Rikke og Julius havde kun lige fundet sammen igen, da nyheden ramte: “Det var så syret”

Rikke Jung Larsen er på vej hjem fra en ferie i Thailand med en god ven, da hun undrer sig over, at hendes menstruation er forsinket. Det har den været før, men denne gang føles alligevel anderledes.

I hvert fald når Rikke både at stresse en del over det og ringe til sin kæreste Julius, der dog ikke tager det så tungt. Det har de som sagt prøvet før. Alligevel køber Rikke en graviditetstest i lufthavnen, som hun tager på et af de halvsnuskede toiletter, kort før hun skal boarde sit fly.

Der går ikke mange sekunder, før to streger toner tydeligt frem. Rikke er gravid, og forsøger at få fat i Julius hjemme i Danmark.

“Jeg når egentlig ikke at tænke over, hvad klokken er derhjemme, jeg har bare brug for at tale med ham og fortælle ham det. Jeg ringer til ham mange gange uden held, og så skal jeg pludselig ombord på mit fly, hvor jeg skal sidde i et halvt døgn uden mulighed for at ringe. Så jeg skriver til ham, at det var et lommeopkald. Alle seks gange,” fortæller Rikke.

En top-stressende situation og bestemt ikke en, Rikke havde forventet at stå i, få minutter før hun kan se frem til mange timer, hvor hun kan sidde og tænke over det hele. Og der er rigeligt at gruble over.

Rikke og Julius har kun lige fundet sammen igen efter at have været gået fra hinanden i et halvt års tid. De bor ikke sammen, og det barn, der er ved at tage form i Rikkes sommerbrune mave, er ikke planlagt. Alligevel er der noget, der falder på plads inde i Rikke.

“Jeg kan huske, at jeg står på et af de der rullebånd på vej ud til gaten, mærker på min mave og taler lidt for mig selv og med maven: ‘Så, nu skal vi ud at flyve. Vi skal nok klare den os to. Det skal nok gå …’ Jeg var glad, på trods af den første følelse af panik. Jeg tænkte, at det hele nok skulle gå godt, selv om graviditeten var så ny, og så meget kunne gå galt endnu,” fortæller Rikke, der på den lange tur mod København når at tænke alle tænkelige tanker.

Læs også

Fem eller færre fik disse navne sidste år

Det når også at blive en smule dramatisk dér på sæde 15C.

“Det var så syret at være den eneste, der vidste det. Så jeg endte med at skrive en mail til mig selv, mens jeg sad på flyet, om, at jeg var gravid. Fordi jeg tænkte, at hvis vi styrter ned, så bliver jeg jo til støv, og så er der ingen, der nogensinde kommer til at vide det,” fortæller Rikke, der har gemt mailen:

Til Julius, mor og far. Hvis der sker noget i et af flyene. Jeg er gravid. Jeg glæder mig mere end noget andet til at se jer og kramme jer. Jeg elsker jer.

“Jeg har altid delt alting med mine nærmeste, og mit hoved var ved at eksplodere over, at jeg ikke kunne det, da jeg sad på det fly. Jeg har heller aldrig været bange for at flyve før, men det var jeg der. Samtidigt nåede jeg at tænke over, hvordan Julius mon ville reagere. Vi havde jo kun lige fundet sammen igen, og der var ingen tvivl om, at vi havde valgt hinanden til, og at det nu skulle være seriøst imellem os. Men vi havde ikke nået at tale om børn, og hvornår vi eventuelt skulle have dem. Vi boede jo heller ikke sammen, så der var virkelig nogle ting, jeg sad og prøvede at få greb om deroppe,” fortæller Rikke.

Hjemme i Kastrup tager Julius imod Rikke, og mens han læsser kufferten i bilen spørger han, lettere ironisk, “om han så skal være far”. Tårene springer fra Rikke, der udover ikke at have sovet i et døgns tid også er sprød af hele situationen:

“Ja, det skal du, svarede jeg, mens Julius stod som ét stort spørgsmålstegn. Men så blev han vildt glad – det var hans umiddelbare reaktion, han havde jo slet ikke nået at tænke på de ting, der ikke var så praktiske – og det blev jeg så glad og lettet over,” fortæller Rikke.

Siden har både Rikke og Julius nået at reflektere meget mere over den nye rejse, deres forhold pludseligt skulle ud på – og som tog en helt anden retning, end de havde forestillet sig.

“Vi havde slet ikke noget sprog eller nogen drømme, vi havde gået og talt om, når det kom til at få børn. Jeg har i hvert fald tænkt over, at folk, der har været kærester længe, nok har haft en mere naturlig udvikling i forhold til at stifte familie, hvor jeg føler, at vi bare blev dumpet midt ned i situationen. Så vi har skullet finde hinanden igen, samtidigt med at vi skulle vænne os til, at vi nu skal være forældre,” fortæller Rikke.

Frygten for ikke at kunne blive gravid

Selv om det har været en halvkaotisk begyndelse på graviditeten, så har Rikke aldrig været i tvivl om, at hun vil have det barn, der pludseligt meldte sin ankomst. Glæden og sikkerheden var der faktisk med det samme, de to streger tonede frem på toilettet i den thailandske lufthavn – og hele vejen i flyet hjem. For Rikke har altid vidst, at hun gerne vil være mor. Et ønske, der var så inderligt, at frygten for ikke at kunne blive gravid i perioder har fyldt en del.

Rikke er ikke i tvivl om, at det er følelser, der rækker helt tilbage, til dengang hun tog på sin allerførste lange rejse, også alene, fem måneder gammel fra Korea til Danmark.

Læs også

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

“Jeg er altid blevet overdynget med kærlighed fra mine forældre, og jeg ved om nogen, at det ikke er gener, der bestemmer, hvorvidt man kan elske et barn og sin familie. Men jeg tror det spiller ind og bliver så vigtigt for mig, fordi det her barn bliver første gang, jeg kommer til at kunne genkende mig selv i nogen. Da jeg fyldte 29 i foråret 2023 var jeg ikke sammen med Julius, og der fyldte det meget, at jeg jo ville blive 30 næste gang. Og hvad så med børn? Hvem skulle jeg få dem med, og ville det blive svært? Så på en måde er det gået op for mig, at min frygt for ikke at kunne blive gravid nok peger tilbage på, at jeg er adopteret. For hvis jeg ikke kunne få børn, så ville jeg miste muligheden for at få et barn, der ligner mig. Som det eneste andet menneske i verden.”

Rikke er opvokset i Sorø i det, hun selv beskriver som den lykkeligste barndom. Hun er elsket af sine forældre i en sådan grad, “at det ville være vanvittigt, hvis de elskede mig mere”– og hun har mange gode, nære relationer både blandt gamle venner i Sorø og i København, hvor hun bor nu. At være adopteret har aldrig fyldt noget i hende, for det har været et vilkår, hun har været bevidst om, lige siden før hun kunne tale.

Men med graviditeten og det kommende moderskab er der alligevel nogle ting, der udgør et hul i landkortet, når det gælder Rikkes biologiske ophav. Hvor stor en baby var hun selv? Hvordan var hendes mors graviditet og fødsel? Spørgsmål, Rikke ikke kan finde svar på.

“Efter min skanning i uge 30, hvor jeg fik at vide, at baby var lidt lille, sad jeg og så alle de papirer igennem fra min adoption, som min mor selvfølgelig har gemt. Og der stod faktisk, at jeg vejede 4100 gram og målte 53 cm. Og det er jo ret stort. Men jeg ved ikke helt, om man skal tro på det, og nu har der jo også været alle de her sager om adoptivbørn, hvis baggrunde og papirer har været forfalskede og fulde af fejl.

Vi ved, at jeg skulle være kommet til Danmark, da jeg var tre måneder gammel, men jeg fik mellemørebetændelse og kunne ikke flyve og kom derfor på et børnehjem i Korea, indtil jeg blev fem måneder og kunne flyve til Danmark. Jeg tænker, at det kan være, jeg først er blevet målt og vejet der, og jeg forestiller mig, at de mål der står i papirerne, kan være forkerte på grund af omstændighederne. Det foregår måske ikke ligesom herhjemme. Og fordi der har været så mange udfordringer under den her graviditet, når man også at tænke, om der kunne være et eller andet galt med ham, som de ikke har opdaget.”

Det er nemlig en lille dreng, Rikke bærer i sin mave.

En svær graviditet

Rikke er blevet fulgt tæt med skanninger gennem størsteparten af sin graviditet, der bestemt ikke har været smooth sailing på et blikstille hav af babylykke. Tværtimod blev den lidt kaotiske start kun begyndelsen på en sværm af graviditetsgener og bekymringer for Rikke og Julius.

“Jeg fik ligamentsmerter ret tidligt, og det gjorde ONDT. Jeg har gået til konkurrencegymnastik i mange år og er ret bevidst om, når der sker noget i min krop – og jeg kunne mærke hver eneste lille ting. Det gik også op for mig, at det er sårbart, det her lille liv i maven, og så mærkede jeg jo bare endnu mere efter,” fortæller Rikke, der kun lige var kommet ind i andet trimester, da hun begyndte at få plukveer allerede i uge 16.

“Jeg havde en travl uge med forberedelse til nogle jobs, og en dag føltes det pludseligt, som om jeg skulle holde min mave oppe – en underlig følelse, da min mave ikke var særligt stor endnu. Om aftenen lå jeg og havde smerter og min mave spændte helt op – uden at jeg rigtig vidste, hvad det var for noget.”

Det sker lige omkring Rikkes første jordemodertid, som hun tager til alene.

“Det var mit indtryk, at jeg bare skulle ind og have nogle papirer, så jeg sagde til Julius, at han ikke behøvede at komme med og tog selv afsted i en pause på et job. Men da jeg kom til venteværelset, sad der kun par,” husker Rikke, der får klar besked af jordemoderen; “Du har plukkeveer, og det er meget tidligt – så du skal nok sygemeldes.”

Læs også

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

“Det ender med, at jeg bare sad til hele den første jordemodersamtale og græd. For hvis jeg allerede skulle sygemeldes der, hvordan skulle det hele så ikke gå? Jeg havde en masse bekymringer om arbejdet, men det kunne jeg god mærke, at jordemoderen ikke gav ret meget for,” fortæller Rikke.

Rikke bliver sendt hjem med beskeden om at tage det roligt, mærke efter og skrue ned. Men hvad betyder det egentlig? Hun bliver fulgt tæt af en jordemoder hos sin egen læge med tre ugentlige undersøgelser, og allerede i uge 19, står det imellem en deltids- eller en fuldtidssygemelding.

“Jeg syntes, det har været ret hårdt at få det ansvar at skulle kunne mærke efter, hvornår det er for meget, hvornår det gør for ondt. For det føles jo for meget i det øjeblik, det gør ondt eller er ubehageligt. Samtidigt har jeg skulle prøve at finde en form for ro i, at nu er det sådan min graviditet er – og så må jeg tage den derfra. Men det har været svært, for hver gang jeg kom til lægen, fik jeg noget nyt at vide, som jeg skulle stoppe med.

Til sidst måtte jeg heller ikke cykle, og min verden blev mindre og mindre. Jeg har været vant til, at jeg altid har kunne regne med min krop fysisk, at jeg har kunne presse den og klare hårde ting, måske fordi jeg har dyrket konkurrencepræget sport – men det kunne jeg pludseligt ikke nu. Så der har været meget i min person, som jeg har skulle vænne mig til blev anderledes med den her graviditet,” fortæller Rikke, der i en periode var deltidssygemeldt, men som her i det sidste trimester er fuldtidssygemeldt.

På sidelinjen står Julius, der er er kommet ligeså overrumplet ind i den her graviditet som Rikke. Han er den første blandt sine nærmeste venner, der skal være far, og han har derfor ikke kunne spejle sig i andres erfaringer, sådan som Rikke kan med sine veninder. Han har påtaget sig alt det fysiske slæb, som Rikke ikke kan klare – og ellers forsøgt at forstå og hjælpe undervejs. Og så har han været med til alle undersøgelser siden den første jordemodertid.

“Han har været god til at støtte mig i det hele og især i de sidste måneder, hvor jeg har kunne mindre og mindre, og hvor han jo har skullet gøre alting. Men det er jo vildt svært at sætte sig ind i, hvad der foregår i et andet menneskes krop. Julius læser idræt, og hans tilgang har derfor været sådan – er det en muskel, der gør ondt? Hvad kan vi gøre? Han har været meget bekymret og har jo kunne se på mig, når jeg havde ondt. Samtidigt har han sådan et dejligt og beroligende positivt sind og en overbevisning om, at det hele nok skal gå, hvor jeg nok har bekymret mig noget mere.”

Bekymringstanker er normale i en graviditet – især når den ikke forløber ubesværet, sådan som Rikke har oplevet sin. Med konstante skanninger, målinger, plukkeveer og sygemelding. Men for Rikke har det været helt uventet, at det var i selve graviditeten, hun skulle ende med at bekymre sig.

“Min frygt har jo altid gået på risikoen for IKKE at kunne blive gravid, og jeg forestillede mig, at når jeg så blev gravid, så var alt bare godt. Jeg har også haft perioder, hvor jeg har været ked af det og syntes, at det var vildt hårdt. Og ærgret mig over, at jeg ikke kunne nyde det at være gravid, når nu det var noget, jeg altid har villet være. Jeg har jo været glad hver dag, men har ikke haft lange bekymringsløse perioder. Så det har været en form for sorg midt i glæden, og jeg blev nok lidt stresset over at skulle nå at være glad også.”

Læs også

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Måske fordi intet rigtigt har været, som Rikke forventede, har hun ikke gjort sig mange tanker om og store forventninger til selve fødslen. Klog af erfaring vil hun ikke sætte de store, forkromede standarter op – for det er alligevel ikke sikkert, det bliver sådan. Alt kan ske.

Dog vil hun, hvis det kan lade sig gøre, gerne føde i vand.

“Det er det eneste ønske, jeg er klar på – at jeg gerne vil føde i vand. Jeg har svømmet en del på det seneste, og jeg har set nogle fødsler i vand på Instagram. Men så længe fødslen går som den skal, så er jeg glad. Jeg ved, at det ikke nødvendigvis er noget jeg kan styre,” fortæller Rikke, der også har fået besked om, at hun formentlig ikke kommer til at gå over tid.

“Hvis han bliver ved med at ligge under sin vækstkurve, bliver jeg nok sat i gang omkring uge 37. Men jeg håber, at jeg kan gå så længe som muligt. Også så vi når at renovere mit køkken færdigt og flytte helt sammen, Julius og jeg.”