Baby på cyklen

Op på cyklen

Det er en stor begivenhed, første gang du skal have baby med på cyklen. Men hvornår er baby egentlig gammel nok, og hvordan holder du hovedet koldt med en ekstra passager på cyklen? Gør dig klar med vores cykeltjek.

Med vinden i babylokkerne går det derudaf, og de fleste små børn synes, det er fantastisk at komme op på cyklen og suse af sted med mor. Du synes måske, at din trold er lidt lille, men allerede fra nimånedersalderen kan du sætte baby i stolen.

På dette tidspunkt kan baby sidde sikkert selv. For at føle dig sikker kan du sørge for, at udstyret er i orden, og at du ved, hvordan du bruger det rigtigt. Tag barnet med, når du køber cykelstol og -hjelm, så ved du, at det passer til barnets alder og størrelse.

STOLEN

Cykelstolen skal sidde på cyklens stel, ikke kun på bagagebæreren. Stolen skal passe til barnets alder og vægt, og det er vigtigt, at stolen har justerbare fodhvilere og remme til fødderne. Du kan få monteret stolen enten foran eller bag på cyklen.

SELEN

Cykelstolen skal have en sele til at holde barnet fast. De bedste seler er H- eller Y-formede. Selen skal sidde godt til. Det skal selvfølgelig ikke være ubehageligt, men barnet skal have fornemmelsen af at sidde fast. Sidder selen for løst, kan barnet forsøge at rejse sig op, og det kan bringe cyklen ud af balance.

FLERE BØRN

Der må være to børn under otte år som passagerer på en cykel. De skal være forsvarligt fastspændt, og cyklisten skal være fyldt 15 år.

BAGPÅ

  • Stole bagpå er ofte mere behagelige, fordi der er bedre plads til ryg- og armlæn. Du kan vælge et højt ryglæn, som er bedre at hvile i. Du får også større bevægelsesfrihed.

  • Barnet har ikke så godt udsyn som foran, og det er sværere at snakke sammen. Det kan være lidt sværere at styre, fordi barnets vægt kan påvirke cyklens balance, når du drejer.

FORAN

  • Her har barnet godt udsyn, og det er lettere at tale sammen, når barnet sidder foran på cyklen. Balancen er også god.

  • Barnet får lettere blæst og regn i ansigtet. Ved nogle modeller må du sprede benene lidt meget for ikke at støde ind i stolen. Stole monteret foran kan ikke bruges lige så længe, da de kun er til mindre børn.

HJELMEN

  • Cykelhjelmen skal være mærket med en CE-mærkning og betegnelsen EN 1078. Den skal passe i størrelsen og sidde behageligt.


    Den skal dække både pande og baghoved, og remmen skal lukkes under øret – ikke under hagen. Mange børn prøver at skubbe hjelmen tilbage i nakken, men den skal sidde så stramt, at de ikke kan gøre det.

  • Tag barnet med, når I køber hjelmen.

  • Skift hjelmen ud, hvis den har fået et kraftigt slag.

  • Brug selv cykelhjelm – det er ikke lovpligtigt, men det bliver svært at håndhæve et krav om hjelm, hvis du ikke selv bruger en. Tænk også på din egen sikkerhed.

  • Lær barnet at tage hjelmen af, når I står af cyklen. Det kan være farligt, hvis barnet får hjelmen eller remmen i klemme ved leg.

CYKELTJEK

  • Når baby sidder sikkert i stolen, skal du huske, at din cykel også skal være i ordentlig stand, så du undgår uheld. Følgende dele er en god idé at tjekke:

  • Ringeklokke. Skal sidde på styret og lyde højt og klart.

  • Lås. Barnet må ikke kunne smække den i, mens I kører.

  • Hjul og eger. Hjulene må ikke være eksede, og egerne skal være stramme.

  • Bremser. Skal findes på begge hjul, og bremseklodserne må ikke være slidte.

  • Kæde. Skal smøres jævnligt og må ikke være rusten.

  • Reflekser. Mindst en hvid, der er synlig forfra, en rød bagpå og to gule på pedalerne. Hjulene skal også have reflekser. Supplér eventuelt med reflekser på tøjet.

Cykellygter. Skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand.

Kilde: Rådet for Større Færdselssikkerhed, www.sikkertrafik.dk