RS-virus: Alt du skal vide om den smitsomme sygdom
Den smitsomme RS-virus kan få alarmknapperne til at blinke hos især småbørnsforældre. Bliv klogere på sygdommen og få gode råd til at spotte symptomerne.
Det risler gerne koldt ned ad ryggen hos småbørnsforældre, når kalenderen viser vinter og den kradse RS-virus melder sin ankomst. Snuen, som år efter år hærger i institutionerne og sender småfolk på sygehusene med vejrtrækningsproblemer.
Ja, faktisk er RS-virussen ganske vanskelig at undgå – hvis ikke umulig – og derfor vil næsten alle børn have haft sygdommen mindst én gang, inden de fylder 2 år.
Heldigvis kommer langt de fleste børn godt igennem en RS-virus helt af sig selv. Men derfor er det alligevel godt at kende til symptomerne, så du kan gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Og ellers slappe af og pleje juniors behov!
Hvad er RS-virus?
En RS-virus infektion er en almindelig forkølelsesvirus, som ligner en hvilken som helst anden snue med nys, feber og hoste. Men RS-virus sætter sig på luftrør, bronkier og lunger, hvor der dannes et særligt svært og sejt sekret (slim og snot), som irriterer luftvejene. Samtidig hæver slimhinderne, og det kan gøre vejrtrækningen besværlig.
”Et RS-virus minder på mange måder om akut astmatisk bronkitis. Vejrtrækningen bliver hvæsende, og man kan høre, at der virkelig står noget nede i lungerne, som skal op. De små kan blive så udmattede, at de simpelthen ikke har kræfter nok til at få det op,” fortæller Kaare Lundstrøm overlæge på Rigshospitalets børneafdeling.
Infektionen rammer typisk i vinterhalvåret og er meget smitsom. Derfor vil børnehaver og skoler være store smittecentraler.
Hvem kan blive syge af RS-virus?
Alle mennesker kan blive ramt af en RS-virus infektion, men for voksne og større børn er virussen lige så ufarlig som en almindelig forkølelse. For de nul til toårige kræver det imidlertid mange kræfter at trække vejret og hoste sekretet op. Det gælder især børn under et år.
”Et lille barn er på alle måder mindre end en voksen. Det gælder også størrelsen på luftrøret og bronkierne. Men hævelsen i slimhinderne er den samme, uanset om man er barn eller voksen. Derfor rammer en RS-virus infektion små børn hårdest,” fortæller Kaare Lundstrøm.
Sådan konstaterer du, om dit barn har RS-virus
Hvis dit barn blot er snottet, men ellers er frisk, spiser normalt og gerne vil have kontakt, er der ingen grund til panik. Bliver hun bleg, afviser kontakt og har svært ved at spise, skal du dog være opmærksom.
LÆS OGSÅ: Sådan holder du dit barn varmt i vinterkulden
Og så skal du holde øje med, hvordan din lille snotnæse trækker vejret. Hvis hun trækker maven helt ind under ribbenene, er det tegn på, at hun bruger for mange kræfter. Hold også øje med hurtig vejrtrækning og lyd på udåndingen.
Sådan behandler du RS-virus
Er dit barn udmattet, slapt og har svært ved at hoste slimen op, skal du søge hjælp på skadestuen eller en børneafdeling. Børn under et halvt år med RS-virus infektion vil som regel blive indlagt på hospitalet. Her får de hjælp til at trække vejret ved hjælp af C-PAP-metoden, hvor en lille tingest blæser varm luft ind gennem næsen og videre ud i lungerne.
Derudover får børnene ofte ilttilskud, behandling med astmamedicin og hjælp til at suge slimet væk fra luftvejene. Typisk skal I være indlagt sammen et par dage til en uge. Kun i yderst sjældne tilfælde skal der mere behandling til, som vil kræve længere indlæggelse.
LÆS OGSÅ: Sandt eller falsk? Her er 17 myter om dig og din baby
Har du større børn, som er ramt af RS-virus, skal du i langt de fleste tilfælde blot lade kroppen klare sagerne selv – og tage dig lidt ekstra godt af junior imens.
Kan RS-virus undgås?
Selv om RS-virus langtfra er sjovt, er der ifølge Kaare Lundstrøm ingen grund til, at du isolerer dig i en glasklokke hele vinteren. Dog anbefaler han, at du så vidt muligt forsøger at holde din baby på under et år på afstand af forkølede voksne og børn. Daginstitutioner er store smittecentraler, og hvis det er muligt, skal du undgå meget tæt pakkede rum i vinterhalvåret, hvor risikoen for virus er størst.
LÆS OGSÅ: Børnesygdomme: Hjælp dit barn gennem vinteren
Du skal dog ikke nægte en forkølet storebror eller storesøster at være sammen med sin lillebror eller -søster på grund af fare for smitte. Sørg i stedet for, at den store vasker hænder, når de har med den lille at gøre. RS-virus smitter nemlig via det sekret, barnet nyser ud i hænderne.
OBS: Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 30. juni 2009. Efter aftale med Kaare Lundstrøm, overlæge på Rigshospitalets børneafdeling, er artiklen opdateret af Amalie Louise Bernitt.