Tre år og en temmelig stor mundfuld? Her er hvorfor

”Du må ikke kravle på rækværket. Vær sød at sidde på numsen, når du spiser. Ej, man kan ikke rutsje på sofapuder ned ad trappen.” Hører du også dig selv komme med hyppige, skøre indvendinger som disse? Så har du nok en treårig i huset. Et barn i treårsalderen kan føles grænsesøgende og trodsigt i sin adfærd, men det der er på spil, handler faktisk hverken om at sætte sig op imod forældrene, eller at barnet ikke hører efter – det handler om, at barnet udvikler sit selv.

Ikke bare en fase, der skal overstås

”Det, de voksne kan komme til at kalde trodsalder, kalder vi det jo fordi, det er sådan en udfordrende alder. Det er en periode, hvor forældre kan opleve et lidt udadreagerende og besværligt barn, som vi pludselig har svært ved at få til at rette ind, og det kan føles nærliggende at sammenligne det med andre hårde udviklingsperioder og kalde det sprogpoppede begreber som ”threenager” eller ”preteens”. Men når vi gør til det, mister vi blikket på, hvad der egentligt sker, og hvordan vi støtter og forstår barnet, siger Charlotte Diamant, børnepsykolog.

Når treårsalderen kan føles hård, er det nemlig fordi, der sker afsindigt meget i barnet – og fordi det faktisk også kræver forståelse og udvikling af os som forældre. Første skridt på den voksnes udviklingsstige er ikke at komme til at lave kassetænkning om den treåriges udvikling.

”Vi kommer så nemt til at tænke i kasser for, at vi bedre kan holde ud at være i det. ”Hun er også bare i trodsalderen, hun er også bare teenager”. Vi har brug for en forklaring, som fortæller os, at det her lidt svære, vi oplever, er for en periode, og at det går over igen.  Men det forklarer faktisk sjældent særlig godt, hvad der foregår. Det treårige barn udvikler sig på så mange områder og lærer så meget nyt om sig selv og den verden, det indgår i. Selvfølgelig er der ikke én forklaring på, hvad der foregår eller én forklaring på, at barnet reagerer”, siger Elise H. Winther, privat sundhedsplejerske og familievejleder.

Vi gør det naturligvis hverken i ond mening eller med vilje. Vi voksne er socialiseret på godt og ondt og kan bare godt lide rammer, regler og orden i verden. Men med vores børn bør vi prøve at lade være.

Treårige undersøger deres autonomi

”Når man er tre år, så øver man sig først og fremmest rigtig meget på at være ”mig”. Det er en periode, hvor barnet begynder at udforske sin egen fysiske formåen og selvstændighed. Det er alder, hvor barnet er nysgerrigt og prøver mange forskellige ting af, et naturligt behov alle børn får i den alder,” siger Charlotte Diamant.

Det kan vise sig helt ned i de små ting, såsom at junior pludselig virkelig ikke vil have agurker ovenpå sin leverpostejmad, som han plejer at elske, men det kan også være at udfordre sig selv for at finde ud af, hvad barnet selv kan klare, og hvad det selv bryder sig om.

”De skal have lov til at kravle op i træer eller spise pålægschokolade med agurkesalat, eller hvad de nu er nysgerrige på. Får de for meget ’nej’ og regulering af de voksne her, som synes, det larmer, eller er bøvlet eller unødvendigt, så får de det modsatte af autonomi, som er sådan en væren i verden, der giver dem skyldfølelse og en følelse af at være forkert”, siger Charlotte Diamant.

LÆS OGSÅ: 9 typiske konflikter i selvstændighedsalderen

Hjælp dit barn med gode valg

Det er ikke det samme som, at der ikke skal sættes grænser for den treårige:

”Pointen er at i stedet for at sige nej til, at barnet hopper i sofaen, så i stedet sige, ”du må ikke hoppe i sofaen, men dér må du gerne hoppe”. Her skal den voksne holde styr på de regler, der sættes op, for barnet har især i denne alder et stort behov for forudsigelighed. Så sig det samme igen og igen og hold blidt fast i det, du selv mener, at barnet må. På den måde guider man dem, men lader dem undersøge det, de er nysgerrige på. Den daglige opgave for den voksne er at forstå, de er på udforskning. De er bare nysgerrige. De er ved at lære, hvem de er, og om der er plads i verden til dem, de er”, forklarer Charlotte Diamant.

Her skal vi som forældre bruge vores viden til at hjælpe barnet til at få konstruktive erfaringer, når det gerne vil bestemme ting selv.

”Vi skal både hjælpe barnet til et par valgmuligheder, det kan rumme, og hjælpe med, at det er valgmuligheder, barnet kan lykkes med. Får barnet alle valgmuligheder omkring, hvad det gerne vil have på af tøj i dag, så kan det meget vel være, at det vælger sandaler, selvom det er frostvejr, siger Elise H. Winther og fortsætter:

”Det er vigtigt, vi tager forældreansvar og hjælper barnet til få muligheder, hvor vi har afvejet, at det, barnet kan vælge, passer til vejr og aktivitet. Men derefter skal man selvfølgelig lade barnet bestemme og ikke blande sig i, om det passer sammen eller ej.”

Formår vi det, har vi givet barnet medbestemmelse, men også stillet barnet i en position, hvor barnet kan få succes med sit valg.

Hej ven: Hvem er jeg i forhold til dig?

Tre år er også lig med børnehavestart, og det er her, de øver sig i at være i sociale relationer. Barnet undersøger med andre ord både sin egen autonomi, men også hvem barnet er i forhold til andre mennesker i forskellige sociale konstellationer.

”Rent praktisk skifter barnet fra at lege parallellege ved siden af andre børn til at interessere sig mere for at lege med andre jævnaldrende. Barnet undersøger, hvor er jeg i forhold til de andre, hvordan kommer jeg ind i legen, og er jeg sådan en, de andre gerne vil lege med? Børn er meget umiddelbare i den alder, men de begynder at indgå i sociale relationer og få erfaringer med hierarkier og afvisninger, som skal bearbejdes”, siger Charlotte Diamant.

Det er starten på en livslang læring, som vi voksne ikke engang er færdige med. Antallet af sociale arenaer er nærmest uendelige. Til en start øver den treårige sig især i børnehaven, i sin nære familie og i den større familie blandt bedsteforældre, fætre og kusiner.

”Det betyder både, at barnet godt kan have brug for voksne til at blive hjulpet ind i det, men også at der godt kan komme nye spændende ting med hjem. Børn lærer med deres kroppe, og de spejler i høj grad andres adfærd. Og som treårige er andre mennesker pludselig meget, meget interessante”, forklarer børnepsykologen

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du dit barn at blive en god ven

Børnehavebarn og bandeord

Så hvis din treårige pludselig begynder at svinge om sig med nye fraser, bandeord eller ny adfærd, prøver junior sikkert lige noget af, det har set i børnehaven.

”Det kan være, at ens barn pludselig begynder at sige ”fuck” eller række fuckfinger, og der kan vi voksne godt blive helt forskrækkede og tænke, det må jeg stoppe. Men man skal vide, at det her bare er mit barn, der prøver noget af, det ikke engang ved, hvad betyder. Barnet har sikkert set en ven have succes med at få noget spændende opmærksomhed med det, og nu kan barnet simpelthen ikke lade være med at prøve”, siger Charlotte Diamant.

Derfor bør man som voksen også stoppe og lige tænke tre sekunder over egen reaktion, når det sker.

”Rådet fra mig er at se igennem fingre med det, du gerne vil have forsvinder. Det, vi giver vores opmærksomhed, giver vi næring til at gro. Så hvis det er noget, vi ikke ønsker – fx at barnet bander – så ville jeg ignorere det og ikke lade det fylde. Negativ opmærksomheder jo også en spændende reaktion, man kan udforske” siger Charlotte Diamant.

Selv hvis man bare prøver at artikulere en stille og rolig husregel, som: ”det bryder jeg mig ikke om, du siger. Det ord bruger vi ikke herhjemme”, så har man faktisk givet det opmærksomhed, som kan gøre det spændende for barnet at prøve igen, forklarer børnepsykologen.

LÆS OGSÅ: Selvstændighedsalder: Forstå dit barns hidsige temperament

Treårige udvikler deres empati

Treårige kender faktisk mange regler udenad, forlæns og baglæns, men når man er tre år, forstår man ikke altid endnu, hvorfor reglerne er, som de er. Både fordi baggrunden nogle gange er for kompliceret, men også helt lavpraktisk, fordi barnet faktisk ikke helt forstår endnu, at andre mennesker kan have det det anderledes, end det selv har det med en given ting.

”Når jeg er smadderglad og hopper i sofaen og klapper, så begynder jeg at forstå, at andre ikke nødvendigvis synes, det er lige så skægt som mig. Det er empatien, de begynder at udvikle. Når man er tre år, begynder man at kunne aflæse på andre mennesker, hvordan de har det. Derfor nytter det ikke noget, når vi voksne siger til barnet: ”du kan jo nok forstå, at jeg bliver frustreret over, du hopper i sofaen og støver det hele til, når mor lige har gjort rent”. For det kan de ikke helt forstå endnu”, siger Charlotte Diamant.

At udvikle så stor, smuk og kompleks en evne tager selvfølgelig tid. Når barnet er 4-5 år, så har de bedre greb om det, men altså ikke helt endnu.

”Som treårig kender barnet sikkert reglerne: ”Man må ikke slå, man må ikke hoppe i sofaen”, men de kan stadig ikke helt mærke hvorfor. Desuden kan det være, at de har glemt det i begejstring over, hvor sjovt det er netop at hoppe i sofaen. Og det skal vi huske os selv på som voksne. De ér altså kun tre år, og de øver sig så meget”, siger Charlotte Diamant.

Til gengæld kan vi faktisk være sikre på, at den treårige stort set altid gør sit bedste.

Hjerne under udvikling

I det hele taget kan vi voksne af og til godt glemme, at vores store og dygtige barn, som efterhånden kan rigtig mange ting, overhovedet ikke har en hjerne, der kan det samme som vores endnu.

”En klassiker er, at den voksne får sagt ”hvor mange gange skal jeg sige det til dig?”, og det kan man ikke sige til en treårig. Det kan være rigtig, rigtig mange, og det er ikke et udtryk for trods eller uartighed”, siger Charlotte Diamant.

Det skyldes simpelthen, at barnets hjerne slet ikke kan, hvad en voksenhjerne kan. Deres hukommelse er ikke så god endnu, de har ikke så mange erfaringer at basere noget på, og der er dele af hjernen, der slet ikke færdigudviklet endnu.

”Frontallapperne, der styrer planlægning og overblik er, er fx først helt færdigudviklet, når man er i tyverne. Treårige er impulsive, de kan ikke se det større billede, og de kan ikke regne konsekvenserne af deres handlinger ud på forhånd. Deres hjerner kan simpelthen ikke endnu. Det er ikke fordi, de ikke tænker sig om. Og når de bliver rigtig kede af det eller vrede, kan de heller ikke selv se sig vej ud af det igen. De har brug for vores hjælp og tålmodighed,” siger Charlotte Diamant.

Det kan være mange ting, vi siger 157 gange: ”gaflen skal i venstre hånd, ikke sidde på armlænet, skoene op på skoreolen”. Der skal stor forståelse og mange gentagelser til, men det nytter ikke noget, vi bliver irriterede over det.

”Bliver den voksne sur og irriteret, ligger her en stor risiko for, at barnet oplever skam og skyldfølelse over at blive irettesat for tit. Så oplever barnet, at der må være noget galt med mig – jeg er forkert. Det er her, det lave selvværd kan blive næret, siger Charlotte Diamant

”De ting, barnet selv interesserer sig for, og som barnet oplever som meningsfulde eller rare, er nemmere at huske, men mange af de praktiske færdigheder, som måske er rare for os, fx at skoene skal på plads, kan barnet ikke huske af sig selv endnu. Og det må vi bære over med.

LÆS OGSÅ: 21 tegn på, at du har en tumling i huset

Slå voksen-lyttelapperne ud

Midt i al udviklingen den treårige gennemgår, har barnet brug for voksne, der taler klart og tydeligt. Det betyder, at vi skal øve os i at lytte til, hvad vores børn siger og svare lige præcis på dét.

”Et eksempel kan være, når man er ude og handle, og barnet finder en bil, det bare rigtig gerne vil have. Så skal vi helst ikke sukke og sige: ”Ej, men du har så mange biler. Du behøver ikke flere biler””, siger Elise H. Winther.

For så er det, at der er grobund for, at barnet får et kæmpe følelsesudbrud. Den slags, der kan gøre, at stresssveden pibler frem, og som ingen af os har lyst til sker midt i supermarkedet.

”Treårige har rigtig store følelser – især når voksne ikke forstår, hvad de prøver at fortælle os. Men der er ikke ét eneste barn på tre år, som ikke vil samarbejde med sine forældre. De vil ALTID helst samarbejde. Så er der et kæmpe temperamentsudbrud eller et udbrud af meget ked af det-hed, så er det fordi, der er noget, vi ikke har fattet, og barnet nu bliver SÅ tydeligt med at give udtryk for de her følelser. Og så er det vores job at finde ud af, hvad det så er”, siger Charlotte Diamant.

Det nytter ikke noget at spørge barnet, for midt i følelserne, kan barnet slet ikke tænke sig om. I stedet skal man hellere gå ned i børnehøjde og hjælpe dem til ro, råder børnepsykologen.

”Det kan godt være intenst og også ubehageligt for den voksne, men prøv at huske, at barnet lige nu ikke kan holde ud at være i sig selv, så det har brug for dig til at vise, at du godt kan holde ud at være i det med barnet, og at det ikke er helt forkert. Gå ned i børnehøjde, spejl ro og vent på barnet har bruset af og gerne vil trøstes”, siger Charlotte Diamant.

Vær en tydelig voksen

Nogle gange skyldes vores upræcished, at vi selv er trætte eller bare distræte. Andre gange fordi vi bare gerne vil hurtigt ud af Kvickly uden nedsmeltninger. Men det betaler sig at prøve møde barnet i det, det rent faktisk siger til dig, når det viser dig bilen, der bare er mega fed, og som barnet så godt kunne tænke sig.

”Sig hellere: ”Det kan jeg godt forstå, du gerne vil. Den er godt nok også flot. Men jeg har bestemt, at det skal du ikke. Vi skal ikke købe en bil i dag.” Så oplever barnet at blive hørt, set og mødt, men ikke nødvendigvis få det, som barnet gerne vil have det. Det kan godt stadig blive frustreret og vredt over, at det måtte det ikke, men det oplevede dog at blive hørt, siger Elise H. Winther.

Næsten hver eneste gang vil barnet reagere, uanset hvad vi svarer, men vi kan godt gøre det konstruktivt for barnet og bygge på dets selvværd, selvom det får et nej, forklarer hun.

”Der er stor forskel på at reagere på at blive underkendt, og at reagere på at få et nej, men at blive anerkendt. Børn kan jo sagtens klare at få et nej, men gentagende underkendelse gør altså, at man ikke har meget at stå i mod med på den lange bane”, siger Elise H. Winther.

Det samme gælder, når voksne kommer til at spørge om ting, som vi egentligt ikke mener, som et spørgsmål i form for voksenhøflighed, hvor vi egentligt beder barnet læse mellem linjerne. Fx ”vil du med hjem nu, skat?”.

”Når vi spørger, skal vi også lade barnet svare og respektere, når barnet siger, det lige skal tegne færdig. Så kan vi ikke sige: ”Nej, vi skal hjem nu”. Så oplever barnet at det bliver fuldstændig underkendt. Du spurgte mig, men mit svar gjaldt slet ikke”, siger Elise H. Winther og tilføjer:

”Ingen af os er perfekte altid. Nogle gange har vi haft en dum dag på arbejdet eller bliver fanget på det forkerte ben. Men hvis vi prøver det meste af tiden, så er vi rigtig godt på vej”, siger hun.