Sara var 18 år, da hun fødte sit første barn – nu vil hun gerne fortælle os én ting
En sommerferie i 2016 blev livsomvæltende for 18-årige Sara Andersen, som ni måneder senere kunne føje titlen singlemor til sin livshistorie. I dag er hun 24 år og taknemmelig for, at hun ikke overgav sig til stereotype forestillinger om unge mødre – men insisterede på at tage sin skæbne i egne hænder.
Denne artikel er første gang udgivet i magasinet GRAVID i 2023.
Blikket, som jordemoderen sender Sara, er ikke ét, hun har forventet. Der er noget pudsigt, nærmest forundret i det, som hun ikke umiddelbart kan afkode.
Hun ligger på en briks på hospitalet i Odense med en scanner på maven og udsigten til at gennemføre den abort, hun netop har skrevet under på, at hun ønsker. Og nu – nu er det, som om stemningen i rummet pludselig ændrer sig.
Da jordemoderen igen vender sig mod Sara, er det med en meddelelse, som ingen af dem har regnet med: ”Du er altså ikke i sjette uge, sådan som din læge mener, Sara Andersen. Du er meget længere henne. Nærmere uge 14,” lyder det, og et øjeblik står alting stille i det lille hospitalsrum.
”Jeg kan huske, at jeg spurgte hende, om hun ville dreje skærmen. Og jeg kan huske, hvordan jeg kunne se, at den lille, der lå derinde, var helt ’færdig’; med næse, mund og små arme og ben. Det gav mig en instinktiv lyst til at beholde barnet og fik mig til at tænke, at det kunne jeg sagtens klare,” mindes Sara om den skæbnesvangre efterårsformiddag i 2016, hvor hun som 18-årig indså, at hun skulle være mor.
Solo, i kølvandet på en festlig, ubekymret sommer.
”Kort efter kom en læge ind og konstaterede, at den lille så sund og rask ud, og jeg kunne mærke, at jeg blev fyldt op af en inderlig glæde og lettelse – som samtidig var svær at placere,” fortæller hun.
Shit, jeg skal have en abort – ellers går mit liv i stykker
Det lå nemlig på ingen måde i kortene, at Sara Andersen skulle være teenagemor. Tværtimod. Hun levede et liv som så mange andre unge; boede hjemme hos sin mor i Odense, var single, datede, havde masser af venner og fester i kalenderen og en dansekarriere, der langsomt var ved at tage form, og som netop dét år varslede et ophold på en danseskole i Paris.
Verden lå åben og drejede sig udelukkende om – ja, Sara selv. Og selv hendes krop virkede til at være intetanende om, at den var i gang med at skabe noget livsomvæltende.
”Jeg var på p-piller og havde været det i flere år, og jeg mærkede ingenting til hverken ømme bryster eller kvalme. Jeg havde sprunget en menstruation over, men jeg tænkte slet ikke på, at graviditet kunne være en mulighed. Ikke før en aften – hjemme hos en veninde, inden vi skulle i byen – hvor jeg syntes, jeg kunne fornemme noget anderledes i min krop og tog en test. Som blev til fem test. Som alle var positive,” fortæller Sara og smiler ved tanken, imens hun med en to go-kaffe i hånden svinger ind på en sti i Frederiksberg Have.
Vi er ikke langt fra den lejlighed, hvor hun i dag bor med sin kæreste, Jonas, og sin søn, Alfred på snart seks år.
Annonse
”Inden jeg opdagede, hvor langt jeg var henne, tænkte jeg, at jeg aldrig skulle have børn. Fordi det ikke sagde mig noget, og fordi jeg havde en oplevelse af, at det var en slags stopklods i livet. Så min første tanke, da jeg så den positive test, var: ’shit, jeg skal have en abort – ellers går mit liv i stykker’,” fortæller hun videre og mindes, hvordan hun den aften tog i byen med sin veninde som planlagt. I noget, der lignede fem minutter, før hun smuttede igen – fuldstændig fyldt op af sin nye opdagelse.
Morgenen efter delte Sara nyheden med sin mor, som støttede hende med det samme.
”Jeg kan huske, at hun med det samme sagde, at vi nok skulle finde ud af det uanset hvad, og jeg er i det hele taget vokset op med en familie, hvor vi klarer tingene og tager dem, som de kommer,” beskriver Sara og understreger, hvordan det udgangspunkt var uvurderligt – ikke mindst da hun få dage senere fandt ud af, at hun var meget tættere på at blive mor end på at fortsætte sit vante ungdomsliv.
”Graviditet og moderskab er en dannelsesrejse, og hvor andre på min alder dengang tog på rejser med rygsæk, blev min rejse pludselig meget mere indadgående. Jeg havde ingen uddannelse, boede i min mors kælder og var alene. Og på den måde var jeg også med ét i gang med at gøre alting i den ’forkerte’ rækkefølge. Derfor betød det noget særligt, at min tætte familie og mine nære venner tog det helt roligt, kunne glæde sig og bakkede mig op,” konstaterer hun.
”Samtidig følte jeg, at andre i min omgangskreds syntes, at det var synd for mig, og jeg mærkede den der uskrevne regel om, at ’du skal leve dit liv, og så kan du få børn’. Jeg følte det nærmest som en kollektiv samfundssorg; både med en bekymring over for mit barn og en sorg i forhold til mig og mit ’mistede’ liv. Så selv om mit hjerte fortalte mig, at det var det helt rigtige, blev det også meget konfliktfyldt for mig. For jeg havde jo slet ikke ’levet mit liv’,” lyder det fra Sara, som for en kort tid lukkede sig inde i sig selv.
Før hun ved egen kraft fik vendt situationen.
”Jeg fik overbevist mig selv om, at jeg var fri til at skabe min egen rækkefølge og selv kunne bestemme, hvad de næste trin skulle være, hvilket gav mig en enorm stor indre styrke og frihed. En slags ’fandme nej’-følelse, hvor jeg fik lyst til at vise verden, hvordan tingene også kan se ud, og at jeg selv kunne magte den opgave, der lå i at blive alenemor så ung. Samtidig lagde det et forventningspres på mine egne skuldre – fordi jeg blev meget optaget af, at jeg ikke kun skulle være en god mor for mit barn, men også være god mod mig selv,” erkender hun.
Annonse
Enegang på godt og ondt
Mor blev hun en tidlig forårsdag i 2017. Til en lille velskabt dreng. Med sin egen mor ved sin side og på så kort tid, at hun var hjemme igen få timer efter fødslen.
Hun kom med i en mødregruppe for unge mødre og blev en del af Mødrehjælpens rådgivende indsats for unge forældre – og gjorde sig begge steder spinkle håb om at møde bare en enkelt ligesindet. Hvilket i stedet blev til en konstatering af, at der er lige så stor forskel på unge mødre som på alle mulige andre.
”Det har lige fra starten været vildt hårdt at skulle kæmpe imod den forestilling, der findes om ’de unge mødre’ og de realityprogrammer, som har været med til at skabe den forestilling. Jeg har tit følt, at mange tænkte – og stadig tænker – om mig, at jeg er en mindre god mor med mindre livserfaring, fordi jeg fik Alfred så ung. At jeg bliver sat i en bestemt bås og har skullet bevise, at en god mor kommer i alle aldre og størrelser og med alle historier bag sig. For eksempel når jeg har afleveret ham i institution og været blandt andre forældre, som signalerer, at vi ikke har noget til fælles – på grund af aldersforskellen,” fortæller Sara, som flyttede i egen lejlighed i Odense, da Alfred var et par måneder, og havde sit første møde med institutionslivet, da han 10 måneder gammel startede i vuggestue.
På det tidspunkt havde hun for længst parkeret drømmen om dansen og var i stedet begyndt på HF enkeltfag med fjernundervisning. Hvilket hun trivedes med. Indtil hun en dag så et skilt med titlen ’sexolog’ og mærkede et lille lyn slå ned.
”Jeg havde længe haft lyst til at bruge den indre rejse, jeg havde været på ved at blive mor og tænkte med det samme, at det var da det, jeg skulle. Folk i min vennekreds var dengang i fuld gang med at rejse ud i verden eller flytte til København, og allerførst blev jeg ramt af ærgrelsen over, at jeg ikke kunne det samme, fordi jeg havde et barn. Men i næste øjeblik tænkte jeg heldigvis; hov, hov, er det ikke noget med, at børn ikke begrænser, men skaber, og at du faktisk selv bestemmer, hvordan du levet dit liv?” griner Sara og fortæller, hvordan hun besluttede at rykke til hovedstaden og starte på uddannelsen til sexolog, da Alfred skulle begynde i børnehave. Og ovenikøbet var så heldig at finde en lejlighed, som hun kunne dele med to venner.
”Det var virkelig rart, for man kan godt blive lidt bims af kun at være sammen med et lille barn. Lige siden Alfred kom til verden, har jeg været nødt til at tænke dele af mit sociale liv på en ny måde – hvis jeg for eksempel skulle til fest eller på date, var jeg nødt til at skaffe pasning og vide, at jeg var mor igen 12 timer senere, og jeg har hurtigt lært at være kræsen i forhold til, hvem jeg vil bruge min tid med hvornår,” fortæller hun og indskyder, hvordan det mange gange også har været hårdt og ensomt.
Annonse
”Det har været vigtigt for mig at kunne italesætte den følelse, fordi ensomheden er et vilkår, når man får barn alene. Så snart du bare går ind på en graviditets-app, står der ’partner’ og ’mor og far’, og på den måde er du fra begyndelsen ensom i forældreskabet. Ligesom det har været tilfældet på sociale arenaer, hvor jeg enten har følt mig for ung – for eksempel til forældremøde i vuggestuen – eller for gammel, hvis jeg for eksempel har siddet på en bodega, hvor jævnaldrende har været i gang med at drikke æblekageshots og slå søm i. I det lys er det et specielt sted at være.”
Mor på ny
Regnen falder støvfint over Frederiksberg Have, imens Sara laver et kort ophold i sin fortælling – og i sin gang.
I sommeren 2022 skete der nemlig det lidt uventede, at hun blev gravid. Og denne dag er hun kun få måneder fra at skule føde sit og Jonas’ første fælles barn. Hvilket kalder på en pause i ny og næ.
”Jonas og jeg mødte hinanden i Odense og havde ikke talt sammen i mange år, da vi stødte ind i hinanden sidste sommer. Nu har vi været kærester i lidt over et år,” siger hun og lyser i blikket. Han er 24 år, som hun selv, læser psykologi, og så er han og Alfred blevet enormt tætte," fortæller hun.
”Alfred har egentlig aldrig vist behov for en anden forælder. Han har spurgt til det, og vi har snakket om det, men han har aldrig givet udtryk for et savn. Først da Jonas kom ind i billedet, begyndte han at vise en anden interesse, og en aften, hvor Jonas puttede ham, spurgte han ind til det med at have en far. Jeg kunne høre, hvordan Jonas sagde til Alfred, at han gerne måtte kalde ham far, hvis han havde lyst, og efter lidt tid begyndte han at prøve det af. Det var vildt for mig at opleve. Og nu kalder han ham konsekvent far,” smiler Sara, imens parkturen går videre.
”Jeg føler i det hele taget, at vores familie er meget selvvalgt. Også selvom det, at vi skal have et barn mere, ikke var planlagt. Jeg fik taget min spiral ud, fordi jeg gerne ville gerne se, hvordan min krop fungerede uden prævention, og Jonas og jeg nåede at snakke om, at hvis jeg blev gravid, så var det ok. Jeg nåede også at sige til ham, at hvis det skete, havde jeg brug for, at han var stærk i det og ville være der. Fordi jeg ved, at jeg kommer til at have noget modstand på at skulle have barn med en partner, nu hvor jeg har gjort det alene. En følelse af, at ’jeg ved bedst’,” konstaterer hun og kan i det hele taget godt kan mærke, at der følelsesmæssigt er noget andet på spil denne gang.
”Jeg gør pludselig alting i den ’rigtige’ rækkefølge. Det gør det nemmere, fordi det betyder, at der er en anden at dele glæden med, men også sværere, fordi jeg skal gøre det igen – bare under nogle helt andre forhold.”
Det er på én gang sårbart og fedt, erkender hun, at der nu er en far, som er vidne til hendes graviditet; til at hun er big time hormonel, grådlabil og om lidt har råmælk ud af brysterne. Alt det, hun tidligere var alene om.
Måske er det også derfor, at en helt særlig frygt ramte Sara – sammen med graviditeten.
”Jeg blev pludselig bange for, om vores forhold kunne gå i stykker, og det var jeg meget ærlig omkring. Jonas var ærlig tilbage og lovede mig, at han ikke løber nogen steder. På den måde tror jeg, at det vil give os begge to en kæmpe tryghed, at vi så tidligt kan klare den slags og vokse sammen, og at Jonas, ligesom jeg, kan opleve, at livet ikke går i stå, fordi man får børn."
"Jeg føler ikke, at der er blevet taget noget fra mig, fordi jeg fik Alfred så ung, og jeg synes, det er virkelig vigtigt at dyrke den fortælling, der handler om det modsatte; at det rent faktisk gav mig en kæmpe frihed at bryde med samfundets forventninger og ’regler’ og forme min egen livsbane. Uafhængigt af de skridt, man normalt tager som ung,” siger hun og bliver ved den tanke:
”Det lærte mig meget hurtigt, at jeg ikke kan styre noget i mit liv. At jeg i stedet må ’go with the flow’ og selv tage ansvar for at få det bedste ud af det. Og så har det givet mig muligheden for at få lov til at være sammen med mine børn i ekstra lang tid, hvilket er virkelig fedt.”
