Sådan bidrager børne-tv til dit barns udvikling

De små skærme er blevet børnenes skærme i mange familier. Men det er faktisk ikke, fordi børnene sidder mere foran en skærm end for ti år siden. Deres medieforbrug har bare ændret sig. Hvor de før så fællesfjernsyn i stuen, som søskende havde sat på, og forældrene gik og lyttede til i baggrunden, sidder børnene nu alene med en tablet og hørebøffer på og ser den liste af tv-programmer, som er blevet linet op for dem. Hvad end det er forældrene, Netflix, YouTube eller Ramasjang, der vælger, hvad der skal vises på skærmen.

Senest har også TV2 meldt sig på banen med kanalen Oiii målrettet de tre-tolvårige, og i april i år lancerede DR det nye småbørnsunivers Minisjang, der henvender sig specifikt til børn helt ned i et-treårsalderen. Men skal børn overhovedet præsenteres for skærmunderholdning i så tidlig en alder?

"Udgangspunktet er jo, at de gør det. De ser tv! Og så kunne man indvende, at de også skal have noget, der passer til dem", siger lektor og ph.d. ved Center for Børnelitteratur og Medier på Aarhus Universitet Stine Liv Johansen og påpeger, at mange forældre bruger telefonen eller tableten som underholdning eller afledningsmanøvre i løbet af dagen.

"Hvis de yngste alligevel ser tv, så kan de lige så godt få nogle børneprogrammer med vitaminer, som de kan lære noget af. Som kan give dem nogle gode historier og sjove karakterer at spejle sig i, og som kan bidrage til deres kognitive udvikling. Eller noget fed småbørnsmusik, som kan sætte gang i kroppen og opfordre til leg, dans og bevægelse", siger medieforskeren.

Uden for landets grænser har børne-tv i mange år været big business. Bare se på franchises som Gurli Gris, der i mere end et årti har tryllebundet små børn verden over. Herhjemme er udviklingen gået noget langsommere, når det kommer til at skabe tv-indhold til børn i vuggestuealderen, påpeger Stine Liv Johansen.

"Bevægelsen kommer måske lidt sent til Danmark. BBC har i mange år leveret indhold til de alleryngste, bl.a. Teletubbies, der henvender sig til de et-treårige, og som TV2 begyndte at vise i 1998. Selvom børne-tv sætter gang i både krop og fantasi, må det dog aldrig stå alene", mener Ulla Dyrløv, der er psykolog og står bag en lang række bøger og tv-programmer med familielivet som omdrejningspunkt.

Der skal også være plads til leg i hverdagen, og det må skærmtiden ikke stå i vejen for, men det kommer den nemt til, påpeger psykologen. Derfor skal man som forælder træde varsomt.

"De er som små drug addicts – de kan sidde flere timer, hvis de får lov. I min verden skal de hellere ud at rutsje på legepladsen, klatre i træer og bruge deres sanselighed. Eller hjælpe deres forældre med at lave mad, selvom det er skidebesværligt", siger Ulla Dyrløv.

De oplevelser er nemlig også med til at udvikle børns hjerner og forståelse af omverdenen, f.eks. koordinationen mellem øje og hånd. Men ser dit barn tv, som kan inspirere til at lave deres egen musikkonkurrence, slim eller skøre kage, så er det jo win-win. Det er variationen mellem stationær skærmtid og fri fysisk udfoldelse, der er vigtig, fastslår Stine Liv Johansen.

Vi tør i dansk børne-tv

Gennem mange år har vi i Danmark haft tradition for at lave børne-tv, som tager udgangspunkt i børnene selv og spejler børnelivet sådan, som det er, og ikke nødvendigvis sådan, som vi ville ønske, det var. Det er hverken ualmindeligt, at der bliver sunget om numseprutter eller talt om dillermænd, og det har det med at forarge, særligt uden for landets grænser.

"Public service-kanalerne har præsenteret dansk, originalt indhold til de små, som resten af verden ikke på samme måde har tradition for at vise", forklarer Stine Liv Johansen.

"Når vi har turdet at gå helt tæt på børnelivet i Danmark, er det oftest blevet opfattet som provokerende, og flere danske børneprogrammer har gennem tiden været genstand for debat – både i Danmark og i udlandet", siger medielektoren.

Det er DR Ramasjangs nye børneprogram John Dillermand skoleeksemplet på. John Dillermand har verdens længste tissemand, og der er ikke det, den ikke kan. Den kan bruges til at lufte hunde og til at redde børn fra druknedøden – men den får ham også tit i fedtefadet. Blandt andet da han bruger den til at stjæle is i Zoologisk Have og snyde i et cykelræs. Serien deler vandene.

Hvor nogle synes, den er hylende morsom, synes andre, den præsenterer et håbløst forældet syn på kønnene. En af kritikerne, Christian Groes-Green, der er lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet, mener, at det taler ind i ”en stereotyp mandehumor, som går på, at det er dillerens skyld, at han kommer i problemer, og at dilleren har sin egen vilje. Det er blevet brugt til at undskylde en hel del dårlig opførsel fra mænd," som han siger til dr.dk. Hvis det handler om at give børnene et sundt forhold til kroppen, så skulle John Dillermand have haft Johanne Tissekone som sidekick, uddyber han.

Men ifølge medieforsker Stine Liv Johansen fra Aarhus Universitet er der noget helt andet på spil.

"Fra mit synspunkt handler det om leg og om at spejle børnenes uregerlige krop. Og det går rent ind hos de fire-femårige. Tit er børn på den alder selv ved at finde ud af, hvordan kroppen fungerer. Og at der er forskel på drenge og piger. Jeg synes, DR skal have credit for at møde børnene i øjenhøjde."

Ifølge medielektoren har vi fået en mere bornert moral, og det kan derfor opleves som provokerende, hvis for eksempel Onkel Reje opfordrer til, at børn ikke skal gå i bad. Eller Bamse er uretfærdig over for sine venner.

"Men Bamse agerer jo bare, som en femårig nu gør. Han er det bedste eksempel på, at vi passer på og rummer alle, som de er, og elsker vores børn for, hvem de er. Når børnene spejler sig i Bamses opførsel og handlinger, spejler de sig også i deres egen aldersgruppe. Og først, når de bliver ældre, får de så udviklet de der moralbegreber, hvor man siger: ”Nej, sådan må du ikke tale til din kammerat,”." forklarer Stine Liv Johansen.

LÆS OGSÅ: Silja Okking: Alle forældre bør stille sig selv dette afgørende spørgsmål foran spejlet

Børne-tv skal (ud)danne

Spørger man Stine Liv Johansen har det stor betydning, at børn får det, hun kalder ”en blandet mediediæt”. Børne-tv skal også portrættere og favne dem, der er anderledes end en selv, og som lever under andre forudsætninger. I den sammenhæng har public service-mediet alle dage været leveringsdygtig.

DR, som har produceret børne-tv i mere end 50 år, har på mange måder været toneangivende og gjort børne-tv til en form for dannelsesprojekt, argumenterer medieforskeren.

"I store dele af verden ligner børne-tv-kulturen ikke den i Danmark. Herhjemme er det didaktiske mere i fokus, altså at børnene skal lære noget. Engelske og amerikanske tegneserier og børneprogrammer er langt mere strømlinede, fordi de skal kunne rejse over landegrænser uden at støde nogen, men det gør som regel også indholdet noget mere kaloriefattigt", fastslår Stine Liv Johansen.

"Når indholdet bliver mere strømlinet, bliver det ofte bundet op på én stor, fed morale til sidst, hvor alt ender godt. Der er også ofte en dårlig repræsentation af køn i globalt børne-tv", siger hun og peger på, hvordan drengene er de aktive og udadvendte, der klarer sagerne i Paw Patrol. Og hvordan Gurli Gris’ far går på arbejde, mens hendes mor laver mad og vasker op.

"Men sådan er virkeligheden jo ikke altid", minder Stine Liv Johansen om.

"Og svinger vi os op i helikopteren, kan vi jo også spørge: Hvad vil vi gerne have, vores børn skal blive til? Skal de være små brikker, der passer ind i en overordnet moral, der ikke kan støde nogen? Eller skal de være i stand til at sige fra over for autoriteter og stå ved sig selv? Det børne-tv, vi viser vores børn, og de samtaler, der udspringer fra det, er jo en del af en større dannelsesprojekt. Det er med til at forme og skubbe til vores børn og præge, hvem de bliver som mennesker", siger Stine Liv Johansen.

Små børn skal se tv med en voksen

Med bevægelsen fra den store skærm til de små devices skal vi forældre også være opmærksomme på, hvordan – og i hvilken sammenhæng – vores børn bruger skærmen.

"Vi ved, at det ikke kun er et spørgs - mål om, hvor længe børnene sidder foran skærmen, og hvad de ser, men det er i høj grad også et spørgsmål om, hvorvidt de sidder alene eller ej", siger psykolog Ulla Dyrløv.

For ifølge eksperterne er det afgøren - de for børnenes ordforråd og deres be - grebsverden, at de ser tv sammen med en voksen, hvad end det er en forælder eller en bedsteforælder, som kan sætte tingene i sammenhæng.

"Så kig med! Du behøver ikke at se alle Gurli Gris-afsnit, men nogle gange skal du se med, så du kan tale ind i dit barns univers. Det er nemlig først her, de kan bruge det til noget", siger psykologen.

Begge eksperter peger på, at det kan være en idé at gøre tv-kiggeriet til noget fælles. Noget, man samles om, mens man laver mad, eller sidder foran skærmen i stuen. Ifølge Ulla Dyrløv har forældrene nemlig også et ansvar for at involvere sig i, hvad der bevæger sig i deres børn. Enten ved at deltage i deres medieforbrug eller spørge dem. I hendes psykologiske praksis snakker hun med mange børn, som sidder alene med skærme, hvor forældrene ikke nødvendigvis ved, hvad de ser.

"Som forælder skal man vide, at selv store børn kan blive uforholdsmæssigt kede af det over en Disney-film – for eksempel en klassiker som Løvernes Konge, hvor Scar bilder Simba ind, at han bærer skylden for farens død. Det kan virkelig være hårde sager for et barn. Derfor er det så vigtigt, at vi voksne er der til at gribe dem."