Pak pusletasken

Sådan pakker du pusletasken: 12 ting baby ikke kan undvære

Du har rigeligt at slæbe på, så prop ikke mere i tasken end du har brug for. Se, hvilke ting du skal huske.

Når du først har fundet den rigtige pusletaske, gælder det om at pakke den korrekt og let. Med mindre du er på et langt roadtrip, er der nemlig ingen grund til at overpakke din pusletaske. Vi har lavet en huskeliste med de allermest uundværlige ting, så din baby kan klare sig en dag på farten.

Det skal du huske til pusletasken:

  • Bleer
  • Skiftetøj
  • Vådservietter
  • Zinksalve
  • Stofbleer
  • Liggeunderlag
  • Ammeindlæg
  • Sutteflaske og evt. mælkebrikker
  • Ekstra sut
  • Affaldsposer
  • Hånddesinficerende gel
  • Et stykke legetøj
  • En flaske vand til dig selv

Bleer

Du behøver ikke 10 bleer, når du skal ud og trille med baby. Pak tasken med 4-5 bleer, så du kan klare en dag ude.

Skiftetøj

Du kan risikere at stå med en bodystocking, der er våd af gylp eller det der er værre, så husk at have en ekstra bodystocking og sparkedragt og strømper med i pusletasken.

Vaskeklude eller vådservietter

Der er mange meninger om vådservietter, og har du en sart baby, er det en god idé at fine et alternativ. Pak i stedet fugtede vaskeklude, så du kan klare alle typer bleskift.

Hvis du er til vådservietter, bør du læse vores test af vådservietter - så du kan vælge de allerbedste.

Zinksalve

En pludselig rød numse er ikke rar. Med zinksalven kan du lindre ubehaget, også selvom I er ude at trille.

Stofbleer

Når baby skal ammes, have flaske eller skemad, er stofbleerne en stor hjælp. De er også uundværlige, når du skal skifte ble på den lille. Pak eventuelt i forskellige farver, så du ikke kommer til at blande stofbleerne til de forskellige formål sammen.

Liggeunderlag

Hvis du ikke har en pusletaske med liggeunderlag, skal du huske et lille tæppe eller andet til at lægge baby på.

Sutteflaske og mælkebrikker

Giver du dit barn flaske, er det vigtigt at have nok mælk og rene flasker med. De små mælkebrikker er lidt dyre, men kan være gode, når man er på farten, da de er klar på et øjeblik.

Ammeindlæg

Især i starten, og når baby tager et af de berygtede tigerspring, er ammeindlæg uundværlige. Sørg for at have et ekstra sæt med i pusletasken.

Ekstra sut

Sutter har det med at blive væk eller ryge på jorden, og på farten er det ikke nemt at desinficere dem. Hav altid en ekstra eller to med i pusletasken hvis din baby bruger sut.

Affaldsposer

Nogle gange må man være kreativ, når det kommer til at finde en god pusleplads, og der kan være langt til den nærmeste affaldsspand. Du vil blive glad for en affaldspose eller to til den slags situationer eller til snavset tøj.

Legetøj

Hvis din baby vågner undervejs kan det være rart med lidt alderssvarende legetøj.

Hånddesinficerende gel

Står du på en legeplads, er der sjældent rindende vand. Brug derfor en alcogel til hurtig rens af hænderne efter et bleskift.