Opdragelse: En god mor tør sige NEJ
Vi gider ikke skændes med vores børn. Vi vil hellere hygge os, end at opdrage. Derfor kommer vi til at sige ja til ekstra is før maden, og pludselig ryger der 100 principper i hyggens navn. Mediernes dom er klar: Vi er en generation af konfliktsky forældre.
Hyggeligt er det også – lige indtil Hector, fire år, nægter at sætte gaflen i det omhyggeligt udførte børnevenlige måltid og erklærer: ‘Jeg vil ikke have lasagne. Jeg vil have en rugbrødsmad’. Der bliver stille, mens jeg kæmper med mig selv. Fra den anden side af bordet mimer min papmor med et udglattende udtryk, at det er okay. Min udvej! For hvor har jeg lyst til at stikke ham en flad med leverpostej, blæse på principper, glemme alt om gode manerer. Jeg ved jo, hvad der venter, hvis jeg holder på, at han skal spise sin mad: farvel hygge, goddag meltdown.
Men jeg mander mig op. ‘Du skal spise den mad, der er på bordet.’ Det koster femten minutters skrig, skrål og surmulen, og jeg er nødt til at forlade bordet med lillemanden under armen og de øvrige gæsters øjne i nakken. Til sidst siger han: ‘Okay. Jeg vil gerne spise min mad nu.’ Bagefter er jeg ret stolt. For det har været en proces at nå hertil, hvor jeg med (nogenlunde) sindsro holder fast i det, jeg siger – uden at forhandle eller gå på kompromis.
LÆS OGSÅ: Opdragelse: Lær dit barn at være optimist
Det er så meget nemmere at vælge hyggen frem for konflikten. Nu er vi endelig sammen, og (nogle andre) har investeret tid og kræfter i, at vi skal have det rart. Det er ovenikøbet ferie. Vi orker ikke ufred, uhygge, sure miner. Så bliver vi pleasende og udglattende. Eller, sagt mindre flatterende: Vi bliver konfliktsky.
Opdragelsen flyder
Opdragelse: Stå fast, kære mor!
Annonse
Dulmer dårlig samvittighed
Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?Ingen rammer = frustreret barn
Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!Bliver for svært senere i livet
“Længere fremme i livet – i skolegården, i venskaberne og engang i jobbet – vil dit barn møde interessekonflikter hele tiden. Derfor er det afgørende at lære at magte dem,” forklarer Else Buhl. “Hele familien vil heller ikke det samme hele tiden, og når du anerkender, at sådan er det, lærer dit barn, hvordan man mestrer at lide afsavn og indgå kompromiser, og hvad man gør, når man ikke kan få det, som man vil have det.”
Hvis dit barn ikke lærer det, fra han er lille, bliver det svært for ham at håndtere senere i livet. Else Buhl forstår dog udmærket, at det er svært for os forældre, som står midt i det. I en tid, hvor den autoritære pædagogik er dømt ude, mens den anerkendende pædagogik er hot stuff, bliver man hurtigt rundforvirret. Hvordan forstår, respekterer og anerkender vi vores børns behov, samtidig med at vi markerer tydelige grænser?
“Der hersker måske en misforståelse af, hvad det vil sige at have en anerkendende tilgang til sit barn,” siger Else Buhl.
Anerkendelse er nemlig ikke det samme som eftergivenhed. Dit barn har brug for, at du viser forståelse for hans behov og følelser; at du anerkender, hvordan han har det lige nu og her. Hvis du kan give ham den forståelse og samtidig holde fast i det, du mener er bedst i den pågældende situation, er det ideelt.
Annonse
LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri
“Vil dit barn have en is inden spisetid, må du sige, at du godt kan forstå, at det kunne være dejligt. Men at han ikke får is nu, for I skal spise. Og så acceptere de vrede følelser, det eventuelt resulterer i. Dit barn har brug for din forståelse af, at det er ‘øv’, når man har så meget lyst til en is. Kunsten er, at det ikke blot er ord, du lirer af. Du skal mene det helt ned i maven – det er deri, anerkendelsen ligger, og det er forudsætningen for, at du kan hjælpe dit barn videre.”
Da børn fik medbestemmelse
Motorik: Få en sund balanceOpdragelse er ikke et maskineri
Det er svært at være uenig i, at børn skal behandles som selvstændige individer og ikke bare en forlængelse af deres forældre. Men når det bliver uklart, hvem der egentlig har ret, er det måske ikke så mærkeligt, at vi styrer uden om konflikterne. Med det resultat, at der indimellem hersker total børneanarki i de små hjem. Den tilstand har fyret op under en hel industri af selvhjælpsbøger, tv-programmer, magasiner og coaches, som uddeler tips og tricks til at få styr på ungerne. Problemet er blot, at mens de tilsyneladende hurtige løsninger ser nemme ud på tv, er virkeligheden langt mere kompleks.
“Vi får et billede af, at opdragelse er et maskineri; teknikker, vi kan lære, som får maskinen til at fungere igen. Men du kan ikke se tre afsnit af Supernanny og læse en gør-det-selv-bog, og så har du svaret. Børn er ikke maskiner, og forældre er ikke mekanikere,” siger Jan Kampmann.
Han mener, at selvhjælpsbølgen og ekspertvældet efterlader os et endnu mere håbløst sted, end vi startede. Når vi oplever, at vi gør præcis, som Supernanny sagde, men ungen stadig hopper ud af sengen for tiende gang efter puttetid, må vi nemlig for alvor være mislykkedede. Så ligger det lige for at droppe projektet. Stikke reglerne skråt op, overgive sig til udmattelsen, trætheden og trangen til at genoprette harmonien. Og sige: ‘Okay, så bliv oppe og se en tegnefilm på Netflix!’ Du får ret, jeg får fred.
Freden er blot ikke meget værd, hvis resultatet er frustrerede børn, konstant søgende efter grænser for deres gøren og laden. Familievejleder og martemeo-terapeut Else Buhl forventer ikke, at vi bliver verdensmestre i at markere rammer og være tydelige med et snuptag, men for vores egen og børnenes skyld vil hun gerne have os til at starte et sted.
LÆS OGSÅ: Har du lyttet (sådan rigtigt) til dit barn i dag?
“Giv dig selv lov at være i en proces, hvor du måske ikke tager de store krisesituationer, og det hele koger over, men øv dig i det små. Ellers kan du hele tiden have dårlig samvittighed over ikke at gøre det godt nok. Gode forældre er dem, der gør sig erfaringer og prøver at skabe forandring hen ad vejen,” fastslår hun.
Det er faktisk befriende at høre. For ja, jeg har slækket på principper, droppet aftalte regler og sagt ja, når jeg mente nej. Fordi det har taget tid at finde mit ståsted i hver en lille afkrog af dagligdagen med to selvstændige og viljestærke børn. Helt i mål kommer jeg måske aldrig, men jeg øver mig. Og kommer tættere på hver dag.
Kilder: Eksperter til forældre: Tag magten over børnene tilbage, Berlingske, 2012, Undgå de
værste synder i børneopdragelsen, Søndagsavisen, 2011, Staten kræver evidensbaserede
forældre af Jan Kampmann, Information 2012, Opdragelse er blevet noget, man forhandler af
Annonse
Per Schultz Jørgensen, Information 2012 samt Retsinformation.dk
Faktaboks
Sig ja til dit barns nej: Vi har spurgt forfatteren
Erik Sigsgaard er cand.pæd., forsker, foredragsholder og forfatter og har netop udgivet bogen Om børn og unges nej – farvel til lydighedskulturen. En bog til voksne, der vil leve i demokratisk samvær med børn. (Forlaget Tiderne Skifter, 184 s., 250 kr.)
Hvorfor siger børn nej?
Fordi børn er i de voksnes vold. Når man er i andres vold, søger man sin frihed. Hvis der er for mange ‘skal’ i dit barns liv, kan hans nej være udtryk for, at han føler sig kommanderet med. Allerede længe inden dit barn er i stand til at sige ordet nej, men første gang vender hovedet væk fra brystet, fordi han ikke er mere sulten, træder han i karakter og viser, at han har sin egen vilje. Det er vigtigt, at vi voksne fanger og fatter barnets nej – og forstår det i al sin positive betydning.
Hvordan lytter man til sit barns nej – uden at give efter?
Ved ikke straks at nedkæmpe nej’et uden at forholde dig til det. Lyt til det, dit barn siger – så han kan mærke, at du hører efter. ‘Jeg kan godt forstå, at du gerne vil lege videre, men det kan vi ikke nu. Vi kan gøre det i eftermiddag.’ Hvis din datter ikke vil have regnbukser på, så foreslå for eksempel, at I sammen går ud og mærker, om det regner. Så bliver det i højere grad ‘vi’, der bestemmer, i stedet for mor, der siger ‘du skal’. Jo mere du kan stille dig ved siden af i stedet for over for dit barn, jo fredeligere går det. Det er ikke det samme som blot at sige ‘så gør vi, som du vil’. Du er ikke slatten, fordi du lytter til dit barns nej, men en voksen, som tager ansvar for, om situationen skal udvikle sig til Ukraine-Rusland eller til en fælles, ligeværdig beslutning.
Skal børn ikke bare gøre, som voksne siger?
Børn er ikke hunde, der skal klappes, når de er lydige. Tværtimod er det vigtigt, at vi kan holde fast i nærheden og kærligheden, også når vores børn siger nej. Dit barn har ret til, at du prøver at forstå og respektere, at det synes noget andet. Ligesom du gerne vil have, at din datter tager dig alvorligt, når du siger noget til hende. Der skal være gensidighed.
Hvad giver det børn på længere sigt, at de har lært at sige nej?
De fleste ønsker for deres børn, at de bliver selvstændige mennesker, der kan handle aktivt, tage ansvar for sig selv og sige fra – for Sig ja til dit barns nej eksempel i forhold til mobning eller en urimelig kæreste. Som tør sige nej, selv om andre siger ja. Du styrker dit barns evne til at regulere sig selv og fornemme, hvad det har brug for, ved at lytte til det, allerede fra det er ganske lille. Opdragelse er ikke kun noget, vi skal gøre; det er lige så meget at være opmærksom på, hvor vi kan give slip og undlade at gøre noget.
Vidste du, at …
… 87% af alle forældre finder det vigtigt, at deres børn har medbestemmelse.
Kilde: Sondagsavisen.dk
LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler
LÆS OGSÅ: Test: Hvilken forældretype er du?
