Alt hvad du skal vide om din babyalarm

Sådan vælger du den rette babyalarm

Hvor vigtigt er det med kamera og talk-back? Og hvad skal du vide om rækkevidde, frekvenser og batteriets levetid? Få det store overblik.

Faktaboks

Gå efter litiumbatterier, der holder længst. De kan ’klatlades’, hvis du akut skal bruge alarmen, og den er løbet tør for strøm.

Kilde: Simon Andersen, far til tre og butikschef i Ønskebørn Grenå.

Hvad er det vigtigste, når jeg køber babyalarm?

Du skal kunne høre babyen, og du skal kunne stole på, at der er forbindelse. Hvis forbindelsen svigter, skal alarmen give besked. Den skal også advare dig, hvis du er uden for rækkevidde, eller batteriet er ved at løbe tør.

Hvilken type alarm giver det bedste signal?

En babyalarm med DECT – digitalt forstærket signal – har kun lille risiko for såkaldt interferens, hvor der er andre ‘på linjen’. Risikoen er større med en analog alarm – men hvis den har digitalt kodede kanaler, bliver signalet bedre. Gå efter en alarm, hvor du kan justere følsomheden, så du hverken hører pippende fugle eller overhører babys gråd.

LÆS OGSÅ: Test: Her er den bedste babyalarm

Hvilken alarm udsender mindst stråling?

En analog babyalarm udsender mindre stråling end en digital. Nogle digitale alarmer kan sættes i ECO-mode, så strålingen bliver lavere, men det gør omvendt rækkevidden dårligere. Du må altså vælge, om det ene eller andet er vigtigst for dig.

Tænk på rækkevidden

Hvor langt skal min babyalarm række?

Nogle alarmer siger flere hundrede meter, men det gælder kun i åbent landskab. Mange ting spiller ind, og din alarm kan fungere fint fra rum til rum, men ikke mellem to etager. Du kan altså ikke regne med rækkevidden, men test alarmen ved at gå uden for butikken med den – det skal den kunne række til.

Hvilke batterier er de bedste?

LÆS OGSÅ: Spar penge på dit barns udstyr

Det vigtigste er, at alarmen kan lades op, mens den er i brug. Det er upraktisk med en alarm, der ikke virker, når baby er klar til lur. Litiumbatterier holder længere end almindelige, men de er sværere at skifte selv. Vælg genopladelige batterier, så du ikke hele tiden skal købe nye.

Er det vigtigt med kamera, infrarødt lys og musik?

Det er smarte detaljer, som nogle er glade for, mens det for andre er unødvendigt. En babyalarm med kamera er ofte mere klodset og har dårligere rækkevidde end andre alarmer. De smarte detaljer forkorter desuden batteriernes levetid, og kamera gør alarmen dyrere.

Er dyre babyalarmer bedre end billige?

Der er ikke fundet sammenhæng mellem pris og kvalitet. Der er dyre alarmer, der klarer sig dårligt i test, og omvendt. Det handler om dit behov, og anbefalingen er derfor, at du venter med at købe, til du har født og ved, hvad du har brug for.

Kilde: Stine Müller, testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk. Anbefalingerne bygger på test af 11 forskellige babyalarmer i juni 2012. Du kan altid finde omkring 25 forskellige test af børneprodukter på Taenk.dk/boern

LÆS OGSÅ: Spar penge på dit barns udstyr

LÆS OGSÅ: Sådan vælger du den rigtige slynge og vikle