Nybyggerpar mistede to børn på to år: ”Vi har tvivlet på, om der overhovedet kan ske noget godt”
De seneste par år har bestemt ikke være lette for nybyggerparret i Grønt hus, Trine og Mikkel. Efter deres datter Saga blev født har parret oplevet at miste to børn under graviditeten, efter scanninger har vist svære sygdomme og endnu en spontan abort i marts. Nybygger-programmet har været med til at hjælpe parret igennem sorgen.
Det er en drøm for mange forældrepar at give deres barn en søskende, og den drøm lever også hos Trine og Mikkel fra TV2-programmet Nybyggerne. De håber inderligt at give kunne datteren Saga på fire år en lillebror eller -søster.
Men desværre har det vist sig at være en svær kamp at gennemføre graviditeter, og parret har oplevet voldsomme tab i løbet af de seneste par år.
Det fortæller de i tv-programmet og til TV2.dk.
”Vi skulle tage stilling til, om vores datter skulle leve eller dø”
Da deres datter Saga var halvandet år blev Trine gravid igen med en lille pige. Men desværre varede lykken kort:
”Da vi kom til 12-ugers-scanning, blev jordemoderen helt stille. På scanningsbilledet så det ud, som om fosteret lå i en ”rumdragt”, hvilket skyldtes, at der var væske under huden. Vi fik at vide, at det var noget, der hedder Edwards syndrom eller trisomi 18, en sjælden kromosomfejl, som kun rammer én ud af 2.500, og som giver både hjerte- og lymfefejl. Gennemsnitslevealderen for et barn med trisomi 18 er fem dage, hvis det overhovedet overlever fødslen. Så vi skulle tage stilling til, om vores datter skulle leve eller dø, groft sagt. Et valg, vi slet ikke var parate til at tage,” fortæller parret til TV2.dk.
Mikkel og Trine valgte at afbryde graviditeten, men havde efterfølgende stadig et stort ønske om at blive forældre igen. I et år forsøgte parret at blive gravide – uden held. Derfor startede de op i fertilitetsbehandling og kunstig befrugtning og ved hjælp af et donoræg blev Trine igen gravid i sommeren 2019.
De første scanninger afslørede en normal graviditet, men under en kønsscanning i uge 15 ændrede billedet sig, og endnu engang fik parret en svær besked. Scanningen af den lille drengs hoved afslørede nemlig en deformitet ved hjernen. En alvorlig og sjælden hjernesygdom kaldet alobær holoprocencefali, som kun rammer én ud af 16.000. En sygdom, hvor børnene er født uden næse, ikke kan spise selv og har kramper og smerter.
”Måske ville der gå fem uger, og så ville han dø i en krampe. Igen stod vi i den situation, hvor Trine skulle sidde med den her pille og vide, at når hun slugte den, ville hjertet stoppe med at slå i det barn, som hun havde kæmpet så meget for at få. Hun havde brug for mere tid. Så denne gang valgte vi en anden proces. Vi besluttede at lade Ask – som vi kaldte ham – blive i maven i 14 dage, før vi skulle tage afsked. Vi kom ind, Trine fødte ham, og vi fik lov at sidde lidt med vores døde søn. Han var ikke større end en hånd. Men det var vores søn, og det betød meget at kunne sige farvel. Det var en værdig oplevelse.”
Tv-program hjalp i en svær tid
Trine blev igen gravid med hjælp fra donoræg i starten af 2020, men i marts fik hun en spontan abort.
Efter en lang og hård periode i parrets liv var der et stort behov for at opleve medgang. Og så fik de nyheden om, at de var blevet udvalgt som deltagere i Nybyggerne. En oplevelse, som skulle vise sig at have stor indflydelse på parret:
”Optagelserne startede 11. maj, og det lå perfekt i forhold til, at Trine ville have haft termin med Ask d. 19. maj. Det var rart at få tankerne væk fra det. Nybyggerne gjorde, at vi slet ikke havde tid til at tænke på andet. Endelig kunne vi være gode gamle Trine og Mikkel for første gang i tre år. Det var noget af en vitaminindsprøjtning, vi fik. Vi var begge to så høje på adrenalin, at bekymringerne næsten forsvandt i de syv uger,” siger Mikkel til TV2.dk.
Du kan læse hele historien om Trine og Mikkel på TV2.dk og følge dem og de tre øvrige par i programmet Nybyggerne på TV2 hver onsdag klokken 20.00.