Podcast: 10 kvinder - 10 ærlige fødselsberetninger
De kan være dramatiske, hurtige, smukke, langvarige, voldsomme... Uanset hvad, så er én ting er sikkert: En fødsel er en ubeskrivelig oplevelse. I Vores Børns podcastserie 'Fødselsberetninger', kan du høre 10 vidt forskellige fødselsberetninger.
Spørg en kvinde, der har født, om hun har lyst til at fortælle om sin oplevelse, og mon ikke, hun gerne vil det? Vores fødselsberetninger er nemlig for mange for alvor starten på den omvæltning, livet som mor kan være. Noget, mange af os gerne vil bearbejde ved at dele med hinanden – og noget, som vi måske også har brug for at dele for at spejle os i hinandens oplevelser. Måske har nogen oplevet det samme som dig?
Vores Børn lancerer nu podcastserien ’Fødselsberetninger’ Her kan du over ti afsnit møde ti forskellige kvinder, som deler deres personlige fødselsberetning. Det er en serie for dig, der står over for en fødsel, dig der lige har født, dig der gerne vil forstå din partner lidt bedre, eller dig, der stadig har brug for at bearbejde din oplevelse. Og så er den spækket med rørende, livsbekræftende fortællinger om et stort, stort øjeblik.
Du kan blandt andre møde Nana, der fortæller historien om, hvordan hun for fire år siden blev mor til sit første barn. Og om hvordan det er, når chok og søvnløshed overrumpler den lykkefølelse, de fleste forbinder med at blive forældre.
Vi deler også Annas fødselshistorie. Hun blev i sommer mor til barn nummer tre og fire, da hun en tidlig morgen i juli fødte tvillinger. Men selv om det var tredje fødsel, så var det følelsesmæssigt som om hun ventede sit første barn.
Du kan også møde Camilla på 39 år. Hun blev for et år siden mor til en lille dreng ved et akut kejsersnit. Camilla valgte at få et barn alene, og fødslen og tiden efter var noget, der vendte op og ned på hendes forestillinger om at blive mor.
Dette er bare et lille udvalg af de rørende fødselsberetninger, du kan lytte til. Du finder podcasten 'Fødselsberetninger' i Vores Børns kanal på Apple Podcast. Alle ti afsnit er tilgængelige nu.
Vi håber, at du har lyst til at lytte med.