Thomas Skov: "Javel, hr. General. Nu skal jeg skifte Deres ble"

KLUMME: Jeg har aldrig været i Hæren. Da jeg var til session for et dusin år siden, blev jeg kasseret på grund af min ryg. Sessionslægen mente, den så skæv ud. Jeg ville for alt i verden undgå at spilde fire måneder i camouflagetøj, så da han spurgte om, jeg tit havde ondt i ryggen, nikkede jeg så hårdt, at jeg også fik ondt i nakken.

På den måde undgik jeg militæret og undgik dermed, at der var nogen, der stillede krav til mig, og jeg kunne fortsætte mit unge og frie liv.

Det er slut nu.

Jeg har i 10 måneder været værnepligtig i et kompagni, der er hårdere og strengere end noget andet i verden. Med en general, der ikke skyr nogen midler for at få det på sin måde. Generalen er min datter.

Menig Skov

I 29 år gik jeg rundt og kunne stort set selv bestemme, hvad jeg ville gøre, og hvornår jeg ville det.

Selvfølgelig bestemte mine forældre lidt i starten, men de har altid været forholdsvis rimelige. Men nu er der kommet én, der styrer ALT.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Barsel lærer en voksen mand at skide

Et typisk eksempel fra hverdagen er, at jeg endelig har sat mig for at skrive den her klumme. Jeg har måske endda også lavet en kop kaffe, og i det sekund jeg trykker første bogstav på tastaturet, hører jeg: “Menig Skov, stå ret…” Eller som det lyder i babyregimentet: “Vrææææææl iiiiihhhhhh uuuuuhhhhh”.

Og der er ikke noget at gøre. Jeg må smide alt, hvad jeg har i hænderne og se, hvilken mission hun vil have mig ud på, og som regel er den først overstået, når kaffen er kold.

Ofte sker det også, at vi er helt klar til at komme ud af døren sammen. Jeg har netop givet generalen uniform på og er selv iført nogenlunde rent tøj, og idet jeg tager i hoveddøren, lyder der som regel en kæmpe kanonsalut fra bagtroppen.

Så er der ikke andet at gøre end at vende om på hælen, gøre honnør og sige:

“Javel, Hr. General – nu skal jeg skifte Deres ble.”

Den frie vilje er under pres

Eksemplerne er mange. Der er de aftener, hvor jeg har sat mig for at se et afsnit af House of Cards. Det er sjovt nok altid de aftener, hvor den lille ikke har lyst til at sove, og det udmunder tit i en lang kamp, inden vi begge overgiver os til søvnen.

Eller når hun rejser sig op af de mest vakkelvorne ting i lejligheden. Eller prøver at stikke fingrene ind i stikkontakterne. Alt sammen med det til fælles, at uanset hvad jeg har gang i, så er jeg nødt til at reagere, når min datter mener, det er på tide.

Der er naturligvis ikke noget, jeg hellere vil, for det er min opgave at få min datter sikkert og trygt gennem livet, men det er voldsomt at erkende, at der er blevet sat et loft over min fri vilje, og det kunne jeg muligvis have fået en forsmag på, hvis jeg havde været en tur i kongens klæder.

Jeg skriver det her for at opfordre alle unge mænd og kvinder, der ikke har været i militæret endnu, til at melde sig frivilligt for at få en forsmag på, hvad der venter den dag, man bliver indkaldt som forældre.

Men der er ingen hær i verden, jeg hellere vil være soldat i, for uanset hvor streng og urimelig den lille general er, så hjælper det, at hun ser nuttet ud, og at jeg elsker hende.

LÆS OGSÅ: Derfor er babygråd fantastisk

LÆS OGSÅ: Lær at tyde din babys gråd

LÆS OGSÅ: Sådan er livet med en baby – troede jeg