Tre dage efter hun havde født, stillede Rebecca Laudrup sine forældre et særligt spørgsmål

Solen kaster varme stråler ind i køkkenalrummet igennem den åbne altandør. Ved spisebordet er Ellen på tre år rykket fra sin høje stol, hvor hun har siddet og lavet perlearmbånd, over til sin mormor, Siw, hvor hun er klatret op på skødet og nu sidder og spiser frugtpastiller.

“Hvem er din bedste ven?” spørger mormor bag ved hende. Uden at flytte blikket fra sin lille bunke med pastiller på bordet løfter Ellen roligt og sikkert hånden og peger bagud med sin lillefinger på mormor.

“Der er et eller andet med det forhold mellem de to der. Jeg kan godt nogle gange føle mig lidt holdt udenfor,” siger Rebecca med et stort smil.

“Min mor kan tit have det sådan, at hun ringer til mig og siger, at hun helt har hjemve i forhold til at se Ellen. Det plejede jo at være mig, men jeg synes, det er virkelig rørende, at ens barn og ens mor kan have det så godt sammen. Ellen snakker om sin mormor hver dag.” 

Læs også

Frida Brygmann ledte efter noget, vi alle drømmer om – og fandt det ved en havelåge i Valby

Der er et særligt bånd imellem mormor og barnebarn, men det er der også imellem mor og datter, og det bånd er kun blevet stærkere, efter Rebecca som 18-årig flyttede hjemmefra, og endnu mere efter hun selv blev mor til Ellen. Faktisk brugte hun selv udtrykket bedste ven, da hun for noget tid siden skrev en fødselsdagshilsen til sin “MamaSiwta” på Instagram.

Hun skrev blandt andet: “din evige støtte, hjælp og kærlighed vil aldrig blive taget for givet. Du er en kæmpe inspiration, din godhed er nemlig beundringsværdig og noget, jeg har set op til hele livet. Du er min bedste ven, men du er endnu mere Ellens sjæleven. I to har noget, som kun kan beskrives som magisk. Hurra for dig. Vi elsker dig.”

Det er ikke alle mødre og døtre, som vil kalde sig bedste venner, men det vil du sige, at I er?

Rebecca: “Det er vi helt klart blevet. Jeg er vokset op med, at min mor var hjemmegående, og at min far var rigtig meget væk, og som barn har jeg nok bare tænkt, at det var sådan det var, så det er måske først nu, jeg har fundet ud af, hvor hårdt det har været at være alene med sine børn hele tiden. Og når ens egen mor har gjort det det meste af året, så kommer den form for respekt. Jeg har aldrig hørt min mor brokke sig over det.”

Som datter af en verdensberømt fodboldspiller har Rebeccas og hendes to ældre brødre, Mads’ og Andreas’, opvækst været anderledes end de flestes. Familien fulgte med far Michael rundt i verden, og mor Siw stod for logistikken omkring rejser, bolig og familie – og havde børnene med ude at se far spille på stadion. Da Rebecca nåede en alder, hvor hun skulle uddanne sig og lande på egne ben, havde hun ikke nogen tilknytning til Danmark, og hendes mor og far syntes derfor, at hun skulle flytte til København.

Rebecca: “Som 18-årig flyttede jeg til København, og som 19-årig flyttede jeg til Paris, og det var ikke bare tidligt at flytte hjemmefra, men det var også det med at flytte alene til et andet land. Der mærkede jeg en form for ensomhed, og der var min mor og egentlig også far rigtig gode til at besøge mig så ofte som muligt. Jeg tror, at du var der hver måned? ”

Siw: “Ja, det var jeg. Hver tredje uge i starten.”

Rebecca: “Så vi skabte en form for bånd, for når man er sammen så intenst, så er man også sammen på en anden måde.”

Når de besøgte hinanden i hver sine lande, boede de hos hinanden og deltog i hverdagsaktiviteterne, og det gør de stadig, selv om de nu bor tættere på hinanden og bare kan køre hjem bagefter.

Mor og datter og resten af familien tilbringer også ofte ferier sammen i sommerhus i enten Danmark eller på Mallorca, men også hverdagene som denne dag i lejligheden ved Søerne i København, hvor Rebecca bor sammen med sin mand Frederik. Ham mødte hun, da hun var flyttet fra Paris og tilbage til København. “Det er min far”, bryder Ellen ind. Hun er igen i gang med perlerne.

Rebecca: “Det er din far, ja. Og vi flyttede så til Hong Kong, fordi Frederik fik job der. Vi havde været kærester et år. Jeg tror, at mange forældre ville være blevet lidt nervøse over det valg og måske prøve at tale én fra det, men det gjorde I ikke. Jeg tror, at I tværtimod så det som en mulighed for livet, og den måde, I bare respekterede det på, synes jeg, er ret unik.”

Læs også

Viktor Axelsens familie lever efter et særligt princip: Det er helt fundamentalt

Hvordan var det for dig, Siw, at sende din datter afsted til Hong Kong?

Siw: “Det havde jeg slet ingen bekymringer over. Jeg rejste jo selv ud som 24-årig, så jeg syntes bare, det er megaspændende at få de oplevelser og lære noget om andre kulturer. Rebecca har jo flyttet hele livet, så jeg var overhovedet ikke bekymret for, at de skulle afsted. Og heller ikke over, at det var på den anden side af Jorden.”

I dag er hele familien Laudrup mere forankret i Danmark end nogensinde, selvom Siw og Michael deler deres tid mellem Danmark og Spanien og stadig rejser meget. Og Rebecca og hendes mand har ikke planer om store rejseaktiviteter lige nu med en tre-årig i deres liv. Alligevel føles livet med hele familien ikke så meget anderledes, fordi de altid har tilbragt meget tid sammen, også selv om voksne børn og forældre har boet i forskellige lande.

Siw: “Jeg kan huske, at flere af mine veninder før har sagt: ”du ser jo dine børn mere, end hvad vi gør, og vi bor fire kilometer fra hinanden!” Fordi når jeg kom til Danmark, så boede jeg jo enten hos Rebecca eller hos Andreas og hans kæreste Pauline, som nu er hans hustru. Det gælder også i dag, når de kommer til os på Mallorca. Så kommer de for en uge, ti dage eller 14 dage, og så er man jo sammen på en helt anden måde. Heldigvis har vi fået svigerbørn, der også synes, det er fedt at være sammen på den måde.” 

Rebecca, hvordan har din mor været en støtte for dig, efter at du selv er blevet mor?

Rebecca: “Jeg tror, det siger lidt, at jeg tre dage efter, jeg havde født, spurgte mine forældre, om de ville flytte herhjem. Så de boede her faktisk og tog imod os, da vi kom hjem fra hospitalet. Jeg havde egentligt bare brug for, at mine forældre var her. Min far gik lidt og støvsugede, og min mor gik ned og handlede, så Frederik og jeg kunne bare være i det. Men det var også hårdt, fordi amningen ikke var etableret – og man siger jo at ”it takes a village” …

Jeg kan se, at der er flere i min omgangskreds, der bare gerne vil være i den der tosomhed, men jeg havde brug for at have min mor der til at fortælle mig, at det var helt okay, at jeg ikke havde de helt store følelser for mit barn endnu og til at hjælpe mig med at kigge på ammestillinger, som min mand jo ikke helt forstod på samme måde. Alt det og den nærhed er egentlig bare fortsat.”

Hvordan var det at opleve sin egen datter blive mor, Siw?

Siw: “Ej, det var vildt. Helt vildt! Man synes jo stadigvæk, at ens børn er små, ikke? Nu begynder jeg at tude …”

“I går hentede jeg mit ældste barnebarn, som lige er startet på den skole, som Andreas og Rebecca gik på, og det var helt nostalgisk at gå der med Maximillian, der er som snydt ud af næsen på sin far, og tænke på, at det er ens børns skole, og nu har de selv børn, der går i skole og børnehave. Der er noget med at give slip der.”

Når hun kan, deltager Siw i sine børns hverdag, og hun står ikke passivt og venter i baggrunden, indtil hun får smidt et barnebarn i armene. Det, mener hun, er en del af forklaringen bag den unikke relation, som hun har til alle sine fire børnebørn, Rebeccas Ellen og Andreas’ tre børn, Maximillian, Flora og Sebastian. For hende er der nemlig ikke forskel på at være farmor og mormor.

Siw: “Ellen har jo også et fantastisk forhold til sin farmor og farfar. Jeg tror, at forestillingen om, at det er bedre at være mormor end farmor, går på, at der er mange farmødre, som er lidt bange for at træde over grænserne til deres svigerdatter – for at favne svigerdatteren.”

Rebecca: “Ja, måske er der nogen, der skal turde lidt mere, men der vil jo altid være noget med ens mor. Det kan man ikke tage fra en. For mig har det bare været rigtig vigtigt, at der ikke var nogen forskel set fra Ellens synsvinkel.”

Hvad har du taget med dig fra din egen opvækst til den måde, du selv er forælder på?

Rebecca: “Mine forældre gik meget op i, at vi skulle være velopdragne, og det kan jo lyde banalt, for det vil alle forældre jo. Men det blev virkelig prioriteret meget højt, og det gør det også hjemme hos os. Det er vigtigt for mig, at mit barn kan sige tak og undskyld og bære sin tallerken ud, og det gør hun allerede nu. Og så har vi altid haft hende med os til mange ting, ligesom mine forældre havde med mig og mine brødre.

Hun er også blevet passet meget, for det blev jeg selv, og det, synes jeg ikke, hun har taget skade af tværtimod; Ellen elsker at komme på ferie hos mine forældre i deres sommerhus eller hos farmor og farfar i Nyborg. Og så har det også været vigtigt for os at prioritere tiden sammen som par, som jeg har set, at mine forældre har gjort det.”

Læs også

Maj My og hendes mand tog stort valg for familien: ”Kvalitetstid er en løgn, vi fortæller os selv”

Hun kigger på sin mor.

Rebecca: “Nu har I været sammen i 33 år, og I har altid prioriteret hinanden, så det er også vigtigt for mig at prioritere mit ægteskab.”

På andre områder griber mor og datter forældrerollen forskelligt an. Hvor Rebecca gerne sætter sig på gulvet og leger med Ellen, så var det, da Rebecca og hendes brødre var små, Siws holdning, at børnene skulle kunne aktivere sig selv, og hun var ikke bange for, at de kom til at kede sig, hvis de ikke blev underholdt.

I dag leger hun med sine børnebørn – men synes samtidigt, at det på samfundsniveau kan tage overhånd med underholdning fra især skærme. Tiden er anderledes i dag, og det har også noget at sige i forhold til et andet område, som mor og datter har en forskellig tilgang til; søde sager. 

Rebecca: “Jeg voksede op i 00’erne, hvor sukker var mere “farligt” end i dag, og hvor Kate Moss var idealet, og det gik ud over mit selvværd, fordi jeg troede, at lykke var lig med at være tynd. Jeg kan huske, at folk var på suppekur, og at det bare var helt normalt. Min far var også vant til, at man ikke spiste sukker med hans træning, så for mig er det rigtig vigtigt, at intet er forbudt. Jeg vil gerne have, at Ellen får en mere naturlig tilgang til mad og lærer at håndtere sin mæthedsfornemmelse.”

Siw: “Da Ellen begyndte at kunne spise selv, lavede Rebecca og Frederik tallerkener til hende, hvor noget var grøntsager, noget var frugt, og noget var sødt, og Ellen tog ikke bare det søde først. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede og tænkte, at nå – der ligger også chokolade på tallerkenen. Det var lidt et eksperiment, I lavede der!”

Rebecca: “Ja, og det var for ikke at ophøje noget frem for noget andet. Vi har heller ikke noget, der hedder fredagsslik herhjemme. Slik er slik, og det kan du både få om mandagen og om fredagen. Det kunne jeg ikke selv som barn. Jeg spiste, indtil der ikke var mere, hvor Ellen spiser, til hun er mæt. I min barndom var det usunde nærmest forbudt, og så begyndte jeg jo bare at smugspise, og det satte en følelse i mig af, at der var noget galt med mig. Men jeg tror da, at hvis I havde kunnet gøre det om, så havde I gjort det.”

Og dig, Siw, hvad har du gerne vil give dine egne børn med sig videre?

Siw: “Åbenhed og bevidsthed om, at mennesker er forskellige, og at man ikke skal have nogen fordomme, medmindre man ligesom har mærket på sin krop eller på anden vis lært, at de mennesker, man møder, måske ikke lige er det bedste for én. Samtidig tror jeg, at mine børn er ret gode til at have rygrad over for netop de ting, fordi de er vokset op med det efternavn, de har, så de hopper ikke lige ud i det første og det bedste. De ser lige tingene an uden at virke uengagerede i at møde andre mennesker.”

Rebecca, hvornår har du mest brug for dine forældre? 

Rebecca: “Jeg fundet ud af, at mental sundhed er noget af det vigtigste for mig, og samtidig har jeg erkendt, at jeg ligesom Ellen er meget følsom, og at jeg kan gå rundt med mange ting inde i mig selv i lang tid, før jeg spørger nogen om hjælp. Noget, jeg derfor har lært de seneste år, er at blive bedre til at bede om deres hjælp og måske også at acceptere, at jeg ikke kan nå alt det, jeg gerne vil.”

Siw: “Et sted, hvor din sårbarhed kan komme til syne, er, hvis nogen får sagt nogle ting på en sårende måde. Det kan godt være, at det, de siger, er rigtigt, men sproget og den måde, de får leveret budskabet på, kan ramme dig lige i ansigtet, og så kan du vende det med mig og far. Det er mange gange det der med kommunikation, ikke? Og hvordan vi taler til hinanden. Det er derfor, jeg synes, det er så sindssygt vigtigt, at man lærer sine børn at tale pænt og at acceptere hinanden.”

Rebecca: “I mange år var det særligt min far, jeg talte med, fordi det handlede om at læse på en skole og skulle have gode karakterer. Ligesom han altid skulle præstere, så var det det, jeg også skulle på nogle punkter, så han forstod sårbarheden i det. Med moderskabet, hvor jeg har oplever mange andre facetter og følelser, har det mere været min mor.”

Tør du i højere grad søge støtte og råd hos dine forældre nu, hvor du selv er blevet mor?

Rebecca: “Ja, rigtig meget. Jeg tror, at man som teenager altid er lidt bange for at såre sine forældre. Man vil ikke skuffe dem, men når man selv er blevet mor, finder man ud af, at der skal rigtig meget til, før ens forældre bliver skuffet.”

De griner begge højt og kigger på hinanden, imens Rebecca understreger, at der virkelig skal meget til, for at hendes forældre bliver sure. Og så få de begge to våde øjne igen. Og griner igen.  Det tætteste Rebecca er kommet på at skuffe sin mor, var da hun meddelte, at hun ville droppe sine studier i Paris, fordi hun havde fået job på Elle og ville ind i modebranchen.

Siw: “Der var jeg ved at gå i koma. Jeg tænkte bare, at det kan du simpelthen ikke. Det har været den største bekymring, men vi har venner i mediebranchen, som sagde: “Hør her. Rebecca ville jeg ikke være nervøs for. Hun skal nok klare sig.” Og det gjorde du jo også.”

Rebecca og Siw sagtens være uenige i mange ting. Det er der plads til, og også til at de kan komme tilbage og indrømme det, hvis de hver især har taget fejl eller fik sagt noget, der måske ikke var helt på sin plads.

Siw: “Og det, tror jeg, er det allervigtigste som menneske. At kunne komme tilbage, selv om man har trådt i spinaten – og at dem foran dig åbner armene og siger, at det er okay. Det, tror jeg faktisk, er noget af det vigtigste, man skal lære sine børn.”