Stephania Potalivo

Stephania Potalivo har født: Se det søde billede her

Skuespiller Stephania Potalivo og hendes mand Nils Petter Bro er blevet forældre til en lille pige. Det skriver parret på Instagram.

alt.dk logo

Det var i oktober 2024, at skuespiller Stephania Potalivo delte nyheden om, at hun var gravid med ordene ’endelig’.

Nu kan parret så endelig dele, at deres lille datter er kommet til verden. På instagram skriver de:

"Det bliver ikke større! Sig hej til Raffaella."

At nå dertil at kunne holde deres datter i armene har været en længere rejse, som danskerne har kunnet følge med i i DR-serien ’Hvordan bliver jeg gravid’.

I serien fortæller Stephania Potalivo og Nils Petter Bro ærligt om, at de i en længere periode har prøvet at blive gravide - uden held. I fire afsnit undersøger skuespilleren, hvorfor der er så mange par, der kæmper med faldende fertilitet - ofte med afsæt i deres egen svære situation.

”Jeg ved, hvor mange der står i netop samme situation, og derfor er det så vigtigt, at vi allesammen får en større viden om vores biologi, ved hvad der er af behandlingsmuligheder og får en indsigt i, hvordan de forskellige fertilitetsbehandlinger udføres - og ikke mindst hvordan det psykisk kan være at stå i, for både kvinder og mænd. Jeg er så taknemmelig for alle jer eksperter, der har delt jeres viden, og alle jer, der sammen med mig åbner op om jeres forløb," skrev hun på sin Instagram, da programmet havde premiere i februar 2024.

Undervejs i graviditeten deltog Stephania Potalivo i programmet ’Jaget vildt’, hvor hun måtte gøre brug af en lidt uhandy rullekuffert på rejsen, da hun ikke skulle løfte noget tungt, når hun ’flygtede’ rundt med skuespiller Neel Rønholt.

”Hun er virkelig sej at være på flugt med. Jeg glemte tit, at du var gravid,” sagde Neel Rønholt i forbindelse med premieren på programmet.

”Jeg er også glad for, at du ikke havde krav til, at vi skulle lave et eller andet vanvittigt, lød det fra Stephania Potalivo. 

I december 2024 røbede den vordende mor, at parret skal være forældre til en lille pige. Det gjorde hun på Instagram, hvor hun delte et billede med sin hund Jessie og ordene:

"Rigtig glædelig jul fra mig og mine to piger."

Stephania og Nils Petter mødte hinanden i 2016 og blev gift i 2018.