Donor til måske 42 børn: ”Der vil være nogle af de børn, jeg har hjulpet til verden, som har haft en hård opvækst”

Pigen hedder Guro. Hun er norsk. Eller det vil sige, det er hendes biologiske mor og den mand, hun kalder sin far. Men det er Ask Anders Skovsted fra Vallensbæk udenfor København, som har leveret 48% af hendes gener.

Den tidligere sæddonor offentliggjorde i 2018 sit donornummer og resultaterne af en DNA-test på hjemmesiden www.myheritage.com. Målet var at give de mange, nu voksne mennesker i Danmark, Norge og Island, som han er biologisk far til, muligheden for at finde ham.

”Én af mine bevæggrunde til at blive donor var, at jeg havde sådan en naiv forestilling om, at mine børn ville kunne være med til at gøre verden til et bedre sted,” fortæller den nu 53-årige kordegn.

Donor KPLL 1854

For Ask Anders Skovsted begyndte donorgerningen i 1988. Dengang var han medicinstuderende. I en annonce indrykket i de lægestuderendes blad, FADL-Bladet, læste han, at Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium søgte sæddonorer. Tanken om at hjælpe barnløse appellerede til den dengang 21-årige præstesøn, ikke mindst i en tid, hvor AIDS-krisen og Bløderskandalen skabte utryghed og gjorde det svært for mange danske par at stifte familie.

”Jeg tror, at det har været en del af min mening med livet,” fortæller Ask Anders Skovsted, som mødte op på klinikken i Pilestræde, gennemgik en række tests og blev registreret i systemet som Donor KPLL 1854.

I dag indrømmer han, at beslutningen om at donere sæd nok også indeholdt et element af ungdomsoprør.

”Som barn fik jeg ikke lov til at finde ud af, hvem jeg var. Det eneste, der gjaldt, var, at man skulle være intellektuel. At blive sæddonor var ikke noget, man forventede af mig,” fortæller den blonde mand, som blev én af de mest eftertragtede donorer på klinikken.

Mødet med Guro

Det var et vendepunkt i Ask Anders Skovsteds liv, da han i 2018 - tre årtier senere - blev kontaktet af sin 27-årige, norske datter, Guro, der først som teenager fandt ud af, at hun var donorbarn. På hjemmesiden www.myheritage.com stod DNA-testresultatet sort på hvidt: de to var familie. Og en aften var hun pludselig i røret:

”Det var helt vildt. Min første reaktion var, at jeg blev glad - og også lettet. Det blev levende på en helt anden måde.”

Det første fysiske møde fandt sted i Københavns Lufthavn:

”Noget af det første, hun siger til mig er ’Tak for livet!’. Og så ville hun gerne vide, om jeg havde doneret for pengenes skyld, eller om jeg var mit ansvar bevidst omkring de børn, jeg var med til at sætte i verden."

LÆS OGSÅ: Familie på 11: ”Nogle gange kan det godt slå mig, om der nu er en af dem, der er gået under radaren”

Højere krav til donorer og forældre

Netop ansvaret overfor barnet ligger Ask Anders Skovsted meget på sinde. Allerede som 21-årig ville han gerne have været registreret med sit navn. Men lovgivningen tillod dengang kun anonymitet, og det har ærgret ham.

”Der vil være nogle af de børn, jeg har hjulpet til verden, som har haft en hård opvækst. Og dem føler jeg mig ansvarlig overfor. Der ville jeg, hvis jeg havde kendt deres mor, have kunnet gå igennem ild og vand. Den mulighed har jeg ikke haft, og det er jeg selvfølgelig ked af.”

Han mener, der bør stilles langt højere krav til sæddonorer, og at muligheden for anonymitet skal afskaffes.

”Det betyder noget, at man kender sit genetiske ophav, også i forhold til sygdomme. Hvis et donorbarn bliver spurgt af sin læge, om der er kræftformer i familien, så vil de jo ikke ane, hvad de skal svare – eller svarer noget forkert”.

Og så er der det ansvar, der ligger hos forældrene. Børnene har krav på at vide, de er donorbørn. Hvis ikke de ved det, ser han en risiko for, at de kan ende i parforhold med en halvsøskende.

”Det er for farligt simpelthen, og politikerne har ikke tænkt sig godt om der. For det med de anonyme donorer gør, at barnet ikke har retssikkerhed. De kan virkelig ende med at komme galt afsted.”

LÆS OGSÅ: Klumme om fertilitet: ”Der skal højst sandsynligt meget mere til end to ryk og en aflevering”

Rod i arkiverne

Ask Anders Skovsted ved ikke hvor mange, han er biologisk far til. Hans kalkulationer peger på 42: otte i Norge, seks i Island og 28 i Danmark.

Men måske finder han aldrig svaret. For da han og konen gennem 20 år, Birgitte, i 2020 opsøgte den nu lukkede donorklinik i Pilestræde, var ingen hjælp at hente. Databaser var nedlagt, dokumenter makuleret og det hele var meget ”tys-tys”. I slutfirserne lød beskeden, at hans ”strå” maximalt kunne bruges af 14 danske par i regi af Københavns Praktiserende Læger.

Men Guros mor mener at vide, at hun blev insemineret gennem sædbanken Cryos i Norge. I så fald er hans sæd blevet solgt også udenfor landets grænser og af flere klinikker. Guro har forsøgt at få aktindsigt i sin mors fødselspapirer, men ingen ved tilsyneladende, hvor arkivet fra det norske hospital, hun er født på, er forsvundet hen.

Alligevel er han og Birgitte, som ikke nåede at få egne børn, glade for at vide, at der findes mange efterkommere. De har endda fået et lille, norsk donorbarnebarn: Emil. Og deres dør står altid åben for flere donorbørn- og børnebørn.

”Nu håber vi bare, de ikke kommer allesammen på én gang,” griner han.