Skole
Har du et spørgsmål om dit barns skole? Spørg Janne Clevin, som har været folkeskolelærer i over 30 år. Hun er ud af en børneglad familie som datter af alle tiders børneven, Jørgen Clevin.
Skole dropper elevplaner
De omstridte elevplaner, som alle folkeskolelærere skal lave, har måske en usikker fremtid foran sig. I hvert fald har en skole i Ebeltoft planer om at skrotte planerne. Skolen vil udnytte en aftale mellem regeringen og kommunerne, om at komme noget af det offentlige bureaukrati til livs, til at droppe elevplaner i fag som billedkunst, hjemkundskab, musik og idræt. Skolens ønske bliver bakket op af kommunen, men Velfærdsministeriet skal afgøre sagen.
Kilde: dr.dk
Brevkasse
Kan jeg foreslå loft på tøjbudget?
Kære Janne,
Mit spørgsmål er måske lidt uden for skoleområdet, men jeg prøver alligevel. I min datters tredjeklasse er tøjræset gået helt amok. De totre ‘førerpiger’ i klassen snakker konstant om tøj og går vildt op i tøjmærker og det rigtige tilbehør – tasker, bælter, mobiler og tørklæder, i en grad, som jeg slet ikke troede kunne ske for kun niårige piger. Det er ikke bare det sidste nye fra H&M, men rigtig dyrt tøj. Niveauet er højt, og kopier bliver påtalt. Jeg har tænkt mig at tage det op på næste forældremøde. Men kan man tillade sig at bede andre forældre – som sikkert har penge nok – om at holde igen på tøjbudgettet for vores andres skyld?
Hilsen en mor, som ikke kan – eller vil! – være med i ræset.
Kære mor,
Du har ret i, at dit spørgsmål er uden for skoleområdet, men det må dog påvirke forholdene i din datters klasse så meget, at det kræver handling. Jeg kan forestille mig, at forholdet mellem pigerne i klassen præges af ‘førerpigerne’ i andre sammenhænge, hvilket jo ikke er godt for læringsmiljøet og sammenholdet i klassen. Jeg synes, det er en god idé at tage det op på et forældremøde, for det kan jo være, at der i virkeligheden er flere forældrepar, der er ligeså utilfredse med ræset som dig. Send bare en prøveballon op og se, hvordan reaktionen bliver. Har du for øvrigt kontaktet klasselæreren for at høre, om ræset har skabt sociale problemer i klassen? Hvis det har gjort det, er det også et problem for lærerne og dermed ekstra god grund til at fremføre det på et forældremøde.
Held og lykke med det.
Venlig hilsen Janne Clevin
Lærere skal reagere
Ingen børn skal gå for lud og koldt vand. Det er baggrunden for en kampagne, som Ankestyrelsen har lanceret for børnefagpersoner som lærere og pædagoger. Kampagnen skal minde fagpersonerne om deres skærpede pligt til at underrette myndighederne, hvis et barn har problemer.
Kilde: Ritzau
Moderne gruppearbejde
Cooperative Learning er navnet på en ny undervisningsmetode, der går efter at aktivere alle elever i en klasse ved at involvere dem i gruppearbejde frem for at sidde passivt og lytte på dialogen mellem læreren og en enkelt elev. Et af redskaberne er rollelæsning, hvor børnene i små grupper skal skiftes til at være på med højtlæsning og gendigtning af indholdet i teksten. Så her er ikke noget med at sidde og dukke sig …
Kilde: Magasinet Skolebørn
Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns skolegang?
Mail til: skole@juniormag.dk Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.