Er yoghurt en sund snack?

Vi tester yoghurt: Sund morgenmad eller dessert?

Yoghurt uden tilsat sukker er fornuftig mad til dit barn, mens frugtyoghurt hører til på dessertkortet. Eksperterne har testet otte yoghurter i bæger.

Nogle af de otte bægre på bordet bedrager. Selvom de har køer, geder, bananer og bær på emballagen, er de ikke sunde. Andre er derimod bud på fornuftig morgenmad.

Vores Børn har sammen med Marie Steenberger, der er ernæringsekspert, og Michael René, der er lektor i fødevarevidenskab fra Professionshøjskolen Metropol, testet yoghurter baseret på alt fra gedemælk og komælk til soja for hjælpe med at undgå sukkerchok om morgenen.

– Yoghurt kan være fin morgenmad. Hvis det er neutralt og uden frugt, kan det næsten ikke gå galt. Kom frisk frugt og eksempelvis mandler på, så gider børn også spise det. Frugtyoghurt minder ofte ernæringsmæssigt om dessert, siger Marie Steenberger.

Faktaboks

EKSPERTERNE

Michael René Lektor i fødevarevidenskab ved Professionshøjskolen Metropol

Marie Steenberger Professionsbachelor i ernæring og sundhed

Den gode nyhed er, at en frugtyoghurt kan være en sundere dessert, du med god samvittighed kan give ungerne i stedet for slik. Varedeklarationen fortæller, om vi har at gøre med fredagsslik eller nærende mad.

Energimængden er et godt pejlemærke. Kig efter kilokalorier (kcal) eller kilojoule (kJ). Et mellemmåltid til et barn mellem et og tre år skal være cirka 40 kcal eller 170 kJ. Morgenmaden skal være på omtrent 70 kcal eller 300 kJ, forklarer Marie Steenberger.

Er mælk sundt?

Yoghurt er et mælkeprodukt. I disse år kan diskussioner om mælk få pulsen op, og mange har stærke holdninger. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at mælk fra køer udelades i barnets første leveår. Anvisningens sigte er at undgå overvægt senere i livet. De to eksperter er enige om, at det er positivt, at der findes alternativer til de klassiske mælkeprodukter. 

– Jeg ville nok ikke få mine børn til at spise rene gede- og sojayoghurter, men Alpros sojayoghurt kunne de nok godt vænne sig til, siger Marie Steenberger.

Michael René påpeger, at hvis du vælger de almindelige mælkeprodukter fra, så skal calcium på banen et andet sted i kosten, da det er vigtigt for børnenes knogleopbygning.

Faktaboks

TJEKLISTE TIL SUNDERE YOGHURT

Den sundeste yoghurt finder du ved at gå efter varianter med få ingredienser, få kilo- joule, ingen farvestoffer og kun et enkelt sødemiddel (eller slet ingen).

ENERGIUDREGNING

1 kilokalorie er

4,184 kilojoule

1 kilojoule er

0,239 kilokalorier

LÆS OGSÅ: Sådan får du kapital på jernkontoen og skaber overskud og sundhed for dig og din baby

Der findes to former for mælkeallergi. Nogle er laktoseintolerante, andre er allergiske over for mælkeprotein. Gedemælk indeholder en smule laktose. Soja kan mælkeallergikere tåle, og det er samtidig en god proteinkilde, forklarer Marie Steenberger.

Sukker gør skyr til dessert

En tendens i yoghurtjunglen er skyr, der indeholder mere protein end de almindelige yoghurter. Gennemgangen af de testede yoghurter viste dog, at skyren fra Thise på ingen måde hører til i bunden af madpyramiden sammen med de sundeste madvarer. Testens frugtholdige skyr er sødere end sit sunde rygte.

– Der er mindre protein i sojayoghurterne, end der er i skyren, men proteiner er forskellige. I soja minder proteinets struktur om det protein, vi kender fra kød. På den måde fortæller et tal på varedeklarationen ikke hele sandheden, siger Marie Steenberger.

Faktaboks

Tip!

Et alternativ til yoghurt er A38. Så får du calcium, mange proteiner og få kalorier. Smid en håndfuld frugt i, hvis du giver den til dit barn.

Kilde: Marie Steenberger, ernæringsekspert

En anden tendens inden for kost er clean living, forklarer Marie Steenberger.

– Tænk simple living – bare med mad. Her er idealet få ingredienser og rene råvarer, og det er også fornuftige råd. I testen kunne bud på den trend være sojayoghurten fra Sojade og også gedeyoghurten fra Bergerie, siger hun. 

Michael René fremhæver, at det generelt er et godt trick at købe produkter med få ingredienser, hvis man gerne vil spise sundt.

– Sojayoghurten og gedeyoghurterne indeholder kun to-tre ingredienser hver og er meget lidt forarbejdede. Og der er faktisk slet ikke tilsat sukker, fortæller Michael René.

LÆS OGSÅ: Eksperterne tester frugtsmoothies

LÆS OGSÅ: Vi tester aktivitetstæpper

LÆS OGSÅ: Morgenmad: Weekendkræs til hele familien