Skole

Faktaboks

Janne Clevin har været lærer i folkeskolen i mere end 30 år og er, som datter af alle tiders børneven, Jørgen Clevin, ud af en børneglad familie.

Har du et spørgsmål om dit barns skole?

Spørg Janne Clevin, som har været folkeskolelærer i over 30 år. Hun er ud af en børneglad familie som datter af alle tiders børneven, Jørgen Clevin. Send dit spørgsmål til skole@juniormag.dk

Faktaboks

Er din søn gået i stå med læsningen??Er du i tvivl om, hvilken skole du skal vælge til din datter? Har du spørgsmål til skole-hjem-samarbejde? Eller vil du vide mere om reglerne for ferie uden for skoleferierne?

Har du spørgsmål om dit barns skolegang, så skriv til lærer Janne Clevin på skole@juniormag.dk

OBS! Juniors redaktion udvælger hver måned spørgsmål til besvarelse. Eksperten svarer altså IKKE på alle spørgsmål, men kun de udvalgte.

Online med fritidshjemmet?

Ville det være dejligt at få en sms, når dit barn forlader SFo’en? Eller lige kunne sende en mail til SFO’en om, at ”oscar må gerne gå med Carl hjem”?

Det kan man med det nye system, iportalen, som flere fritidsordninger i Danmark allerede benytter sig af. Systemet er udviklet for at lette kommunikationen mellem forældre og institution, og for at pædagogernes arbejde bliver så lidt forstyrret som muligt af telefoner, hvor børn skal findes og beskeder bringes.

Systemet er udviklet af en Henrik Johannessen, som har været pædagog i 16 år og synes, der manglede et sådant redskab. Hans erfaring er, at iportalens muligheder giver forældrene en øget tryghed, idet de ved, at de får besked om deres barns færden.

læs mere om systemet på www.iportalen.dk

Turbo på læsningen

De elever i 6.-9. klasse, som læser dårligt, skal tilbydes ”turbodansk”, så de kan blive gode nok til at læse og derfor også have bedre vilkår for at følge med i de andre fag på klassetrinet. Det foreslår undervisningsminister (V) Bertel Haarder og påpeger, at PISA-undersøgelsen har vist, at det især er de tosprogede elever, som går ud af folkeskolen uden at kunne læse godt nok.

Kilde: Berlingske tidende

Brevkasse spørgsmål: Bliver klassen bedre af, at forældrene fester?

Hej Janne,

I vores datters 2. klasse har det (siden 0. klasse) været indført, at der afholdes middage og fester for forældrene – det vil sige uden børnene. Jeg er principielt imod dette, da jeg synes, at sociale arrangementer angående børnenes skole bør involvere børnene. Men er dog stillet op alligevel, da jeg samtidig synes, man bør støtte op om forældregruppens initiativer. I min søns klasse har jeg selv været forældrerepræsentant og i trivselsudvalg og har derfor selv været med til at bestemme, hvordan de sociale arrangementer skal forløbe. Men mit spørgsmål til dig er: Er der noget ”fagligt” belæg for, at en klasse får det bedre sammen af, at forældrene har danset rundt til fester, drukket sig fulde og videre i den dur? Kan man ikke næsten sige, at det tværtimod kan give nogle pinlige relationer forældrene imellem?

Med venlig hilsen en tvivlende mor

Kære ”tvivlende mor”,

Nej og jo, så kort kunne jeg svare, men det slipper jeg jo nok ikke af sted med. I en skoleklasse har forældrene vel principielt kun det til fælles, at deres børn går i samme klasse. Nej, en skoleklasse får det, efter min mening, ikke bedre af, at forældrene fester sammen, men en skoleklasse kan få det bedre af, at forældrene har det godt og trygt sammen. Hvordan en forældregruppe kan få det, kan lærerne selvsagt ikke bestemme egenhændigt, men lærerne kan sørge for, at rammerne i skolens samarbejde med forældrene animerer til det. Alle skal føle sig velkomne, og alle skal føle, at de bidrager godt til fællesskabet, hvis de tager en tørn. Som lærer skal man vise, at man har brug for deres hjælp og opbakning. Kun inden for dette felt kan klasselæreren arbejde.

Venlig hilsen

Janne Clevin

Vidste du..

? At antallet af elever i specialklasser på folkeskoler er steget støt fra 10.772 i 2001 til 13.567 i 2005? Bertel Haarder mener, at en del af specialundervisningen kan erstattes af andre foranstaltninger som for eksempel undervisningsassistenter i klassen i form af en pædagog eller en lærerstuderende.

Kilde: Berlingske tidende

Kontakt eksperterne: Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns skolegang? Så skriv til: Junior, Oxygen Magasiner A/S, Postbox 865, 2400 København NV. Eller mail til: skole@juniormag.dk