Uenige om opdragelse: Når far siger ja, og mor mener nej

Sofus på to år banker fødderne ned i barnestolen og trommer med gaflen på det nylakerede bord. Kødsovsen havner både i munden, håret og på trægulvet. ‘Det er en del af børns udvikling’, siger mor smilende. Men far vil have, at Sofus skal sidde stille ved bordet og spise pænt med sin gaffel. Omvendt er det ved puttetid, hvor far ikke synes, Sofus virker træt, mens mor peger bestemt på uret, ‘for børn har bedst af at blive puttet samme tid hver dag’. 

Der er nok at kunne blive uenige om som forældre, for vi opdrager forskelligt afhængig af, hvordan vi selv er blevet opdraget, og hvad vi vil give videre til vores børn. Men kan vi så overhovedet blive enige? 

LÆS OGSÅ: Må man skændes foran sit barn?

Nej, lyder svaret umiddelbart fra parterapeut Martin Østergaard. 

– Man kan ikke være enige om alt, og med opdragelse kommer hønemor og løvefar virkelig op i os. Vi vil gøre alt det bedste for vores børn, så vi har en tendens til at holde stejlt på vores egen måde at gøre tingene på, som jo må være den rigtige, forklarer han. 

Martin Østergaard oplever faktisk, at børneopdragelse ligger i top tre over de problemer, som par beder ham om hjælp til – på linje med manglende sex og dårlig kommunikation. 

– Konflikterne handler ofte om, at vi kommer fra forskellige baggrunde. Den ene kommer måske fra en familie, hvor man råber ad hinanden, mens den anden kommer fra en familie, hvor man er mere forsigtig. Ofte vil man være på samme måde med sine egne børn, siger Martin Østergaard. 

Og så er der jo den lille forskel mellem kønnene. Mænd kaster børnene højt op i luften, kvinderne passer på. Sat på spidsen, selvfølgelig, men en undersøgelse fra YouGov Zapera i 2011 viser, at 35 procent mener, at de er bedre til at sætte grænser end den anden forælder – og mange mødre føler, at de yder mere omsorg end fædrene. 

Brug for faste rammer

Gør det så noget, at mor og far ikke kan blive enige om opdragelsen? Ja, det går nemlig hårdt ud over børnene, mener børnepsykolog Sussi Neergaard. 

– Det gør børnene usikre, og de har ikke brug for at opleve, at mor og far er uenige, og at de må noget den ene dag, men ikke den næste. Det er utopi at tro, at vi kan blive enige om alt, men enighed er netop det signal, man bør sende til barnet, mener Sussi Neergaard. 

– Børn har brug for faste rammer. Selve det at være barn og vokse op er en utryg tilstand, og det er vores pligt som voksne at give dem nogle rammer, de kan føle sig trygge indenfor, siger hun. 

Parterapeut Martin Østergaard mener imidlertid, at det kan være sundt for børnene at se, at mor og far ikke altid er enige, og at der kan være forskellige holdninger til tingene – så længe det ikke ender i skrig og skrål over middagsbordet. 

– Børn bliver stærkere af at opleve, at forældre er uenige, og de lærer, at de kan få noget forskelligt fra mor og far. Når man er blevet sat på plads hos far, kan man få et kram hos mor, eller omvendt. Det er vigtigt, at der er plads til begge forældre og deres forskelligheder, siger Martin Østergaard. 

Lad være med at blande dig

Men hvad gør man så, når Sofus kaster med maden eller kun vil sove i mors og fars seng om natten, og den ene af jer siger ‘lad nu barnet’, mens den anden vil tage kampen?

– Du skal lade være med at blande dig. Det kan være rigtig svært ikke at kommentere det, når far siger til lille Sofus, at han SKAL spise op, hvis du mener, at det er okay at levne, men det må du bide i dig under maden, lyder rådet fra Martin Østergaard.

Efter maden vil det være en god ide at tage en snak med din partner om, hvad I kan gøre en anden gang, men det betyder ikke, at I SKAL blive enige og danne fælles front over for barnet. 

– Formålet er ikke at nå til enighed, men at være bevidste om uenigheden og acceptere den i stedet for at blive ved med at slide på hinanden. I kan være enige om at være uenige. Men det dur heller ikke med åbenlys uenighed og åben krig over for barnet, siger han.

Børnepsykolog Sussi Neergaard er enig i, at man ikke bør diskutere hen over hovedet på barnet. Hun anbefaler, at man i stedet danner fælles front over for barnet, så det ikke bliver forvirret. 

– Find ud af, hvilke punkter der betyder mest for jer hver især i opdragelsen af jeres barn, og sæt jer så ned og snak dem godt igennem. Vær åbne over for hinandens argumenter, og prøv at tale jer til rette om, hvilket fælles budskab I vil sende til barnet, så han kender rammerne og føler sig tryg, siger hun. 

Må gå på kompromis

Måske var I tidligere helt enige om, at I ikke ville have børn i sengen. Eller at den lille ikke skulle græde sig selv i søvn. Men så kom babyen. Og mor synes, det er hyggeligt at putte med den lille. Og I skændes, fordi far er klar til at kaste sig over ‘godnat-og-sov-godt’ for at få søvn, mens mor ikke kan bære tanken. 

– Her er det netop, at I er nødt til at finde et kompromis, så I kan sende et enigt budskab til den lille. Fra de er ganske små, kan de tydeligt fornemme på mor og far, om de mener det her eller ej. Og det gør I ikke, hvis I for eksempel er uenige om, hvorvidt barnet skal falde i søvn selv, siger Sussi Neergaard.  

Hun ville selv elske at sove med mand, børn og kæledyr i sengen, mens hendes mand slet ikke får noget søvn på den måde. Derfor har de indgået et kompromis, der hedder ingen børn eller dyr i sengen – og så er det manden, der må stå op og putte vildfarne børn om natten.

– Hvis barnet skal føle sig tryg, skal den af jer, der føler stærkest for ‘reglen’, også være den, der står for at holde fast på den. Den anden vil nemlig ikke kunne stå lige så stærkt på reglen, og det vil gøre barnet utryg ved situationen, siger Sussi Neergaard. 

Martin Østergaard foreslår en øvelse, hvor I skiftes til at ‘have magten’. Ofte er vi bange for, hvad der ville ske, hvis den anden forælder bestemte det hele. 

– Det er en god måde at gøre plads til den andens måde at opdrage på, og det er sundt at opleve, hvad der egentlig sker, hvis reglerne er anderledes end dine i en uge, siger Martin Østergaard. 

Bedre til at sige pyt

Øvelsen kan også være rigtig god for både børn og voksne i de forhold, hvor kvinden er den, der er mest ‘på’ over for børnene, mener Martin Østergaard.

– Det kan gøre mændene mere aktive og nærværende, fordi de ofte ikke kan manøvrere i kvinders ‘vi-bestemmer-jo-begge’-univers, hvor de egentlig begge synes, at hun i sidste ende bestemmer det hele. Mange mænd vågner først op, når de er sikre på, at de er bossen, siger parterapeuten. 

Når dit barn er usikker på, hvem der egentlig bestemmer, vil du måske opleve, at det kan gå fra den ene til den anden og spørge om lov til for eksempel at få en kiks. Mange forældre tror, det handler om, at den lille er snu og har fundet ud af, hvem der er lettest at få et ja ud af. Men det gør det ikke, for så udspekulerede er små børn slet ikke, understreger Sussi Neergaard. 

– Børn er ligeglade med, hvem der bestemmer. Bare der er nogen, der bestemmer. Så hvis lille Sofus spørger først mor og så far om en kiks, så er han måske bare ved at finde ud af, hvem der egentlig bestemmer, siger hun. 

Problemet opstår, når mor eftertrykkeligt har sagt nej til en kiks før aftensmaden, hvorefter far siger ja. Så skal lille Sofus nemlig have den kiks, er begge eksperter enige i, men det kan gøre den, der sagde nej først, både vred og såret. 

– Men det skal ikke gå ud over barnet, og det er en situation, hvor du må tænke ‘pyt’ og så tage en snak med den anden senere, hvis det nager dig. Der kan være mange grunde til, at far sagde ja til den kiks. Det behøver ikke at have noget at gøre med manglende respekt for dig som forælder, siger Martin Østergaard.

Så lyt til den anden. Måske ender du med at blive positivt overrasket over den andens argumenter. Måske kan I finde et kompromis, som I begge kan leve med. Men vent med at gøre det, til junior er sendt til drømmeland.  

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du at smitte dit barn med din fobi

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse