Sofias barndom var ikke som de flestes: "Det hele ramte mig, da jeg selv blev mor"
En barndom med misbrug, gentagne svigt og dårlige forbilleder har præget Sofias liv, så længe hun kan huske. En indlæggelse på psykiatrisk afdeling blev vendepunktet, for her var der endelig nogen, der så hende, og da hun mødte sin kæreste, begyndte livet for alvor at give mening. Nu står hun selv med en lille søn i armene og vil for alt i verden give ham en bedre barndom.
"Kan jeg overhovedet blive en god mor med min opvækst?”
Tanken er den første, der rammer Sofia, da to streger toner frem på den graviditetstest, hun står med i hånden. Det lille liv, der vokser i hendes mave, er et ønsket næste skridt i Sofia og hendes kærestes tilværelse. Alligevel er det angsten, der får overtaget i dét øjeblik, planerne bliver til realitet.
For hvordan skal Sofia blive en god mor, når det eneste, hun har at falde tilbage på, er en opvækst med misbrug, svigt, skiftende hjem og dårlige forbilleder?
"Jeg havde ingen erfaring at trække på i forhold til at skulle være en god forælder, for både min mor og far har haft et alkoholmisbrug, så længe jeg kan huske. Min mor har også været afhængig af hash. Så det hele skulle komme til mig instinktivt. I starten bekymrede jeg mig meget om, hvad folk ville tænke om mig som mor – at hvis jeg gjorde noget anderledes end andre, gjorde jeg det så forkert," fortæller Sofia, der kun ønsker at stå frem med sit fornavn af hensyn til sin søn og øvrige familie.
Sofia er ikke den sidste forælder, der kommer til at kæmpe med en tung bagage fra barndommen.
Annonse
En ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser nemlig, at 109.000 børn og unge i Danmark mellem 0-18 år lever i familier med alkoholmisbrug. Det svarer til hvert 10. barn.
Hvor mange gravide eller nybagte forældre, der er vokset op med alkohol- eller rusmiddelproblemer i familien, findes der ikke tal på. Studier viser dog, at du har større risiko for at udvikle psykiske og sociale problemer, hvis du selv er opvokset med misbrug i familien. Risikoen for at udvikle eget misbrug er også markant større.
Det er heller ikke unormalt, at ens bagage fra barndommen fylder ekstra meget, når du selv bliver forælder. Omvæltningen og den nye livsfase kan føles voldsom – selv for personer, der har haft en tryg barndom, skriver Mødrehjælpen.
Det kan Sofia godt genkende.
"Forældreskabet er jo ikke noget, man kan forberede sig på. Når du først står med dit barn i armene, så bliver det lige pludselig virkeligt, og det var mega overvældende i starten. Nu skulle jeg pludselig passe på det her lille menneske og sørge for, at han bliver en normalt fungerende person. Og det satte min egen barndom i et helt nyt lys."
Så langt ned, man overhovedet kan komme
Som resultat af sine forældres misbrug har Sofias barndom været præget af svigt. Hun er blevet glemt i børnehaven, mens hendes forældre hang ud på det lokale værtshus, og hun er ofte blevet efterladt alene hjemme, selvom hun var alt for lille til at tage vare på sig selv.
Annonse
Løgne og psykisk vold har også været hverdagskost, og som resultat begyndte Sofia at lukke sig inde i sig selv.
"Da det begyndte at gå op for mig, at der var noget galt, begyndte jeg at reagere. Alle de følelser, som jeg ikke var blevet mødt i tidligere i min barndom, kom ud i brudstykker af vrede og indelukkethed. Så da jeg blev gammel nok, lukkede jeg mig inde på mit værelse i et halvt års tid, hvor jeg bare lå med gardinerne trukket for og ikke gik i skole."
Da Sofia er 12 år, flytter hun på moderens opfodring i en aflastningsfamilie. Her bor hun i seks måneder, inden hun flytter videre til den skandaleombruste kostskole Havregården. Et ophold, der ifølge Sofia for alvor sparker til hendes svære depression og ender med at sende hende på psykiatrisk afdeling.
"Jeg kom virkelig så langt ned, man overhovedet kan komme på de knap to år, jeg boede på Havregården. Mit system havde været belastet derhjemme, og på skolen skulle jeg også hele tiden være på vagt, fordi der var en generel utryg stemning. Så jeg har lukket mig meget inde i mig selv og været den stille, forsigtige type, der gik rundt i min egen boble," fortæller hun og holder en lille pause, inden hun fortsætter:
Annonse
"På psykiatrisk afdeling var der for første gang nogen, der lyttede til mig og så mig. Det var rart, at der var nogen, som kunne give mig noget omsorg, og som tog det seriøst, at jeg havde det dårligt."
Da Sofia flytter videre til et opholdssted og senere i egen lejlighed, begynder livet stille og roligt at lysne. Men den kommende tid er også præget af nedture. Perioder, hvor selvskade og stoffer dominerer hendes tilværelse, men også perioder, hvor hun ser alting klart.
Først da hun møder sin kæreste, Jakob, i 2019 sker der for alvor noget.
"Han kommer fra en helt normal og funktionel familie, og han har altid været megastøttende, selv når jeg har været lidt for besværlig. Jeg har haft svært ved at tro på, at der var nogen, der ville mig det godt, men det vil han."
Overanalyserer alting
For første gang i sit liv føler Sofia sig tryg i en relation til et andet menneske. Kærligheden til Jakob får derfor hurtigt ben at gå på, og da Arthur kommer til verden i 2022, får Sofia endelig den kernefamilie, hun altid har drømt om. Men lykken kommer også med en pris: pludselig begynder hendes egne barndomstraumer at blusse op igen.
"Jeg har mange dårlige minder fra min barndom. Situationer, hvor jeg havde brug for en mor og far, der var der for mig, og som kunne hjælpe mig med at navigere i mine følelser, når jeg ikke kunne forstå dem selv. Jeg var meget overladt til mig selv. Og sådan et liv skal mit barn ikke have," fortæller hun med en rolig, afklaret stemme.
For Sofia fylder netop den del meget i Arthurs første leveår. Derfor bliver hun allerede i graviditeten kategoriseret som sårbar gravid og henvist til rådgivningstilbuddet Dit Rum, hvor hun møder ligesindede og får værktøjer til at håndtere alt det nye, forældreskabet bringer med sig. På godt og ondt.
"Jeg har været meget opmærksom på, at jeg ikke skal være ked af det over for mit barn. Jeg ville ikke belemre ham med mine følelser. Så for mig har det handlet om at forstå, at det er okay at vise mit barn mine følelser og anerkende dem. Så ser han også, at jeg godt kan blive glad igen."
Omvendt har Sofia også haft rigtig svært ved at håndtere det, når Arthur bliver ked af det. Især hans babygråd trickede noget i hende.
"Hvis han græd fuldstændig hysterisk, og jeg ikke vidste, hvad der var galt, fik det alle alarmklokkerne til at ringe. For jeg kunne ikke gøre noget, og jeg følte mig så magtesløs. Jeg tror, at det hænger sammen med, at når jeg selv var ked af det som barn, så gjorde mine forældre ikke noget for at hjælpe mig."
Af samme grund har Sofia også haft svært ved at give slip på sin søn. At lade ham udforske verden selv og stå klar med en tryg favn, når han igen vender tilbage til det, han kender. Dén læringskurve har været særligt stejl.
"Jeg har efterhånden lært, at det er trygt, når vi er hjemme, men når vi er ude, er jeg over ham hele tiden. Også for meget. Jeg bliver fuldstændig stresset og har svært ved at stole på, at der ikke sker ham noget. For som barn var der ikke nogen, der holdt øje med mig, og jeg fik mest bare lov til at gøre mine ting."
Som resultat kæmper Sofia stadig med at være tryg og rolig i sit forældreskab.
Mange års terapi har gjort, at hun er dygtig til at sætte ord på sine følelser, se indad og erkende sine mangler. Men det betyder ikke, at hun nemt kan fikse dem. Lige nu kæmper hun derfor med at hvile i sit moderskab, for hun vil hellere gøre alting 120 procent – om hun så skal presse sig selv unødigt.
"Jeg har nærmest overanalyseret alting. Hvis han er sur eller ked af det, må der ligge en eller anden grund til det, som jeg kan fikse. Det har jeg brugt meget tid på – hele tiden at kigge på ham og studere ham og reagere på bare den mindste ansigtsmimik. Så det har været – og er stadig – en øvelse at skulle skille mine følelser og behov fra hans. Jeg skal lære at give ham plads."
En lang kamp
For første gang i lang tid får Sofia ikke hjælp til at bearbejde sin fortid. Hun føler ikke, at behovet er lige så stort, som det har været engang, men der er stadig ting, hun bakser med.
Det vil der nok være hele livet, erkender hun. Alligevel vil det måske være meget godt med en snak med en psykoterapeut, får Sofia resoneret sig frem til. Især nu, hvor Arthur er blevet mere selvstændig, og hun derfor har overskud til at vende blikket lidt indad igen.
"Så kan jeg få tid til at mærke mig selv igen og bruge noget tid på at arbejde videre med mig, så jeg kan være den bedst mulige mor. En, som har overskud, energi og glæde i stedet for en, der er lidt negativ og ikke kan finde rundt i sine egne følelser."
Som barn fik Sofia nemlig ofte at vide, at hendes følelser var forkerte. At hun ikke skulle være sur eller ked af det, eller at der ikke var nogen grund til at græde. Det er noget, hun er meget opmærksom på ikke at give videre til sin søn.
"Især de store følelser har jeg stadig svært ved at skelne fra hinanden. Nogle gange føles det bare som en fuldstændig flad linje. Andre gange kommer der reaktioner på, men jeg dykker ikke dybere, end at nu ved jeg, at jeg er sur eller ked af det. Det er et selvværd, der skal opbygges helt fra bunden. Og det er bare en rigtig lang kamp."
Under interviewet skelner Sofia generelt meget imellem ”normale” mennesker og hende selv. Men hun ved også godt, at der må sidde andre derude med den samme historie som hende. Det er også derfor, hun vælger at dele sin historie nu.
"Jeg ved selv, hvor rart det er, når man hører andres historier. Når man ved, at man ikke er alene med sine tanker og følelser. Så jeg vil gerne vise, at man kan vokse ud af opgaven, og alt ikke er håbløst."
Hvad vil du sige til dem, der har det som dig?
"Det vigtigste er at have håbet og troen på, at man godt kan klare at blive mor med en baggrund som min. Og at man skal huske at mærke efter og sætte grænser. Man skal også minde sig selv om, at ens barndom ikke kun er en vildt dårlig ting. Det er også et redskab og et værktøj, som man kan bruge som springbræt. Jeg øver mig stadig i at tage alt gode med mig, og så lade det negative blive. Og jeg skal nok lære det en dag."
Sofia har i dag kontakt til begge sine forældre på et sporadisk plan. Både hendes mor og far har haft artiklen til gennemlæsning og har ingen kommentarer. Hendes far understreger dog, at han ikke har glemt hende i børnehaven.
