Debat: Tester, måler og vejer vi børn for meget?

Det er eftermiddag, og Maja har hentet sin tre-årige søn, Carl, fra børnehave. Maja har haft en lang arbejdsdag på den folkeskole, hvor hun er lærer, og Carl er træt efter mange timer i institution, men familien har ikke fri. Ikke rigtigt. For Carls sprog er ikke helt på det niveau, der forventes af en treårig, og i stedet for at slappe af med legoklodserne på værelset eller en tegnefilm i sofaen skal han øve sig.

"Der var så meget, vi skulle arbejde på. S-lyden, k-lyden, sk-lyden, g-lyden. Vi forsøgte – så godt vi kunne – at lege det ind, men børn opfanger jo rigtig meget, og selv om Carl kun var tre år, kunne han godt mærke, at vi havde fokus på de ting, han ikke kunne."

Der kom rigtig mange konflikter ud af det, husker Maja tilbage. Det er nu tre år siden. Carls børnehave har gjort forældrene opmærksomme på det, de selv har haft en fornemmelse af, helt fra deres søn gik i vuggestue: At hans sprog halter bagefter. Mens vuggestuepersonalet ikke har fundet grund til at sætte ind, bliver forældrenes bekymring konkret, da børnehaven laver den sprogvurdering, som kommunerne lovpligtigt skal gennemføre på alle børn i tresårsalderen. Derudover skal forældrene også svare på et skema om deres barns sociale trivsel, og ud fra den er det børnehavens vurdering, at Carl også har visse sociale udfordringer.

"Han gik i børnehave med sin kusine, som han var rigtig gode venner med, og han legede mest med hende. Men det var som om, det ikke var nok, og vi blev opfordret til at lave legeaftaler med andre børn. Jeg følte, han skulle leve op til noget helt bestemt. Som om der var nogen, der havde besluttet oppefra, at ”nu er han tre år, så nu skal han passe ind i denne her boks”", siger Maja.

Bump på vejen er helt normalt

Maja er ikke alene om at sidde med en fornemmelse af, at hendes barns udvikling skal følge et helt bestemt skema. I en undersøgelse, som Vores Børn står bag, svarer hele 78 %, at de oplever, at der ikke er plads til børns forskelligheder i vores samfund.

Det overrasker ikke Sofie Münster, der som indehaver af forældreportalen NOPA (Nordic Parenting), forfatter til to forskningsbaserede bøger og fast børne- og forældrerådgiver på Go’ Morgen Danmark følger forskningen på området intenst. Hun oplever, at samfundet over de seneste 15 år har fået en stigende opmærksomhed på børns udvikling – og hvordan den helst skal forløbe.

"Det begyndte med, at vi som samfund opstillede nogle bestemte mål for vores børns udvikling. Når man gør det, bliver det også relevant at kigge på, om børnene så lever op til de mål, ligesom det bliver nemmere at falde ved siden af, end når der ikke er nogen mål. Det har ført til, at rammerne for, hvad ”normal udvikling” vil sige, er blevet snævrere. For jo flere prædefinerede mål, der er for barnets udvikling, jo nemmere bliver det også at falde igennem", siger Sofie Münster, som oplever, at det stigende fokus på at holde de små næser lige på sporet har skabt om ikke et fejlfinderfokus – så i hvert fald det, hun kalder et fejlfrygtfokus.

"Vi har vænnet os til, at der helt fra spædbarnsalderen er en fagperson, der holder øje med barnets udvikling. Sundhedsplejersken tjekker, om øjenkontakten er god nok, og om motorikken er alderssvarende. I det spændingsfelt opstår en frygt for, om det man gør, er godt nok? Og vi glemmer at give børnene plads til at øve sig og begå fejl. Det kan være helt ned i banale ting som, at et barn skal smide bleen, men tisser i bukserne igen og igen. Fordi vi har så meget fokus på kan/kan ikke, bliver det et problem, i stedet for at holde fokus på den gode proces, hvor vi ser det som noget naturligt, at hvert barn har sin egen udvikling, og at der gerne må opstå bump på vejen", siger Sofie Münster.

Hun mener, at den øgede opmærksomhed på at tracke, tjekke og teste børns udvikling ikke bare påvirker den måde, vi som samfund opfatter ”rigtig” og ”forkert” udvikling – men også den måde, vi forældre ser på vores børn.

"International forskning viser, at stort set alle forældre synes, at børn skal have lov til at fejle. Men når det er vores egne børn, der falder ved siden af, har vi ikke den samme overbærenhed og synes, det er enormt synd for dem. Det, tror jeg, er en konsekvens af de mere stringente normer for den rigtige udvikling. Jeg får mange henvendelser fra forældre, som spørger mig, hvad de skal gøre, hvis deres barn er bagud, og det er helt ned til 0. klasse, hvor man jo må forvente, at der er ret stor forskel på, hvornår børnene kan hvad."

Maja kan sagtens genkende den afsmittende effekt på hendes forældreskab, det havde, at hun igen og igen blev gjort opmærksom på hullerne i osten, når det kom til hendes søn Carl.

"Vi stod som helt nybagte, unge forældre og lænede os meget op ad fagpersonerne og tænkte: ”Jamen, det må vi hellere lytte til.” I situationen var vi glade for deres input, for vi ville jo gøre alt for at hjælpe Carl godt på vej i livet, men samtidig havde vi en følelse af, at fokus lå for meget på, at han var bagud. Det plantede en stor bekymring i os, og det påvirkede den måde, som min mand og jeg så på vores barn", siger Maja.

Overhalet indenom af de finske børn

Fornemmelsen af, at systemets vurderende blik på hendes barn var lige i overkanten, står Maja heller ikke alene med. I Vores Børns undersøgelse svarer 45 % nemlig, at de mener, at børn i dag testes, evalueres og vurderes for meget. Men det er en tendens, der deler vandene, for på den anden side mener 40 %, at mængden af tests og vurderinger er tilpas. Uanset hvad vi synes om tendensen, har vi, der har mindre børn i dag, aldrig prøvet at være forældre uden.

Thomas Gitz Johannesen, som er lektor i uddannelsesforskning på RUC og har undersøgt test- og evalueringskulturen, forklarer, at tendensen har rod i starten af nullerne, hvor den nyvalgte, borgerlige regering satte politisk fokus på danske børns faglige niveau i kølvandet på den internationale PISA-undersøgelse (Programme for International Student Assessment, som gennemføres hvert tredje år af OECD). Det var ikke, fordi Danmark lå specielt dårligt. Men det fik en del opmærksomhed i medierne, at vi scorede under eksempelvis Finland på basale færdigheder som læsning, skrivning og regning.

"Det blev brugt til at sige, at vores pædagogiske tænkning var for slap, og at der skulle gøres op med ”rundkredspædagogikken”. Nu måtte vi have en mere håndfast pædagogik", siger han.

Det udmøntede sig i, at der i 2004 blev indført en masse klare, fælles mål for alle fag på samtlige klassetrin, hvilket der ikke var før. I børnehaver og vuggestuer blev der indført læreplaner.

"Før år 2000 var den pædagogiske holdning generelt, at test og vurdering var dårligt og skabte stress og præstationspres. Men så skete der det, at hele den uddannelsespolitiske dagsorden skiftede fra en mere blid og omsorgsfuld pædagogik over til en holdning om, at vejen frem var at teste, have faste standarder og evidensbaserede metoder. Det betød, at vuggestuer og børnehaver nu i højere grad blev set som forberedelse til skolelivet, hvilket indebar, at daginstitutionerne skulle hjælpe med at sikre, at børnene var klar til at sende i skole", siger Thomas Gitz Johannesen.

Professor emeritus Niels Egelund, som i 40 år har været en af de mest centrale stemmer i debatten om børns læring, var førstehåndsvidne til det paradigmeskifte, pædagogikken gennemgik i begyndelsen af nullerne. Men han melder sig ikke i koret af forskere, lærere, pædagoger og forældre, der synes, at test- og evalueringsbølgen er skvulpet over – og han vil gerne minde om årsagen til, at der var brug for en ny måde at gøre tingene på.

"Indtil for 20 år siden ville de fleste have sagt, at ”børn er i dagtilbud for at lege”. Ordet ”lære” var slet ikke inde i det vokabularium, vi brugte om vores daginstitutioner. Det ændrede sig, da de pædagogiske læreplaner kom til, og jeg er en af dem, der synes, at det var en god idé at få nogle definerede rammer og en fastere struktur for institutionernes arbejde. Tidligere var det sådan, at det var op til den enkelte institution, hvordan de gik til børnene. Du kunne være heldig, at dit barn kom i en børnehave med nogle fantastisk dygtige pædagoger – men du kunne også være uheldig at opleve det modsatte. Det var meget tilfældigt, og dér går læreplanerne og evalueringerne ind og sikrer et vist niveau", påpeger Niels Egelund.

Har jeg gjort det godt nok?

Den enkelte fagperson har altså ikke selv besluttet sig for at fyre op under vurderingskedlen – det er derimod de politiske vinde og tidens tendenser, der har blæst den offentlige supertanker i den retning. Hvor nogen hilser det velkommen, at systemets faglige øje i højere grad har stillet skarpt på vores børn, opfatter andre det som mere problematisk.

I Vores Børns undersøgelse svarer 61 % af de deltagende forældre, at de har oplevet at få henvendelser om deres barn fra eksempelvis en sundhedsplejerske, jordemoder, pædagog eller lærer omkring barnets motoriske, sociale, sproglige eller faglige udvikling. Hensigten er givetvis altid god, og sådan opfattes den også af de fleste forældre – ud af dem, der har modtaget en henvendelse, oplever 54 % den som positiv, mens 28 % opfatter den som noget negativt.

Som forældre har vi dog en tilbøjelighed til at pege fingeren ét helt bestemt sted hen, når vores børn ikke ligger lunt på gennemsnittet: På os selv. Det gælder også for de forældre, der i undersøgelsen har svaret ja til at være blevet kontaktet af en fagperson i forbindelse med sit barns udvikling. Af dem svarer 41%, at henvendelsen fik dem til at føle sig usikre på, om de selv har gjort det godt nok, mens 40 % blev bekymrede, og 34 % blev decideret kede af det efter henvendelsen. De følelser vækker genklang hos Carls mor, Maja, som understreger, at det er systemet, hun kritiserer – ikke fagpersonerne omkring hendes barn.

"Det var jo ikke pædagogerne i min søns børnehave, der havde opfundet de her vurderinger, så jeg bebrejder ikke dem noget – ikke dengang og heller ikke i dag. Men det var ubehageligt at sidde til et møde, der kun handlede om de ting, Carl ikke var god til, for selv om vi i det store billede havde en dreng, der fungerede, kom det andet til at fylde enormt meget, og jeg fik en følelse af, at mit barn skulle optimeres. Det, tror jeg ikke, var gavnligt for hverken ham eller os som forældre", siger Maja.

Vi kan ikke alle være verdensmestre

Professor Niels Egelund ønsker heller ikke et ensidigt fokus på børns fejl og mangler. Men han mener ikke, at det er ideelt at gå på listefødder med en eventuel bekymring om et barn af frygt for at såre forældrene. For i den store sammenhæng er det vigtigste at fange de børn, der har et behov for en særlig indsats, så de kan komme godt på vej i livet.

"Tanken er ikke, at barnet og forældrene skal slås oveni hovedet med de ting, der ikke går så godt. Der skal være fokus på det hele barn, og det mener jeg også, at en professionel pædagog kan. Men vi ved, at de første tre år i et barns liv er afgørende for resten af livet, og hvis der er noget, der går skævt her, er det væsentligt nemmere at sætte ind med ekstra støtte, end når barnet kommer i skolealderen. Og ja, langt de fleste børn udvikler sig normalt, men vi ved, at 15-20 % får nogle problemer at slås med i skolen fagligt eller socialt, og dér synes jeg, det er sympatisk, at vi prøver at fange dem, der halter bagud", siger professoren.

Vi kan nok alle sammen godt blive enige om, at det er positivt, at systemet støtter op om de børn, der har et reelt behov. Men samtidig skal vi huske, at ikke alle skal vokse op og blive verdensmestre, mener lektor på RUC Thomas Gitz Johannesen, som gerne vil stille spørgsmålet, om der ikke er nogen ting, det er okay ikke at øve sig på? Han ser tendensen med at optimere vores børns evner i snart sagt alt som en forløber for tolvtalskulturen.

"Der mangler en form for tillid til, at hvis de voksne omkring barnet gør det godt nok, så skal det nok gå okay, også selv om barnet ikke får 12 i alt. Der hersker en forestilling om, at hvis vi ikke har planlagt det hele, testet det hele og lavet en plan for, hvordan barnet lever op til de her krav, så går det galt. Risikoen er, at det forplanter sig i en frygt og stress hos forældrene, fagpersonerne og også hos barnet selv."

Sofie Münster er enig i, at vi i vores iver efter at følge med udviklingen, kineserne og de dygtige, finske skolebørn har mistet lidt af den grundlæggende tro på, at der ikke er et modsætningsforhold mellem små udviklingsbump på vejen og en helt naturlig, sund udvikling.

"Børn udvikler sig meget, der hvor de lige er. I en periode dyrker dit barn måske det sociale og venskaberne meget intenst, mens det i en anden periode er helt optaget af at sidde med et puslespil og fordybe sig i det. Børn tager tingene i tempi, og dér mangler vi lidt is i maven i forhold til at stole på den naturlige udvikling. Test, vurderinger og mål giver kun et øjebliksbillede, så vi skal behandle dem med stor omhu", siger Sofie Münster.

Hun kan godt forstå den følelse af utilstrækkelighed, der kan sætte sig i forældre, der i bedste mening bliver gjort opmærksomme på ting, deres barn skal øve sig på – selv om hun gerne vil understrege, at det at øve sig i sig selv aldrig kan blive noget dårligt.

"Vi får den her følelse af, at vi ikke har stimuleret vores børn godt nok. Men det kan skyldes en million ting, at vores børns udvikling går, som den nu engang gør, og der mangler en accept af, at man ikke kan det hele lige med det samme", siger Sofie Münster, som er ærgerlig over, at behovet for at øve sig mange gange opfattes som noget negativt.

Fejl avler robuste børn

Ikke at være god til noget og at gøre en indsats for at blive bedre er faktisk det, der giver vores børn den allerbedste grobund for at udvikle sig til robuste individer.

"Vi forbinder det at begå fejl og at øve sig med noget negativt, men det er der ingen grund til, for evnen til at prøve igen og igen er netop det, der gør os stærke som mennesker", siger Sofie Münster.

Carl var en af dem, der havde behov for at øve sig – og det fik han gjort. På at tale og på at lege med andre end lige den kammerat, han følte et naturligt bånd til. I dag er han ni år, og både hans sprog og sociale færdigheder er det, man vil betegne som ’normale’. Han vil nok aldrig blive den, der omgiver sig med et væld af venner og bekendte, for han er et introvert barn – men det er hans personlighed og ikke et problem, fastslår Maja.

Hun kan naturligvis ikke vide, hvad der var sket, hvis hun og hendes mand ikke havde brugt dag efter dag på at øve sk-lyden og arrangere legeaftaler med børn, som Carl ikke opsøgte af sig selv. Men hun tror ikke, at alle anstrengelserne gjorde den store forskel, og i dag føler hun, at det ville have været langt bedre for Carl, hvis fokus havde været mere på det, der fungerede for ham, i stedet for at pilen igen og igen blev drejet over på de områder, hvor han ikke fulgte den snorlige linje.

"Jeg kan jo se, at det først var, da vi slap det dér fejlfinderfokus, at han begyndte at trives rigtig godt", siger Maja, som valgte at sende Carl i friskole for at slippe for folkeskolens testkultur.

"Vi har valgt en skole, hvor indstillingen er, at man må se på barnet i stedet for at teste alt muligt. I dag er Carl godt med både fagligt og socialt. Vi kan jo godt se, at han ikke er det mest sociale menneske i verden, men hvis vi kigger på os voksne, er det jo også vidt forskelligt, hvor meget social kontakt vi hver især har lyst til. Og når han nu har det sådan, så skal vi jo ikke pådutte ham alle mulige legeaftaler tre gange om ugen."

Hvis Maja kunne gå tilbage i tiden og give sig selv et råd, dengang hun sad og øvede lyde med en udmattet søn efter børnehave, ville det være at slappe af og stole på, at det hele nok skulle gå. Hun kan naturligvis ikke gå tilbage i tiden. Men hun har taget en beslutning omkring Carls lillebror: Hun har sagt nej tak til en sprogvurdering af ham.

Af hensyn til familiens privatliv optræder Maja og Carl kun med fornavne i denne artikel.