Sådan taler du med dit barn om døden

Selvom døden er det måske mest naturlige livsvilkår, vi har, så er den svær for os at tale om. Det gælder måske især, når vi skal tale med vores børn om den. For hvor meget skal de have at vide, når mormor er død? Hvor meget forstår børn om døden, kommer man til at gøre barnet bange ved at tale for meget om døden? Og hvad med begravelsen – hvornår er børn gamle nok til at komme med den? Det er på alle måder svært at opleve dødsfald i familien, men det gælder for de fleste familier, at de kommer til at miste en bedsteforælder eller et andet nær familiemedlem før eller siden. Derfor svarer børnepsykolog Heidi Agerkvist og sognepræst Signe Voldby her på alle de spørgsmål, du kan have om, at følge børn trygt igennem nogle af livet svære snakke.

Hvorfor er det svært for os at tale med børn om døden?

– Vi kan snakke om alt her i vores, lille land – bare ikke døden. Tit siger vi, at nogen er gået bort. Og det er jo egentligt mærkeligt. Man kan også høre i Radioavisen, at en dement kvinde på 72 år er gået bort fra sit hjem og sidst er set klokken 16 i går eftermiddags. Vi bruger det også som almindeligt term om mennesker, der forsvinder, men uden at de dør. Måske er det i en nøddeskal dét, det handler om. Vi bruger eufemismer, fordi vi ved ikke helt forstår, hvor man er, når man er død. Derfor er det også svært for os at tale med børn om det, siger Signe Voldby.

Hvor gamle skal børn være før, de forstår lidt om, hvad døden betyder?

– Når børn når fem-seksårsalderen, begynder de tit selv spontant at snakke om døden og være nysgerrig på den, fordi der skabes nye forbindelser i hjernen, som giver dem mulighed for at lave refleksioner omkring livet og døden, også selvom det ikke har relation til barnets eget liv. Men hvis man har et familiemedlem, som dør tidligere, skal man selvfølgelig tage barnet med i det og fortælle det, at oldemor er død og tage det i den højde, barnet nu er, siger Heidi Agerkvist.

Hvordan snakker man med sit barn om at et nært dødsfald?

– Så lige ud ad landevejen man overhovedet kan. Lad være med at sige at bedste er sovet stille ind, har stillet træskoene, eller er gået bort, og den slags talemåder, vi voksne godt kan lide at bruge. For hvad betyder det?  Hvor er hun gået hen? Den slags forvirrer børn. Formuleringer som at sove stille ind kan også gøre barnet bange for at sove. Sig det lige ud af posen: Bedste er død. Hun lever ikke mere. Hun var meget gammel, og hun holdt op med at trække vejret. Så der er rene linjer, og barnet skal ikke selv regne alt muligt ud, siger Heidi Agerkvist.

Hvordan overbringer man konkret nyheden om, at morfar er død?

– Sig: ”Kan du godt huske, at morfar har været rigtig syg (hvis det var tilfældet) – nu blev han altså så syg, at han er død”. Og så ikke mere i første omgang. Det er altid en god tommelfingerregel, at barnet spørger om det, det er klar til at høre et svar på. Måske spørger barnet selv: ”Hvorfor døde han?” eller ”Lukkede han selv øjnene?” Nogle børn bliver meget konkrete. Svar ærligt og simpelt, men det skal selvfølgelig være svar, barnet kan takle, siger Heidi Agerkvist.

Hvordan sikrer man ikke at gøre barnet utrygt, når man taler om døden?

– Hvis man holder sig til at svare på, hvad barnet spørger om, skal man ikke være så berøringsangst. Man skal huske på, at man ikke kan gøre sit barn ked af det eller bekymret over noget, det allerede er ked af eller bekymret over. Idet barnet italesætter tankerne, så ér de der allerede, og så giver man tryghed og hjælp ved at tale om det, og utryghed ved at tale udenom. Det gælder også andre store og uhyggelige ting i livet, som børn kan have spørgsmål om – fx terrorangreb, siger Heidi Agerkvist.

Hvordan hjælper man sit barn til at forstå, hvad sorg er?

– Tal om sorgen i en referenceramme, barnet forstår. Det kunne være, da barnet brækkede benet, og det gjorde rigtig, rigtig ondt: ”Og kan du så huske, at efter gipsen kom af, så tog det noget tid, før du rigtigt kunne gå igen på benet, for du skulle lige lære det, efter det havde været brækket”. Sorgen er også noget, der gør ondt, og som tager tid at hele fra. Det er ikke det samme som et brækket ben, men det giver alligevel en parallelisering, barnet forstår, siger Signe Voldby.

Kan man gøre noget forkert ved at tale med børn om død og sorg?

– Ja, hvis man kommer til at tale med sit barn om noget, man burde tale med en anden voksen om. Altså ens egen sorg, dér hvor den gør allermest ondt. Men det, jeg typisk ser, er, at man taler for lidt. Men man skal bare tale! Man behøver ikke at have svar på det hele. Det vigtigste er at være åben og være i kontakt omkring det, så barnet ikke er alene med sine følelser, tanker og spørgsmål. For så er det, der let kan komme nogle monstre under sengen, siger Heidi Agerkvist.

Hvordan håndterer man sin egen sorg og følger sit barn trygt igennem et tab samtidig?

– Forældreskabet behøver ikke være så indviklet eller perfekt, som vi forestiller os. Nogle gange glemmer vi, at vores børn har gavn af at se, at vi bare er mennesker. Man kan sagtens involvere børnene i, at man er i sorg. Selvfølgelig ikke hvis man er fuldstændig opløst, eller hvis de aldrig har set far græde, og nu hulker han sammenkrøllet hver dag. Men at få våde øjne eller græde et par tårer eller tyve, når man kommer til at tænke på morfar, er så okay. Også efter måneder og år. Sorg jo bare kærlighed, som ikke kan finde frem til den, den er tilsigtet og derfor ikke rigtigt kan lande, siger Heidi Agerkvist.

Hvordan involverer man bedst sine børn i ens egen sorg?

– Man skal ikke gemme det væk eller lyve og sige, man har fået noget i øjet. Når barnet spørger, om man er ked af det, så sig: ”Ja, jeg kom lige til at tænke på morfar, og så kom jeg sådan til at savne ham”. Det giver anledning til en god snak i familien om, at det jo faktisk er privilegie at have nogen, som har betydet så meget for en, at man kan være ked at ikke at have dem mere. Brug det til at mindes sammen. Der behøver ikke være så langt fra sorg til glæde, siger børnepsykologen.

 Hvilke tegn er der på, at mit barn er i sorg?

– Nogle børn er meget eksplicitte omkring det. Andre går og putter med det og får ondt i maven, har svært ved at sove og den slags. Hvis man lægger mærke til en ændring i adfærd, den ene eller den anden vej, kan det være et tegn på, at der er noget, der fylder i barnet, siger Heidi Agerkvist.

Hvordan hjælper man et barn i sorg?

–  Man er bare rigtig meget tilgængelig. Man skal ikke nødvendigvis sætte mange ord på, for tit er der ikke rigtigt nogle ord, barnet har brug for at sætte på det. Så er det bare mærkeligt, og barnet er ked af det. Det vigtige er, at barnet ikke skal bære det alene. Så en hjælp kan være at sidde lidt tæt, eller bare kigge på barnet og sige: ”Jeg har set dig, jeg er her med dig. Jeg har tusind krammere på lager, og nogle giver jeg dig også en uden, du har spurgt”, siger Heidi Agerkvist.

Hvornår skal børn med til begravelse?

– Jeg synes faktisk, at alle børn kan komme med til begravelsen – også små børn. De kan ikke gøre noget forkert. Hvis de går lidt rundt og rører ved kisten, så lad dem gøre det. Børn har også brug for at sige farvel. Jeg plejer altid at have steder i min tale, hvor jeg stopper op og taler direkte til børnene om, hvad det er, vi er samlet om og lidt om Gud og døden i børnehøjde. For hvis bare nogle af børnene går derfra og har fået døden afmystificeret lidt, så er det det hele værd, siger Signe Voldby.

Hvordan forbereder man barnet på at deltage i en begravelse?

– Tal med barnet om, hvad der sker til en begravelse, så barnet ikke bliver utrygt over, at de voksne græder. Hvis barnet ved, det er fordi, de savner mormor og tænker på hende, mens de siger farvel, så kan de sagtens være i det. Jeg ser endda, at børn tager mors eller morfars hånd for at trøste. Ikke fordi de skal tage et ansvar, men fordi når de er klædt på til det, så er det ikke så barskt, at nogen græder. Det er også en god idé at forklare ritualerne på forhånd. Ellers kan det føles underligt, at præsten putter jord på kisten eller at onkel og de andre pludselig bærer på kisten med mormor indeni, siger Signe Voldby.

Hvornår kan børn klare at se den afdøde?

– Jeg mener hverken, der er en aldersgrænse for, hvornår børn kan være med til begravelser eller kan klare at se den døde. Oldefar skal selvfølgelig være i en tilstand, så han ser fredelig og ikke skræmmende ud, men hvis barnet har lyst til at se ham og er nysgerrig, så lad dem. Det vigtigste er, at forældrene kan at være der for barnet. Og så kan børn tit have brug for at gå lidt til og fra, og det skal man selvfølgelig lade dem gøre og støtte dem i, siger Heidi Agerkvist.