Rebozo

Særlig teknik til gravide vinder frem: ”Der er da nogen, som smiler lidt, når jeg foreslår det”

Rebozoen var indtil for få år siden blot et tørklæde fra en anden verdensdel. Nu har tørklædet og den teknik til afspænding, massage og fødselshjælp, der følger med det, vundet indpas. Hvis man bruger rebozo korrekt, kan man nemlig få fat i muskler, led og sener dybt i den gravide krop.

En kvinde ligger på alle fire på en madras på gulvet. Under hendes store gravide  mave er et tørklæde, som en jordemoder holder i hver ende af over kvinden, mens hun blidt vugget kvindens underkrop fra side til side.

“Vi har ikke tid til, at du skal lege hule med et mølædt flyttemandstæppe,” lyder det pludseligt fra døren. 

Vi er i en scene af fiktionsserien Dag & Nat, for på denne fiktive fødegang er der ikke tid til, at jordemødrene bruger rebozo-teknikken på de fødende.

Det er synd og skam, synes Izabella Winther, som er doula og indehaver af Huskdigselv. Her bruger man gerne rebozo, ligesom man underviser kommende doulaer og partnere i, hvordan man med et stort tæppe og lidt teknik kan hjælpe baby på vej og lindre ubehag hos fødende.

“Første gang jeg fik kursus i rebozo-teknikken, var da jeg blev udlært doula i 2004, og Marta Orbis, som introducerede rebozoen i Danmark, underviste mig. Dengang var det ret nyt i Danmark og måske også lidt mystisk med det spraglede tørklæde. Jeg var nok også lidt for ny i faget til selv at bruge det, men for fem år siden lavede jeg min egen doula-uddannelse og hyrede Marta ind. Der fik jeg for alvor øjnene op for, hvad rebozoen kan. Den er afslappende, beroligende og groundende,” siger Izabella Winther.

“For nogle er det nyt og mystisk, men det er kun, indtil man selv prøver det på egen krop.”

Ikke mystisk i Mexico

Rebozo stammer fra Mexico og betyder faktisk bare “tørklæde”. Kvinder i Mexico går altid med deres rebozo på sig, for de tager det om skuldrene, når det er koldt, binder det om sig, så de kan bære et barn i det, eller også tager de det af, når de møder et gammelt familiemedlem, som trænger til den lindring i kroppen, som rebozoen kan give, hvis den bruges korrekt.

“De mexicanske jordemødre har brugt det siden tidernes morgen. Det er vandret i generationer og betragtes ikke som noget mystisk. Der er endda forskellige vævemønstre efter hvilken familie, det tilhører, men så avancerede er vi ikke i København,” smiler Izabella Winther.

Kvinde viser teknikken rebozo
Rebozo er en oplagt måde at få sin partner inddraget i selve fødslen, og det er noget, I kan øve jer på sammen i tiden op til.

Et rebozotørklæde er vævet med små huller, så det er mere fleksibelt og kan bære meget vægt.

“Men i en håndevending kan du sagtens bruge et lagen eller et stort tørklæde,” forsikrer Izabella Winther.

“Det er faktisk slet ikke mystisk, når du prøver det. I Danmark er det primært gravide, der har glæde af det, men i Mexico bruger de det også som et redskab til at få et barn, et dyr eller et døende familiemedlem beroliget og afspændt, for det handler i virkeligheden om at regulere nervesystemet,” siger Izabella Winther.

Det er dog især gravide, der har hendes fokus, og danske gravide har da også taget teknikken til sig de seneste år.

“Alle kan finde ud af det. Man skal selvfølgeligt lige lære teknikken, for man kan hurtigt komme til at bruge sin krop forkert. Det er godt at kunne lære sin partner den teknik. Så har han eller hun noget konkret, de kan gøre, for det er tit partnerens udfordring, at de står med hænderne langs kroppen og ikke ved, hvad de skal stille op under fødslen. Men her kan partneren give den fødende rebozo mellem veer, for det er afspændende og beroligende.”

Den ømme psoas

Rebozo er både simpelt og effektivt, og så er der mange måder at bruge den på.

“Man kan for eksempel massere psoasmusklen godt og grundigt, ved at den gravide ligger på ryggen med et tørklæde under numsen, mens nogen vugger hende fra side til side, og hun ikke rigtig kan stemme imod,” forklarer Izabella Winther.

Psoasmusklen vokser ud fra begge sider af din rygsøjle, spænder sig fra den 12. brysthvirvel og ned til de fem lændehvirvler, løber ned gennem bækkenet og hæfter øverst på indersiden af lårbenet.

“Den er ekstra belastet under graviditeten, for den skal både kunne give sig og blive skubbet ud til siden. Den bliver ofte øm hos en gravid, og det er typisk der, rebozoen kan bruges, for man kan lave gode lange seje stræk,” forklarer Izabella Winther.

“Man kan også stå og vugge en gravid i lang tid, og så læne sig tilbage med hele sin vægt, så hendes lænd strækker helt ud,” foreslår Izabella Winther.

“Det kan også være, at hun står på alle fire og får vugget bækkenet med rebozoen, eller at hun står op ad væggen med benene bøjet og skuldrene mod væggen og får vugget bækkenet. Rebozoen kan også afspænde, nakke, skuldre og ben.”

Kom i gang med rebozo - 3 gode øvelser

  • Maveløft: Den gravide ligger lænet ind over en yogabold, mens partneren står over hende og tager rebozoen under hendes mave, løfter opad og vugger maven forsigtigt fra side til side.
  • Liggende rebozo: Den gravide ligger fladt på ryggen med rebozoen under numsen. Partneren står over hende og vugger hendes bækken forsigtigt  fra side til side.
  • Stående rebozo virker fødselsmodnende og skal derfor først bruges fra uge 37. Den gravide står op ad en væg med spredte ben og går lidt ned i knæ. Partneren har rebozoen om hendes numse og hver ende af rebozoen i hænderne, hvorefter han vugger hendes bækken.

Kilde: Signes scanningsklinik

Grunden til at rebozoen er så effektiv, er, at den kan komme ind og stimulere de dele af kroppen, man ikke ellers kan nå. 

“En massør kan masere et godt stykke ind i kroppens væv, men det er alligevel en grænse for, hvor dybt. Med rebozoen får du afspændt kroppen dybere, når den langsomt giver efter til de vuggende bevægelser,” siger Izabella Winther.

“Og så er det en god måde at introducere den gravide til moderskabet lige inden fødslen, så hun selv mærker omsorg, inden hun om lidt skal give den videre til et lille barn.”

Jordemoderen: Nogle smiler lidt, når jeg foreslår det

På fødeafdelingen på Viborg Sygehus er jordemoder Marianne Hyldahl glad for det redskab, hun har i en rebozo. 

“På vores fødeafdeling er vi alle bekendt med teknikken, selv om det ikke er noget, jeg blev undervist i på Jordemoderskolen, da jeg gik der i 2003.”

“Jeg blev selv introduceret til det, da jeg startede på fødegangen i Roskilde i 2009, hvor mange brugte det. Der mødte jeg en fødegang, der virkelig havde rebozoen inde under huden,” husker Marianne Hyldahl, som også selv syntes, det var spændende.

“Som jordemor kan man ikke få nok værktøjer til at hjælpe de kvinder, hvor  børnene driller lidt eller ikke står helt rigtigt i bækkenet eller tager lang tid om at komme ud. Derfor tænkte jeg bare: Hvis det kan noget, skal vi da bare blive gode til det.”

“Også de afdelingsjordemødre, man sparrer med til supervision, spørger, om man bruger rebozo, for det er efterhånden ret anerkendt. Jeg ved ikke, om obstetrikerne er lidt mere skeptiske, men det kan du godt bilde mig ind. Det er helt klart et redskab, der har rod i jordemodervirket,” forklarer hun.

I dag er Mariane Hyldahl blevet godt til at “shake the apples” som hun kalder den rebozoøvelse, hvor rebozoen er om kvindens numse, og jordemoderen holder tørklædet i hver ende på hver side af kvindens hofter. Det svarer til en god gang lændemassage.

“De gravide synes, det bare er rigtig rart, selv om fødslen går helt, som den skal.”

Hun har ikke oplevet, at nogen synes, rebozoen er for alternativ.

“Der er da par, der smiler, når jeg foreslår det. Men det siger alle sammen: Jamen, det kan vi da godt prøve. Indtil videre er der ikke nogen, der har sagt, at de ikke vil prøve det,” siger hun.

Ikke tidskrævende

Selv om rebozoen i tv-serien Dag & Nat portrætteres som noget tidskrævende hokuspokus, er det ikke et problem, Marianne Hyldahl møder på en fødegang på et offentligt sygehus.

“Det er mere tidskrævende, fordi man arbejder med kvinden over flere veer, så det kræver mere end at skulle hjælpe hende op at stå eller lave strækøvelser. Det er et fysisk hårdere arbejde, men jeg lader gerne rebozoen være en del af fødselsplanen, og jeg skal nok finde tiden til det. Men stadig: i kombination med andre ting.”

Hun er glad for, at rebozo langsomt vinder frem, ligesom for eksempel akupunktur også har gjort gennem årene. 

“Jeg kan tydeligt mærke, at det er noget, de gravide efterspørger. De sætter sig ind i tingene og er søgende. Der dukker rebozo op. Vi underviser også i det i fødselsforberedelse, hvis der er tid, og der finder partneren lige pludseligt sin rolle.”

Om eksperterne

Izabella Winther er uddannet doula, zoneterapeut og kropsterapeut. Hun er indehaver af  Huskdigselv, som tilbyder hjælp til gravide, og Fødselsterapeuten, som på femte år uddanner doulaer.

Marianne Hyldahl er jordemoder på fødeafdelingen på Viborg Sygehus, hvor man bruger rebozo som en del af fødselsplanen.