Lader du dit barn udforske selv? Den risikofyldte leg er vigtigere, end du tror

Måske kan du selv huske den fra din egen barndom. Følelsen af at være på afveje, væk fra det vante – og dine forældre ikke mindst. I færd med at opdage noget, hvor ingen voksne blikke vågede, og alt kunne ske. Højt til vejrs i baghavens æbletræ, ved et vandhul bag en hæk, i de inderste kroge oppe på loftet eller lige i hælene på naboens glubske hund.

I så fald har du højst sandsynligt haft glæden af den risikofyldte leg. En legeform, som ikke har de bedste betingelser blandt nutidens børn, og som i visse miljøer er tæt på at uddø. Det fortæller Marc Malmdorf Andersen, der er forsker i leg på Interacting Minds Centre ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, og som blandt andet står bag bogen Leg fra bogserien Tænkepauser.

"De typer af lege, som børn leger i dag, har ændret sig en del over de seneste 50-100 år, og børns leg har i høj grad flyttet sig indenfor", indleder han.

"Det er der primært tre grunde til. For det første bor flere familier i byerne, hvor trafikken er blevet mere intens, og hvor børn derfor ikke kan lege udenfor selv, som de i stor udstrækning gjorde tidligere. For det andet bekymrer forældre sig i stigende grad for, om der sker noget slemt med deres barn, hvis de leger udenfor selv. Og for det tredje har skærmene lokket børnene mere indenfor end førhen. Hvilket betyder, at børn i dag leger mindre uden voksenopsyn og mindre risikofyldte lege, end de tidligere har gjort," fortsætter han og begrunder det bekymrende i tingenes tilstand:

"Der findes en række nye hypoteser om, at særligt den risikofyldte leg kan være med til at beskytte børn mod at udvikle angstdiagnoser. Fordi det tillader dem at lære noget om udfordrende situationer og om dem selv. Og hvis du i dit liv får mange muligheder for at opleve, at du faktisk kan klare situationer, hvor du er udfordret, nervøs og måske lidt bange, kan du desuden lære den del af dit følelsesregister at kende – og blive bedre til at navigere i følelserne senere hen."

Han nævner kamplegen som en af de risikolege, der i særlig grad er truet i dag. 

"Det skyldes ofte, at de voksne ikke helt kan kende forskel på kamplege og rigtige slåskampe og tolker legen som aggressiv adfærd. Men der er en grund til at tro, at kampleg er en ret god legeform til at lære børn om sociale regler og andre menneskers grænser. Fordi børnene bliver nødt til at kunne samarbejde om nogle regler for at kunne lege en kampleg. Og fordi kampleg handler mere om sociale regler, og hvornår noget er OK og ikke OK, end den handler om at slås."

Jagten på overraskelser

"I det hele taget er legen – risikofyldt eller ej – vanvittig vigtig for børns udvikling. Det er der bred enighed om i udviklingspsykologien," konstaterer Marc Malmdorf Andersen og henviser til de adskillige studier, der viser, at leg og læring er uløseligt forbundet.

"Den måde, børn leger på, og de ting, de er interesserede i, handler om at erhverve sig ny viden og information. På den måde er leg et udtryk for en medfødt indlæringstrang hos børn, som samtidig er sjov og belønnende for dem, og som de derfor kan være dybt optagede af i meget lang tid," siger han.

"Børn har forskellige præferencer for lege, men kognitionsvidenskaben, som jeg selv arbejder med, vil sige, at der alligevel er nogle fællestræk i den måde, som børn bliver tiltrukket af forskellige lege og forskellige objekter på. Blandt andet ved man, at børn overvejende søger de situationer, de tror, de selv kan overskue; at de synes, legen er sjovest, når de får et bedre og mere effektivt greb om virkeligheden, end de før har haft; og at de elsker nye ting," fortæller han og forklarer, hvordan det neurokognitivt hænger sammen.

"Man kan se hjernen som en maskine, der hele tiden prøver at nedbringe forudsigelsesfejl, og når børn finder en strategi, så de kan reducere uforudsigelighed hurtigere, end de selv havde regnet med, bliver de belønnet. Så fra et kognitivt perspektiv skyldes det sjove i legen, at børn overrasker dem selv med, hvor effektive de er i at lære noget."

"Jeg plejer at sige, at legen er en søgen efter moderate overraskelser, fordi børn søger overraskelser og det, de ikke helt endnu forstår eller kan forudsige. Hvis de vel og mærke tror, at de kan overskue og opløse overraskelsen og ‘pakke pakken op’," understreger Marc Malmdorf Andersen og referer til en velkendt situation som juleaften, hvor barnet forventer at blive overrasket, når det åbner en gave, og samtidig forsøger at få overraskelsen til at gå væk ved at pakke gaven op. Hvorefter barnet lynhurtigt er på vej videre til den næste pakke – og overraskelse. 

"Derved bliver leg en adfærd, hvor børn hele tiden automatisk og naturligt sætter sig selv i situationer, hvor de kan blive overraskede på en måde, som de tror, de kan håndtere. Der er dog ingen grund til at tro, at børn i den proces favoriser nogle lege," understreger Marc Malmdorf Andersen.

Tværtimod kan legen vise sig i alverdens afskygninger. 

"Det er det, der også er så interessant ved leg; at det er en adfærdsform, der findes på tværs af andre adfærdsformer. Du kan spise på en legende måde, du kan løbe på en legende måde, du kan tale på en legende måde," eksemplificerer han.

Informationsnarkomanens næste fix

Meget peger på, at det er en god idé at lade børn lege – en masse, understreger Marc Malmdorf Andersen. Og man skal som voksen stole på, at når børn finder noget interessant, så er det, fordi de kan mærke, at der er noget her, de kan lære af. 

"Børn har en intuitiv fornemmelse af deres egen informationstilegnelse, og de er meget bedre til at mærke, hvad de lærer noget af, end voksne er. Hvilket også taler for den frie leg, som vi i Danmark har en stærk tradition for," siger han og bemærker, at det, der umiddelbart kan ses som det modsatte – nemlig den styrede leg – i hans øjne er lidt af en vandskabning og et paradoks.

"Hvis man styrer nogen til at gøre det, er det ikke leg. For leg er en internt motiveret adfærd, og børn gør det, fordi de selv har lyst," fastslår han. I stedet kan man tale om faciliteret leg, hvor man tilbyder nogle rammer, børnene kan lege inden for, med et rigt, sjovt og spændende miljø, hvor der er vigtige indsigter, de kan lære af," fortsætter han og nævner daginstitutionerne som eksempel – og udfordring.

"Vi har noget forskning, der viser, at daginstitutioner typisk er indrettet efter nogle bestemte legetyper, der har det fælles karakteristika, at de er forudsigelige for personalet. Og vi er generelt ikke særligt gode til at designe til risikofyldte legetyper. Det kan blandt andet hænge sammen med, at vi lever i en sikkerhedskultur, hvor sikkerhed bliver værdsat enormt højt, men hvor vi ikke nødvendigvis har gennemtænkt, om oversikre miljøer er den bedste måde at beskytte børn på – og om det tværtimod er mere af det modsatte, vi skal have for at hjælpe dem på den lange bane," lyder refleksionen.

"Jeg synes, det er vigtigt, at man tilbyder børn informationsrige miljøer, hvor de virkelig kan boltre sig i nye informationer, situationer og måder at være i verden på – og selv kan gå på jagt efter overraskelser."

"Hvis du som forældre siger: ‘Nej, lille Anna, du må ikke spille iPad, men du må heller ikke gå ud i haven eller ud på vejen, for der kan du komme til skade eller blive kørt over. Du må gå op og lege med det legetøj, som du i forvejen ved hvordan fungerer.’ Så er der ikke noget at sige til, at Anna ikke bryder sig om det forslag."

"Børn er informationsnarkomaner, og hvor skal Anna så ellers gå hen og få sit informationsfix? Det tror jeg, at vi i stigende grad overser."