand, som jeg vist selv var gået fra. Men med et var der kommet nogle ting ind i mit liv, som måtte defineres som rigtige udfordringer, og så blev jeg enormt optaget af, hvor heldig jeg var, at jeg havde en vidunderlig mand, nogle skønne børn og en lille troldehær af verdens bedste veninder, der bare var der for mig. Hvad nu, hvis jeg havde været et ungt menneske, som var blevet ramt af noget rigtig svært? Hvordan ville det have været?

– Da jeg først selv stod i skidt til knæene, var jeg voksen og havde børn, der havde brug for mig. Og jeg havde venner og veninder, der havde været igennem svære ting, som jeg kunne snakke med. Sådan er det ikke nødvendigvis, når man er 18 år, men alligevel er der mange tanker og følelser, der er de samme uanset alder. Der er listet mange af mine egne oplevelser ind i romanen. For eksempel er der en scene, hvor Mathilde er til en fest, og hvor hun føler, at hun nærmest skal lære alt forfra. Sådan havde jeg det også til tider. Jeg kunne stå i nogle sociale sammenhænge, hvor jeg helt havde glemt, hvordan man opfører sig normalt, fordi alle mine tanker kredsede om Osvald og min far, der var syg samtidig. Men nej, jeg føler hverken, at jeg har mistet, eller at det er en sorg, at vi har en søn med særlige behov. Der er jo to historier i det her.

Der er historien om Anne Mette, som fik en søn med autisme, og hvor faren fik kræft. Men der er også historien om Anne Mette, som fik to dejlige sønner, og hvor faren overlevede en kræftsygdom. Siden fik den ene søn en diagnose, som viste sig at medføre en masse rigtig, rigtig fine ting, som Anne Mette ikke ville have været foruden. Og det er nok den sidste version, jeg foretrækker. For nylig blev Anne Mette opfordret til at hjælpe andre forældre, der får et barn med særlige behov. Hun er begyndt at holde foredrag om det og er tilknyttet et forældrepanel på Bispebjerg Hospital, for selvom hun ikke ønsker at blive ”professionel autismecase”, vil hun gerne give sine erfaringer videre.

– Det ligger mig på sinde at tale om, hvordan man kan formidle viden om autisme, så det ikke er så dommedagsagtigt. Så folk ikke nødvendigvis siger, GUD, hvor er det synd for jer, når de hører, at man har et barn, der er diagnostiseret med autisme. Jeg er ikke ekspert, men i mit foredrag fortæller jeg, hvad jeg ville ønske, jeg selv havde vidst for to år siden, og som jeg ved nu. Lige når man har fået diagnosen, får man som forældre for eksempel tilbudt såkaldt psykoedukation, og så føler man jo nærmest, at man skal lære forfra, hvordan man skal være sammen med sit barn. Kunne vi kalde det noget andet? Forældresparring måske?

Måden, vi taler om det på, betyder meget. Så for mig handler det både om at sparke nogle eksperter i røven omkring sproget og samtidig sige til de forældre, der kommer, at det sagtens kan blive fint alt sammen. Det bliver noget andet, end I havde regnet med og forventet, men det kan sagtens blive fint alligevel.

Hvad tænker du om fremtiden for Osvald?

– Jeg har faktisk besluttet mig for at lade være med at tænke over det. Jeg har bekymret mig nok i mit liv, og det er sådan, at fremtiden er totalt uvis, uanset om man har autisme eller ej. Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at det ser så lyst ud som muligt for ham. Men hvad er det gode liv? Det må Osvald få lov til at definere selv

Debutroman