barn vågner tidligt

"Min store søn vågner stadig klokken 5 hver morgen"

Når dit barn når skolealderen, og middagsluren for alvor er lagt på hylden, skal den gode nattesøvn helt på plads. Men hvad gør du, hvis dit barn konsekvent vågner alt for tidligt? Få søvnplejerske Sine Ditlev Bihlets råd her.

“Min dreng på 11 år vågner klokken 5 hver morgen. Kan jeg lære ham at sove længere?”

– Mette

Ekspertens svar

Begynd med at se på anbefalingen for, hvor meget søvn et barn på hans alder har brug for – nemlig omkring 10 timer, og regn dig så tilbage til puttetidspunktet. Passer det?

Er han udhvilet, glad, i trivsel derhjemme og i skolen, så er hans søvnbehov måske bare lidt lavere.

Vi er ofte prototyper, A- eller B-mennesker, og det viser sig gerne ret tidligt hos barnet.

Vi kan godt prøve at påvirke det indre ur, altså skubbe sengetiden og dermed også stå-op-tiden, men det tager 2-4 uger at ændre på det. Så hvis det giver mening at skubbe puttetidspunktet, kan I arbejde jer frem mod, at han sover længere, men det skal gøres et 15-30 minutter ad gangen hen over et par uger.

Omvendt så kan det faktisk også hjælpe at gøre det modsatte – nemlig at putte tidligere, hvis den tidlige stå-optid handler om, at jeres søn er overtræt, og at søvnpresset er for højt, når han skal sove.

Det medvirker nemlig, at hans stresshormon er for højt, og han popper derfor for tidligt om morgenen.

Så hvordan skal man så vide, hvad man skal gøre?

Man er nødt til at prøve det ene eller det andet af og gøre det konsekvent i et par uger for at kunne se, om det rykker noget. Og hvis det ene ikke virker, så må man prøve det andet.

Om eksperten

Sine Ditlev Bihlet er søvnekspert, forfatter til bogen "Tryg søvn" og uddannet sundhedsplejerske.

Hun har beskæftiget sig professionelt med børn i over 13 år som sygeplejerske, og specielt med børns søvn som sundhedsplejerske.

Hun har arbejdet med søvn hos børn med brandsår, børn med kræft, børn med med adhd, børn med autismediagnoser, børn, som har det svært, småbørn, spædbørn, nyfødte, for tidlig fødte og bare helt raske børn i trivsel.

Privat er hun gift og har tre piger på 12, 9 og 4 år.

Læs mere på Søvnplejersken.dk

sine.jpg