"Skat, slukker du lige?" Her er eksperternes 9 gode råd om dit barns skærmtid

Min datter fik en iPad i etårs fødselsdagsgave af sin morfar. Det havde de andre børnebørn også fået, og der skulle ikke gøres forskel – selvom de måske havde været lidt ældre, da de fik deres første skærm. Men den slags tænker morfar ikke på. Og jeg må indrømme, at det muligvis har været én af de mest brugbare gaver, hun nogensinde har fået. På trods af at jeg, inden jeg blev mor, havde forsvoret, at mit barn ikke skulle sidde inaktiv foran en skærm. Man har som sagt et standpunkt, indtil man tager et nyt. Der har til gengæld sneget sig en dårlig samvittighed ind hos mig.

Stort set hver eneste gang, hun ser noget på en skærm, om det så er en iPad, en telefon eller et fjernsyn, har jeg dårlig samvittighed. Jeg føler, at jeg burde være sammen med hende i stedet, tale med hende, lege med hende. Der sker bare det, at jeg nogle gange har brug for at lave mad, gøre rent eller måske selv slappe af. Andre gange har jeg brug for ro i en situation som en flyrejse, lang biltur eller et restaurantbesøg. Hånden op, hvis du kan genkende det.

Jeg har sat mig for at finde ud af, om der er grund til den dårlige samvittighed, eller om jeg godt kan sænke skuldrene. Er jeg virkelig en lortemor, der langsomt ødelægger mit barn? Sagen er bare sådan, at skærmen er en del af vores liv, så hvordan håndterer vi det bedst muligt? Jeg har opsøgt to eksperter med divergerende holdninger for at få svar.

Hvornår må børn begynde at se skærm?

Stine Liv Johansen: "Vi har ikke belæg for, at det i sig selv er dårligt for børn at se skærmmedier. Heller ikke små børn. Det kommer an på, hvad for et barn man har, hvad for et liv man har, og hvad barnet laver med den skærm."

Imran Rashid: "Det er individuelt betinget, for børn er forskellige. Men babyer bør kun se skærm, hvis det for eksempel er til videosamtale med bedsteforældre. Børn under halvandet år bør ikke se skærm, for de er i gang med at skabe deres sansemæssige grundopfattelse af, hvordan verden er. Det giver først mening at se skærm, når man kan forstå det. Det er ligesom at begå sig i trafikken. Skal de have en hånd at holde i, eller har de et modenhedsniveau, hvor de kan navigere i det alene? Jeg er fortaler for, at man skal undgå “iPasning”, hvor man efterlader barnet alene med en skærm."

"Jeg er selv forælder, så jeg har også stået i situationer, hvor man er nødt til at skaffe sig selv fred og ro. Men hvis det bliver reglen, at barnet skal sidde foran en skærm, når de har en ledig stund, så vil de let komme til at mangle mærkbart socialt nærvær og grænsesætning, for skærmen siger ikke nej. Og det kan også betyde, at man ikke bliver talt til eller talt med, og dermed udvikler og bruger sproget. Det skal ikke være sådan, at skærmen erstatter den sproglige stimulans."

LÆS OGSÅ: Bruger du (også) din telefon, når du er sammen med dine børn? ”Det er som en voksen sutteklud”

Men som du selv siger, sker der af og til, at børnene sidder alene foran skærmen. Er det helt skidt?

Imran Rashid: "Nej, men udfordringen bliver, når det bliver reglen, fordi det er den nemme løsning. Hvis de altid sidder og bliver “iPasset”, og altid har ubegrænset adgang til de digitale medier. Det er jo dybest set en babysitter uden cv, men en babysitter som måske ikke har de samme interesser for dit barn, som du måske har."

Hvad er det gode indhold?

Stine Liv Johansen: "Vi er så heldige med den type indhold, vi har i Danmark, for eksempel på DR. Det tager udgangspunkt i, hvordan det er at være barn her i landet. Når børn sidder med udenlandsk indhold, vil der ofte være ting, som de ikke vil kunne genkende. Vi har for eksempel tv om, at årstiderne skifter, og tv hvor børn kan spejle deres eget liv og hverdag i institution, skole og familien. I Medierådet vurderer vi spillefilm til biograferne, og der har vi retningslinjer for, hvad der er skadeligt for børn. Der er for eksempel noget, som er for alle, mens noget først anbefales fra syv år eller 15 år."

"Det er også kommet på de danske kanaler og streamingtjenester, som angiver, hvis noget er skadeligt for børn. Det samme gælder computerspil. Og det kan være en god rettesnor som forælder. Men børn er forskellige, så ens barn er ens egen målestok. Der er ikke noget, der er forbudt for børn. Det handler om, at du som forælder vurderer, hvad børnene kan. Det handler om, at du skal sætte dig ind i, hvad dine børn ser."

"Squid Games er ikke egnet for børn, men pludselig så mange børn den serie, og flere forældre blev overraskede over, at deres børn rent faktisk så den slags. Der er altså lidt en kløft mellem forældre og børn. Vi skal åbne for en fælles samtale. Mange forældre synes, at det er svært at tale om, det er tabubelagt, fordi forældrene skammer sig over, at børnene ser for meget skærm eller ser skærm alene. Men vi skal tale om det. Prøv at droppe den dårlige samvittighed, men sørg for, at dit barn får forskellige oplevelser med medier."

Er skærm og spilletid asocialt?

Imran Rashid: "Det er svært at være ægte social, når man er sammen med sin skærm. Der er tydeligt forskel på nærvær og samvær. Det ene registreres, mens det andet kan mærkes. Interaktionen mellem børn er vigtig, og det foregår ikke på samme måde foran en skærm, og det kan skabe dårlige forudsætninger for at være social."

Mange børn spiller sammen og nogle bruger tid på sociale medier, hvor de måske også har et fællesskab eller er i kontakt med hinanden. Er det ikke ok?

Imran Rashid: "Der er forskel på, om du kan mærke, at der er et andet menneske, eller om I sidder bag ved hver jeres skærm og kan forestille sig, at der sidder et andet menneske. Selvfølgelig kommer man tættere på noget socialt ved at spille sammen, men det bedste er at være sammen. De andre ting er efterligninger. Det er ikke det samme. Det har vi også kunne mærke under corona."

"Vi har følt, at vi visnede og gik til, selvom der var teams-møder og facetime. Vi savnede da at være sammen i virkeligheden, for det er en anden måde at være sammen på. Det er en målbar socialitet og en mærkbar socialitet, der er noget, der foregår mellem linjerne. Det er en mere nær og dybere relation."

LÆS OGSÅ: Bruger dit barn skærmen som trøst?

Stine Liv Johansen: "Skærmtid og spil er i høj grad noget, som børnene gør sammen – som noget socialt. De gør det med hinanden og leger på den måde. Spil kan også være godt til strategisk tænkning. I Minecraft bruger man også sin kreativitet på samme måde, som når man bygger med Lego."

Hvorfor medfører skærmtid ofte konflikter?

Stine Liv Johansen: "Det kan være svært for børnene at blive bedt om at lukke ned, fordi forældrene ikke ved, hvad computerspillet går ud på, og de forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan slukke. Det er vigtigt, at forældre sætter sig ind i, hvad deres børn bruges deres tid på. Når de her konflikter opstår, er det ikke bare børnene, der har et problem, det er også forældrene, som ikke forstår det."

Imran Rashid: "Skærmtid handler både om sunde og usunde apps. Er det følelsesstyret og vanedannende eller mere redskabsorienteret, hvor vi kan bruge teknologien? Der er jo ikke børn, der bliver afhængige af deres lommeregner, for der er ikke de samme algoritmer bag. Så man skal se på, hvad det er for et indhold, og i hvilken kontekst bruger de det? Er det sundt og nærende eller er der tale om “fredagsapps”? Den digitale føde skal være bevidst kost. Hvis man kan variere og planlægge, hvilke apps skal man så begrænse? Man kan anskue det som en digital sukkerpolitik."

Hvordan kan vi droppe den dårlige samvittighed?

Stine Liv Johansen: "Forældre skal ikke have det dårligt, men de skal komme mere ind i kampen. Især hvis man ikke tror, at man har nogle handlemuligheder. Forældre skal tale noget mere om det uden tabuisering, og uden at morpolitiet kommer og banker os oven i hovedet. Man skal ikke være bange for at blive udskammet, fordi ens barn ser skærm, eller hvis man har konflikter om skærm. Skærm er ikke dårligt i sig selv. Det kan bruges legende, refleksivt og kreativt. Fjernsyn kan både underholde og inspirere til leg. Man kan se noget, som har gode karakterer og historier, man kan lege ud fra. Man kan også se det sammen og hygge og sidde tæt. Og så kan man få alle mulige samtaler om det, som man kan tale videre om."

LÆS OGSÅ: YouTube-stjerner tager ungerne med storm – men hvem er det egentlig, der sidder bag skærmen?

Hvornår og hvordan skal man tale med sine børn om deres digitale færden?

Imran Rashid: "Det er vigtigt at få sat ord på, at der er ting man skal, og ting man har lyst til. Der er sund mad og lidt dessert til sidst. Man kan måske godt anse noget som en fredagsapp eller prøve at få indarbejdet noget selvregulering, så barnet selv lærer at få installeret den her mentale bremse. Man kan lave aftaler med barnet, inden de går i gang med at se eller spille noget, så man taler om, hvad de skal lave på skærmen, og hvor længe, de skal være på. Og det gælder i øvrigt også de voksne selv."

"Der er jo nogle voksne, der har præsenteret børnene for skærm, og når alt kommer til alt, så tilegner børn sig også deres forældres vaner. Hvis forældrene hele tiden sidder med en skærm, så ser barnet det. Hvis man selv bruger skærm, er der færre samtaler mellem børn og forældre. Det handler om balance. Man skal ikke være bange for at se på sin telefon, når ens barn er i stuen, men det er et problem, hvis det er på bekostning af øjenkontakt."

Hvad er jeres bedste tips?

Imran Rashid: "Vi tænker over, hvilken mad vi giver dem, så hvorfor skal vi kaste fornuften over bord, når det er den digitale føde? Og ja, nogle gange får barnet også slik og sukker, men det er de færreste børn der – især fra en helt ung alder – har fri og ubegrænset adgang til slik, uden at de voksne holder øje med dem."

"Man skal se på afsenderen og se på, om spillet eller programmet er lavet til børn. Ved de her mennesker noget om pædagogik, eller er det bare nogle, der ved, hvordan man kan skabe vanedannende universer? Farmville og smølfespil er en blanding af Las Vegas og Tivoli, så barnet føler trang til at komme tilbage og spille. Og børn kan godt få noget ud af Tiktok, men der er også et design bagved, som forsøger at fastholde brugeren. Der er DRs programmer noget andet. Det handler ikke om at få børn til at sidde fast på en limpind, de forsøger rent faktisk at få barnet til at lære noget. Tænk over, hvilke interesser der er for øje, og vær en kritisk forbruger."

Stine Liv Johansen: "Der er mange spil, som fastholder børnene, fordi de skal komme tilbage igen og igen for at få point eller nye ting. Det skal man som forælder være opmærksom på, så man kan finde en balance. Og på Youtube kan alt ske. Tag kontrollen, og lav for eksempel nogle spillelister, så du ved, hvad der bliver vist. Du kan også slå autoplay fra, så der ikke kommer en ny video igen og igen. Du kan dog ikke styre reklamerne."

"Hvis jeg havde haft små børn i dag, ville jeg nok ikke lade dem se Youtube alene. Der er dog også mange gode ting på Youtube for både store og små børn, men det er ikke et sted, hvor små børn bør færdes alene. Et helt lavpraktisk råd er: få det op på den store tv-skærm, så I kan se det sammen, eller så du kan se, hvad der foregår, selvom du står i køkkenet og laver mad."