Ny undersøgelse: Er det virkelig så slemt med vores børns daginstitutioner, som vi går og tror?

Tårerne løb ned ad kinderne på mig. Sprogbruget, de manglende hænder og de triste forældre fra dokumentarerne “Daginstitutionerne bag facaden” og “Hvem passer vores børn” gav mig en knude i maven. Jeg sad højgravid og tænkte: “Er det dét, jeg skal sende mit barn af sted til?”

Det var det, skulle det vise sig. Eller. Ikke helt, for jeg er faktisk rigtig godt tilfreds med min datters institution.

Men det blev alligevel svært, da det kom til stykket. At aflevere mit barn til fremmede hænder – selvom jeg savnede at være andet end mor, og jeg savnede mit arbejde. Jeg afleverede mit barn, for det er jo sådan, langt de fleste af os gør. Vi sender vores børn i daginstitution.

Jeg tror ikke, jeg er alene om at have det dobbelt med institutionslivet; jeg er glad for børnehaven – men jeg synes stadig, det kan være svært at aflevere hende (og det synes hun i øvrigt også).

Ifølge en ny undersøgelse blandt Vores Børns læsere, er 81 pct. tilfredse med deres børns institution. Alligevel har 47 pct. på et eller andet tidspunkt overvejet at tage børnene ud.

"Forældre bliver usikre på, hvad der er det rigtige at gøre. Man bliver bombarderet med informationer i alle retninger, så det kan i sidste ende være svært at mærke efter," siger Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker i Future Navigator.

Det kan jeg godt genkende. Bliver min datter udsultet for mit nærvær, hvis jeg afleverer hende? Og bliver hun socialt inhabil, hvis ikke hun lærer at indgå i sammenhænge med andre? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved bare, at det kører helt ok de fleste dage. Alligevel har tanken om mere hjemmetid for hende, da strejfet mig.

Det er også tilfældet for deltagerne af Vores Børns undersøgelse om institutioner. 61 pct. af dem, som har svaret, at de har overvejet at tage deres børn ud af institutionen, er utilfredse med normeringen. Efter de tidligere nævnte dokumentarer opstod der en slags bevægelse. Forældre gik på gaden med bannere, hvorpå der stod #hvorerderenvoksen og #minimumsnormeringerNU.

Der blev efterfølgende vedtaget en lov om minimumsnormeringer, som krævede styrkede tilsyn, mere uddannet personale og lovkrav om at sikre én pædagogisk medarbejder til tre børn i vuggestuen og én pædagogisk medarbejder til seks børn i børnehaven indført senest 1. januar 2024.

"Der er politikere, der bør reagere på det her. Når så mange har overvejet at fravælge institution, må der være noget, som ikke fungerer", siger Signe Nielsen, der er formand for FOLA, Forældrenes landsorganisation, da hun bliver præsenteret for tallene fra undersøgelsen.

Overraskende højt

Og hvad er det så, der ikke fungerer – ud over de dårlige normeringer? 52 pct af dem, som har svaret, at de har overvejet at tage børnene ud af institution, har svaret, at de ikke vil være adskilt fra deres børn.

"Det er overraskende højt, at 47 pct. på et tidspunkt har overvejet at tage deres børn ud af institution. Normeringsdebatten og de forskellige dokumentarer om børn i dagtilbud begrunder formentlig udsagnet “dårlige normeringer”. Og hvad angår de forældre, som ikke vil være adskilte fra deres børn, så er det måske især forældre til de yngste", siger Stig Broström, professor i småbørnspædagogik ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

Én af dem som helt har fravalgt daginstitution er Mia Mattisson Baktrup Engstrøm, som hjemmepasser sin søn, Hugo, på halvandet år.

"Jeg har valgt at hjemmepasse min søn, da jeg, i forbindelse med genopstart af mit arbejde efter endt barsel, kunne mærke en knude i maven. Jeg synes, han var så lille og følte mig slet ikke klar til at aflevere ham i armene på et pædagogisk personale, hvorefter jeg så skulle cykle mod Vesterbro og være sammen med andres børn. Jeg er selv pædagog. Tiden vi har sammen nu, min søn og jeg, får vi aldrig igen, og jeg er lykkelig for, at jeg har mulighed for at være med ham, mens han gennemgår store, vigtige milepæle, og alt det magiske, kedelige og til tider udfordrende derimellem", siger hun.

LÆS OGSÅ: Børnehave by night: Her overnatter børnene i institutionen

Der er altså nogle forældre, som er begyndt at reagere på den dårlige samvittighed og knuden i maven. De hjemmepasser. Men det er ikke for alle. Vi er mange, herunder mig selv, der gerne vil bevare vores relation til arbejdsmarkedet. Men vi vil også gerne være forældre uden ondt i maven.

"Vi mangler en familiepolitik. Man kigger ikke på, hvad der fungerer for familien, og hvad der har betydning for dem. Det kunne lette mange, at der var en mulighed for, at dem, der ønskede det, kunne forlænge deres barsel. Ligesom corona lærte os, at for nogle var det mindre stressende, at man selv kunne planlægge sin arbejdstid, og arbejde hjemme eller arbejde om aftenen", siger Signe Nielsen.

Liselotte Lyngsø mener også, at der bør gøres noget.

"Der er meget, der ikke fungerer. Det handler ikke kun om normeringer. Man bør gøre det helt anderledes", siger hun.

Ikke kun helt til hest

Ja, tak. Kunne I ikke lige komme med et bud, der også passer til mig og andre, der har et fuldtidsarbejde. Noget der ikke giver ondt i maven?

Børnehavelivet er heldigvis ikke kun helt til hest, hvis man spørger Charlotte Ringsmose og Stig Broström, som mener, at børn får meget ud af at gå i institution. Og det hjælper mig faktisk at vide det.

"Mange børnehavebørn er glade for at være i institution. Det giver børnene noget, som de ikke får derhjemme. De kan få livslange relationer til andre mennesker, hvis det fungerer rigtig godt", siger Charlotte Ringsmose, lektor i psykologi på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

Hun bliver bakket op af Stig Broström, som også især tillægger det sociale aspekt stor værdi.

"Børn har grundlæggende brug for andre børn. De udvikler sig i socialt samspil med andre, og selv de helt små lyser op, når de hører andre børn. Og når man taler med dem og spørger dem, så er det tydeligt, at det er at have kammerater, er vigtigt. Det får de i institutionerne", siger han.

Men det er faktisk også mit klare indtryk, at de hjemmepassede børn ser andre børn. Og det kan Mia Mattison Baktrup Engstrøm også bekræfte.

"Vi mødes med vores legegruppe to gange ugentligt. Det inkluderer kærlige mødre og deres børn, som er jævnaldrende med min søn. Derudover går vi til rytmik i den lokale kirke, hvor der også er andre børn."

Jeg har også indtryk af, at min egen datter har fået gode venner i børnehaven. Og det er dejligt at vide, at hun indgår i lege og i fællesskaber med andre. Men der er noget, der er uforståeligt for mig. Hvordan kan andre forældre hente så tidligt? Jeg kan have en følelse af, at jeg er den sidste til at hente, selvom mit ur viser 15.55. Arbejder de alle sammen på deltid? Eller stæser de af sted fra job for at hente først?

Ifølge Vores Børns undersøgelse, er det især kvinderne, som afleverer og henter. Og 49 pct. ville gerne hente tidligere, end de gør.

"Det er faktisk lidt skræmmende, at så mange gerne ville hente tidligere, end de gør. Der har været fokus på, at normeringer er dårlige i ydertimerne, og vi har også fået lavet en selvfortælling om, at det er synd for børn at være der så længe. Men der et kæmpe samfundspres i, at du skal være den gode mor, som skal hente tidligt, samtidigt med at du skal ud og gøre karriere. Det er et stort pres at udsætte sig selv for", siger Signe Nielsen.

Hjælp til at hente

En anden måde at give sig selv mindre stress på kan være, at få hjælp til at hente børnene. Kun fire procent af deltagerne i Vores Børns undersøgelse svarede, at der var andre end forældrene som typisk henter deres børn. Men kan det ikke være en god idé at få hjælp af en bedsteforælder, moster eller barnepige, hvis man har muligheden?

"Det kommer an på, hvem det er, og hvilken tilknytning barnet har til vedkommende. Hvad angår bedsteforældre er det helt i top for begge parter, det er der lavet meget forskning på. Men det kan også være fint at organisere det med en anden person, som barnet har en tilknytning til. Der er forældre, som slår sig sammen og henter børn på skift. Så tager de børnene med hjem, og så leger børnene videre", siger Stig Broström.

Vi har selv en skøn moster og en pensioneret mormor, som hjælper til engang imellem. Men det har ikke strejfet mig, at vi i gården eller nabogården kunne hjælpe hinanden. Selvom alle ungerne går i den samme institution, og vi vitterligt bor klods op og ned ad hinanden. Hvorfor hjælper vi egentlig ikke hinanden med at aflevere og hente?

47 pct. af forældrene i Vores Børns undersøgelse afleverer deres børn imellem klokken 8 og 9, og 54 pct. henter imellem klokken 15 og 16. 49 pct. svarer, at deres børn bliver hentet senere, end de selv gerne ville. Men hvor længe kan børn klare at være i institution?

"Det beror på det enkelte barn, men danske børn har generelt for mange timer i institution. Men det er svært for småbørnsforældre at organisere det anderledes. Mange forældre organiserer det sådan, at den ene afleverer sent, og den anden henter tidligt. Men den mulighed er ikke alt forundt", siger Stig Broström.

Charlotte Ringsmose mener, at børn sagtens kan klare at være længe i daginstitution, hvis kvaliteten er høj.

"Men man skal være særlig opmærksom på de yngste børn, hvor det har stor betydning, at der er faste tilknytningspersoner og god og sensitiv omsorg for børnene. Børn skal ikke være kede af at skulle i daginstitution. Og forældre er nødt til at vide, om kvaliteten er god, og de bør kunne aflevere deres børn i tillid til, at kvaliteten er høj", siger Charlotte Ringsmose.

Men det viser dokumentarer som “Daginstitutioner bag facaden” og “Hvem passer vores børn” netop, at den ikke nødvendigvis er. Som forælder kan være total uvidende om det. Det er netop dér, at det bliver svært.

"Der bliver ført tilsyn med daginstitutionerne, og man kan bede om at få indsigt i tilsynsrapporterne, så man kan følge med. Det er ikke noget, de nødvendigvis selv lægger ud. Men ellers kan man lægge mærke til, hvordan de er, når man kontakter dem. Ligesom man kan se på afleveringssituationen. Hjælper medarbejderne barnet? Eller skal barnet selv gå ind og finde ud af tingene? På forældremøder kan man også høre, hvad der lægges vægt på og læse deres læreplaner. Ligesom man kan sikre sig, at der lægges op til et godt forældresamarbejde", siger Charlotte Ringsmose.

Hvad gør man så, hvis kvaliteten er dårlig? Man kan klage til lederen, forældrebestyrelsen eller I værste fald må man klage til kommunen.

Den hårde aflevering

For mig personligt tror jeg især, at der er én grund til, at jeg har den der knude i maven, når jeg har afleveret min datter. Det har ikke noget med kvaliteten af børnehaven at gøre, for den er jeg fuldt ud tilfreds med. Det handler om, at hun ofte er ked af det.

"Det er ikke afleveringen, hvor barnet græder, der er bestemmende for om barnet trives. Men man må regne med og stole på, at det, som pædagogerne siger, det står til troende. Man kan også mærke på sit barn, om det trives i institution. Små børns kroppe fortæller noget, selvom de ikke udtrykker sig verbalt", siger Stig Broström til mig.

Corona har ikke gjort det nemmere. En hurtig aflevering i døren med tre andre børn og en ny voksen hver dag. Når man skal hente, skal man angive det præcise tidspunkt. Jeg har fået voksen-skæld ud i Aula, fordi jeg henter tidligere eller senere end angivet.

Og det er da ærgerligt, at jeg ikke må hente tidligere, hvis jeg nu er hurtigere færdig med mine arbejdsopgaver for dagen, eller at jeg skal stresse ekstra over et barn, der sidder klar i vinduet i flyverdragt, ventende på at blive hentet, imens jeg sidder fast i trafikken. Men det værste er, at jeg ikke kan komme med ind i institutionen morgen og eftermiddag. Det giver mig ingen fornemmelse af, hvordan det er derinde.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Dét får dit barn ud af at gå i institution

"Forældre er sat meget udenfor. Især under corona, hvor man afleverer i døren. Det er enormt amputeret, og det er svært at være en del af det som forælder. Samtidigt gør det os mindre fleksibele og endnu mere til tidsslaver, fordi man måske skal angive det præcise tidspunkt, man henter på. Det er ikke tidssvarende", siger Liselotte Lyngsø.

Min datter begyndte i vuggestue, da hun var 20 måneder. Det skyldtes, at der var meget lang venteliste, og opstart af nye børn blev udskudt på grund af corona. Men det passede mig egentlig ganske fint, for jeg havde svært ved, at hun skulle af sted. Vi havde organiseret det således, at jeg arbejdede som konsulent, imens jeg havde hende hjemme.

Jeg var væk fra hjemmet enkelte dage, hvor pensionerede bedsteforældre hjalp til. Men jeg var primært sammen med vores datter. Til sidst glædede jeg mig dog til, at hun skulle i vuggestue, så jeg kunne give den fuld gas på arbejdet. Jeg havde savnet det. Og jeg trivedes ikke længere med at være så meget hjemme. Men kedsomheden blev erstattet af den der knude i maven. Noget af et dilemma!

"Hvorfor skal det være enten institution eller hjemmepasning? Daginstitutioner handler også meget om socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik. Det kan være godt for udsatte børn, eller børn der skal lære sprog. Ligesom det er godt at have et sted til børnene, når forældrene skal på arbejde. Men barnets tarv fylder ikke så meget her. Jeg er ikke i tvivl om, at børn lærer noget af at komme ud og være sammen med andre børn. Men det er ikke gode vilkår, vi giver dem i daginstitutionerne", siger Liselotte Lyngsø.

Men hvad skal vi så gøre?

"Man kan tage seks børnefamilier, som er nøje udvalgt med diversitet. Mellem 8-16 bliver pasningen faciliteret af en pædagog og en medhjælper, resten af tiden skal familierne hjælpe hinanden. Om formiddagen skiftes børnegruppen til at være hjemme hos hinanden med pædagogen og medhjælperen, mens forældrene er på arbejde, og om eftermiddagen kan de komme ud på offentlige steder med koncerter og værksteder med andre børnegrupper.

Det er også en anden måde, som familierne kan komme hinanden mere ved på, og hvorpå familier kan støtte og hjælpe hinanden. Man kan endda tilføje et ekstra element ved at få de ældre borgere på banen. De kan sjældent overskue en hel børnehavestue, men i mindre grupper vil både store og små få glæde af hinanden", siger Liselotte Lyngsø.

Det lyder egentlig meget godt. Jeg ved bare ikke, om der er plads til seks børn, en medhjælper og en pædagog i vores Københavner-lejlighed. Men så må jeg selv tænke alternativt. Forleden dag læste jeg om nogle, som hjemmepassede deres to børn. De havde organiseret det således, at hver forælder gik på arbejde tre dage om ugen, og havde to ugentlige hjemmepasserdage. Den sidste dag var børnene sammen med en bedsteforælder. Med deres model gik det hele op i en højere enhed for dem.

Selvom de var flyttet fra byen for at få råd. Så der findes alternativer derude, som ikke er helt enten eller. Men om det passer min familie, det er jeg ikke helt sikker på. Jeg har det som de 81 pct., jeg er tilfreds med min datters børnehave. Og indtil de minimumsnormeringer er helt på plads, så kan vi måske hjælpe med at hente hinandens unger, så vi ikke alle sammen skal halse afsted for at nå frem inden klokken 16.

Denne artikel er udgivet i Vores Børn 01 2022.