Patricia mistede to børn: ”Jeg ville ikke bare overleve, jeg ville leve”

Det sker to gange i Patricia Højbos liv. Det utænkelige. Og ubærlige.

En tidlig decembermorgen i 2007 vågner hun med et sæt og sætter sig op i sengen. Hun ved instinktivt, at hendes to måneder gamle søn, August, er død. Og da hun bøjer sig over hans vugge og ser hans livløse ansigt i det bløde lys fra en julelyskæde, forstår hun, at hun har ret. Bare et år senere sker det igen.

Læs også

”Når man mister en søskende, er det vigtigste, at man ikke også mister sine forældre”

Patricia er i fødsel, da veerne pludselig fortager sig, og en læge forgæves forsøger at finde et hjerteslag. Ingen på fødestuen kan få sig selv til at sige, at Patricia for anden gang har mistet et barn. Hun må selv spørge for at få det bekræftet. Bagefter sidder hun med en smuk og fuldbåren, men livløs dreng i armene. Han får navnet Eliaz.

Mærkede ingenting

"Efter Augusts død følte jeg, at nu havde jeg ofret min del til summen af døde børn; at jeg umuligt kunne miste flere," husker Patricia. 

"Og selv om jeg havde en mærkelig følelse – en forudanelse – da jeg blev gravid igen, kunne jeg godt se, at min mor og alle andre selvfølgelig havde ret, når de sagde ”det sker ikke igen, Patricia, det sker ikke to gange”," fortsætter hun. 

"Da det så alligevel skete, var det, som om alt i mig lukkede ned. På fødestuen ville de give mig al tænkelig smertelindring, da jeg skulle føde Eliaz, men jeg havde ikke brug for noget. Jeg kunne intet mærke. Ikke engang mig selv."

Patricia Højbo sidder i sit kontor i det højloftede arkitekttegnede hus i Ørestad i København, som danner ramme om både hendes arbejds- og familieliv. Hun græder ikke, når hun fortæller om sine drenge, men bladrer fattet gennem billeder og udklip i den hvide mappe på bordet foran sig.

Det er her, hendes to drenge bor nu. I en scrapbog fyldt med fotos, minder og bittesmå hånd- og fodaftryk. Og i et stort, men stille kammer i deres mors hjerte. For de har ikke længere plads i Patricias liv som den smertefulde og buldrende sorg, hun mærkede i tiden efter deres død. I dag findes de kun hos hende som kærlighed og styrke.

Blev hos storebror

"Jeg har placeret dem det rigtige sted. Men det krævede, at jeg tog et valg om, at jeg ikke bare ville overleve, men at jeg ville leve," fortæller hun.

Det valg tog hun tidligt. 

"I dagene efter Augusts død talte jeg med en præst, der sagde, at hans – og alle børns død – er meningsløs," fortæller Patricia. 

Læs også

"Jeg måtte ringe og sige, at jeg desværre ikke kunne komme, for mit barn var lige dødt"

"Jeg blev så rasende. For jeg ville ikke finde mig i, at min søns død skulle være meningsløs. Jeg ville have, at den skulle betyde noget; at den skulle tælle. Jeg gav mig selv en uge til at være fuldt i sorgen, men så ville jeg rejse mig igen. Så ville jeg begynde at leve."

Efter Eliaz’ død måtte hun træffe valget igen.

"Jeg lå alene på stuen, da det klareste lys, jeg nogensinde har set, viste sig for mig. Det var ikke skarpt, men blødt, og jeg vidste, at der, for enden af lyset, var mine børn, og der ville jeg være fri af smerten og sorgen," forklarer Patricia. 

"Jeg var så draget mod det lys. Men jeg vidste instinktivt, at så skulle jeg forlade min levende søn, Philius. Den nat traf jeg et valg: at blive hos mit levende barn, drengenes storebror. Jeg valgte livet. Og siden har jeg aldrig set mig tilbage."

Et bedre menneske

Sorgen og længslen efter de to små drenge forsvandt selvfølgelig ikke, men alligevel oplevede Patricia, at det bevidste valg om at leve igen, gjorde forskellen.

"Jeg har sørget lige så hårdt og intenst som alle andre. Men valget om, at deres død skulle give mening, har alligevel haft stor betydning for, hvordan jeg kom gennem mine tab, og hvordan mit liv har formet sig," fortæller hun. 

"Jeg vil ikke sige, at jeg var et dårligt menneske, før jeg mistede mine børn. Men deres død forandrede mig. Og selv om det kan lyde vanvittigt, forandrede den mig til det bedre. Jeg blev langt mere empatisk og fintfølende over for andre – deres følelser, udfordringer og smerte. Og modigere, fordi jeg ikke længere følte, at jeg havde noget at miste," fortsætter hun – og tilføjer:

"Og fordi jeg syntes, jeg skyldte mine drenge, der ikke fik lov til at leve, at leve livet fuldt og helt."

Sygdom og overvægt

Konkret betød det, at Patricia kastede sig over udviklingen af den kost- og livstilsfilosofi, som hun allerede før tabet af sine sønner var begyndt at arbejde med.

"Jeg havde arbejdet med at udvikle mine egne principper for et sundt og varigt vægttab. Det havde virket godt for mig selv, da jeg har været ramt af en del sygdomme og stor overvægt, men jeg havde alligevel aldrig turdet at udbrede mine principper til andre," fortæller Patricia.

Læs også

En måned efter Martins død, bliver Natasia gravid med hans barn: ”Vores søn er ikke en erstatning"

"Det ændrede sig efter drengenes død, fordi det pludselig føltes som en pligt. En form for kald. Det blev samtidig tydeligt for mig, at det ikke er nok at arbejde med kroppen, men at det hele menneske skal med; sind, arbejde, familie og relationer," fortsætter Patricia, der i dag har det som sin mission at få mennesker til at leve et bedre liv. 

"Jeg vil hjælpe andre til at forstå, at mange af de udfordringer, vi har i livet, er vilkår, men at vi selv vælger, hvordan vi vil reagere på dem," siger hun. 

"Vi kan vælge at leve frem for bare at overleve, og vi har selv magten over at designe det liv, vi ønsker."

Gnisten blev til ild

Drengenes død er blevet hendes største drivkraft, påpeger hun, fordi den tændte en gnist i hende, som er blevet til ild.

"Jeg ved godt, det kan lyde højsvunget og helligt, men for mig er det, der giver mit liv størst værdi, at jeg kan give værdi til andre. Da jeg mistede drengene, forstod jeg, hvor værdifuldt livet er, og hvor vigtigt det er, at vi gør alt for at leve det," siger Patricia.

"De har formet den, jeg er, og det, jeg i dag kan være for andre. Det smukke er, at de på den måde altid er med mig."