Viktor Axelsen og Natalia Koch Rohde har et dagligt krav til deres børn: ”Det er helt fair at forvente”

Når far spiser portioner af havregrød med skyr og mysli så store, at de bliver serveret i en Margretheskål, så vil datteren Vega have det samme.

For Viktor Axelsen, der stadig er aktiv badmintonspiller i verdensklasse og træner flere gange om dagen, spiser gerne dagligt et kilo havregryn for at få nok energi til sine bedrifter på banen. Datteren Vega spejler sig i sin far, og det gælder ikke kun i forhold til mængden af mad eller vejning af måltider, som er ret normalt for eliteatleter, så balancen på tallerkenen er helt rigtig til den store og hårde mængde træning.

Derfor fylder det naturligt også meget hjemme hos familien Rohde Axelsen at tale om, hvordan deres piger får et afslappet og ‘normalt’ forhold til sport, når de vokser op som vidner til en mere ekstrem måde at leve med eliteidræt helt tæt inde på livet.

Læs også

Mine veninder advarede mig imod at gifte mig med Ulf - i dag forstår jeg hvorfor

“Jeg ved endnu ikke helt, hvor meget Vega registrerer, at Viktor vejer maden, men så taler vi om, at det er fordi, far skal spille badminton og skal bruge masser af energi, så hun ikke vokser op med et forkert billede af mad og kost,” fortæller Natalia, der selv som tidligere atlet på topniveau har levet med bekymringer om vægt og kost helt inde på livet.

“Jeg blev målt og vejet som atlet, og der blev holdt øje med vægten, og om jeg var det rette sted i min form. Det kræver en god mental balance i forhold til at klare det pres fra omgivelserne,” fortæller hun.

En evig balancegang

“Du ligger hele tiden og balancerer på en tynd line: spiser jeg det, jeg skal, træner jeg hårdt nok, ikke for meget og ikke for lidt. Det er hårdt og kræver rigtig meget af din omverden og familien, og du har brug for støtte og tryghed til at blive samlet op igen efter nederlag i de hårde perioder, hvor du ikke føler, du er god nok,” siger Natalia, som derfor naturligt gør sig mange tanker om, hvordan hendes døtre skal vokse op med netop motion, sport og også mad.

Hun ved godt, at de ikke har et ‘normalt’ hjem, når det kommer til sport og kost. Og et eksempel er måltiderne. Selv om der er frikadeller, boller i karry, salat og lasagne på tallerkenerne, som hos de fleste andre børnefamilier, så er forskellen, at Viktors mad og mængden af den er særlig.

“Pigerne er jo vokset op med at se, hvordan far spiser og lever, og det er vi meget bevidste om, at der skal være en balance i. Jeg er mest bange for, at de kommer til at have deres far som forbillede, der lever så ekstremt, og det skal bestemt ikke være forbilledet."

"Vi har ikke haft et afslappet forhold til mad herhjemme, da det er en stor del af opskriften på succes som atlet, men det er virkelig noget, vi har fokus på. Vi er meget bevidste om det og italesætter det, men vi er også i gang med at lære,” siger Natalia, der jo ikke har haft så lang erfaring endnu, da Vega kun er knap tre år og Aya er lige under et år.

For at få pigerne til at spise grøntsager leger de det ind som kaniner, der spiser salat og laver tallerkener med grøntsagssmileyer: broccoli som næse, agurk som mund, tomat som øjne.

“Vega spiser salat, fordi vi har leget kaniner, og hun er ungen. På den måde kan jeg få hende til at spise det,” fortæller Natalia, der ikke er bekymret for datteren, der lige som de fleste børn har en sød tand.

“Vega spørger om is hele tiden, og det får hun selvfølgelig ikke, men vi har ingen sukkerpolitik og er generelt enormt afslappede omkring børnene. Vi lever sundt, og de får grøntsager, men vi er ikke fanatiske. Jo mere afslappede vi er med maden, jo nemmere bliver hverdagen for os alle.”

På trods af et liv med kostplaner, træningsplanlægning, skader og nederlag så understreger Natalia, at hun overordnet set har været ekstremt glad for sit liv med sport på højt niveau, men at det kræver en personlig styrke, som hun er bevidst om at give sine piger med hjemmefra.

“Badminton har for mig været godt, og alle de år som aktiv har jeg været helt vildt glad for at have oplevet, og jeg vil da ønske, at vores børn vil gå den samme vej. De behøver ikke være verdens bedste, men vokse op og finde en passion for at dyrke en sport, som de måske kan drive til noget større.”

Bevægelse er et krav

Nu træder vi lige et par skridt tilbage igen, for snakken kommer hurtigt til at handle om livet som aktiv atlet, da det fylder meget for begge forældre, og det stadig er en stor del af deres liv. Selv om Natalia har stoppet sin aktive karriere, så er hun i høj grad en del af Viktors liv med badminton.

Hun har læst medicin og drømmer om at læse videre til jordemoder, men holder lige nu barsel med Aya. Familien bor i Dubai for at bakke Viktor op i det setup med træning, han har skabt derude, for at han kan udfolde sin karriere på ypperste vis.

Når vi taler generelt om bevægelse, så er begge forældre helt enige. De stiller krav til, at det at dyrke sport og bevæge sig er en naturlig og vigtig del af livet.

Læs også

Christian Degn skal være far igen: Se det søde billede

“Det er helt fair at forvente af sine børn, at der skal være bevægelse i dagligdagen. Det er lige så naturligt, som at man skal tømme opvaskemaskinen eller rydde op på værelset, når den tid kommer. Det kommer til at være et krav, at de skal bruge kroppen hver dag. Herhjemme kommer man ikke til at sidde på sin flade,” siger Viktor, der altid selv har haft meget energi i kroppen og et højt aktivitetsniveau. Noget Natalia genkender i datteren Vega. 

“Viktors energiniveau er meget højt, og den energi skal bruges. Vega har det på samme måde, så vi er en familie, der altid skal ud. Vi trives bedst med højt til himmelen og masser af plads til bevægelse. Det gælder ikke kun i hverdagen, men også i vores ferier. Vi kan ikke bare ligge på en strand,” siger Natalia, der gør sig mange tanker om at udfordre sine piger motorisk, men at det skal være sjovt. Sådan er hun også selv vokset op med sport og bevægelse.

“Min far (P.K Rohde, som i dag er Viktors træner, red.) tog mig med i hallen, og alt var en leg. Vi spillede bold og hoppede i hula hop, og det samme har Viktor gjort som barn,” fortæller Natalia, der mener, at glæden er nøglen til succes.

“Hvis børn skal blive fanget af noget, skal det være sjovt.”

Hjemme i lejligheden i Dubai laver de forhindringsbaner med puder og skamler i stuen, går til dans, ballet og mini-badminton, og Natalia og Viktor går selv fysisk med i legen, når børnene er i gang. Natalia har i sin barsel gået til leg og rytmik med begge piger fra de var helt små.

Klubben som andet hjem

For Viktor var det også som helt lille, at han blev grebet af at slå til ting med en ketcher, og da han først kom i gang med badminton, fyldte det alt.

“Badminton og sport har fyldt mere end noget andet i mit liv og haft en kæmpe betydning for mig og været med til at udvikle mig til den person, jeg er blevet."

“Det har givet mig et helt vildt tæt bånd med mine forældre, som har formet mit liv på mange positive måder,” siger hun.

Et liv med sport på højt plan betyder også, at man ikke kan være ret meget med til fester, fødselsdage og aktiviteter med venner uden for sporten. Men hverken Natalia eller Viktor føler, at de er gået glip af noget.

“Man føler slet ikke, at det er et kompromis, for badminton har givet så meget andet i livet, så det ikke føltes som et fravalg. Det var bare sådan, det var,” siger Natalia, som mener, at alle de positive ting ved sporten overskygger de få negative ting, der naturligt følger med.

For Viktor har badminton givet ham så mange gode ting, som han ikke ville være foruden.

“Jeg har lært at gøre mit bedste og blive så god som muligt til noget, men der er jo ingen garanti for at vinde, så du lærer også at tackle nederlag. Processen i at blive god til noget udvikler dig som menneske, og du lærer en masse ting om dig selv, som er helt unikke,” siger Viktor.

Han har også været glad for de mange timer, han har brugt i et klubmiljø med ældre spillere og trænere at spejle sig i og se op til og det at have et fællesskab, hvor man dyrker en sport sammen og har det sjovt.

“Hvis jeg kunne give pigerne de samme oplevelser, som Natalia og jeg har fået, så ville det være superfedt. De behøver ikke dyrke elitesport, men kunne de få en omgangskreds i et klubmiljø, så ville det gøre os virkelig glade. Det håber vi begge for dem.”

Læs også

Efter Ulla Essendrop er blevet mor, fylder denne ting mere: ”De gør, hvad de ser, vi gør”

Niveauet er underordnet

Når vi taler om fysisk udfoldelse, handler det nemlig ikke kun om at blive dygtig til en sport, men både at blive en del af et fællesskab og om at blive gode venner med sin krop og bruge den rigtigt. Natalia er 180 cm høj og Viktor 194 cm, så der er god sandsynlighed for, at begge piger også bliver højere end de 167 cm, som er gennemsnittet for kvinder i Danmark.

“Vi får højst sandsynligt to høje piger, og så er det supervigtigt med en veludviklet motorik, og det er en god forudsætning for at kunne bruge din krop til de ting i livet, du gerne vi,” siger Natalia.

Parret har også et princip om, at børnene skal gå til svømning og lære at svømme, men når de så kan klare sig i vandet, må de gerne stoppe igen. Det handler ikke så meget om at blive verdens bedste til noget, men mere om at skabe kompetente børn, der kan bruge og mestre deres kroppe og være en del af et fællesskab. 

“Vi er jo begge opvokset i badmintonklubber, hvor vi har leget og levet hele vores barndom og ungdom. Det sociale liv, hvor drenge og piger er sammen om noget fælles, at have noget at gå op i, lære disciplin i at møde frisk ind til træning og være sammen med vennerne, mens man lavede noget sjovt. Det er virkelig en opvækst, jeg gerne vil give videre til vores piger, ” siger Natalia.

Barndom bag skærmen

I dag er børns liv blevet meget mere digitalt, og skærme er sværere at undgå, end da Natalia og Viktor voksede op i 1990erne, hvor konkurrencen om opmærksomheden var lidt mindre end i dag.

“Mine børn skal lære at bevæge sig og gøre det dagligt. Der er kommet en tendens til, at folk synes, det er cool at sidde foran en computer. Som forældre skal vi gøre alt, hvad vi kan for at pege vores børn i en anden retning,” mener Viktor.

Det betyder daglige ture på legepladsen, leg og bevægelse i hjemmet, og alle bedsteforældre er også aktive og klar på en fysisk leg væk fra fjernsynet.

 “Vi må ikke bare smide vores børn foran en skærm. Det går bare ikke. Vi skal passe på vores kroppe, og de er skabt til at bevæge sig. Det er vigtigt, at vi udfordrer os selv fra en ung alder og prøver så mange sportsgrene af som muligt,” siger Viktor, der mener, at legen er nøglen til alt.

Det kan han frygte, at nogle danske klubber glemmer lidt i jagten på at finde den næste dygtige topspiller, der kan begå sig i toppen af verdenseliten.

“Jeg oplever, at der en tendens i klubberne til, at det skal være elite alt for tidligt. Legen er det fundamentale i at blive god til noget. Hvis det bliver for seriøst for tidligt, så taber vi talenter på vejen,” siger Viktor, der selv som barn kunne spille op ad væggen og øve finter i timevis.

 “Det er for hårdt at have personlig træner som 9-årig, og så brænder man bare tidligt ud,” siger han.

Viktor går ikke op i, hvilken disciplin hans piger kommer til at vælge - bare de er glade.

“Jeg er ligeglad med, om de går til badminton, fodbold, taekwondo eller noget fjerde – så længe de har det sjovt, så er vi glade for det,” siger Viktor, der modsat, hvad mange måske kunne tro, ikke er tilhænger af at lægge sig fast på én disciplin for tidligt i livet.

At være eller ikke at være atlet

Og spørgsmålet til 100.000 kr. er jo så, om to atleter ønsker det samme liv for deres børn eller om alle de hårde ting, der også er i et liv med elitesport, er noget, de helst ikke ser ske for deres børn?

“Jeg forventer ikke, at vores børn skal være atleter, men hvis de har lyst til at gå efter at blive gode til en sportsgren, så har vi begge to jo en del erfaring og kan guide dem på vej. Men det er er ikke noget, jeg forventer eller presser på med," siger Viktor, der dog heller ikke lægger skjul på, at han godt kunne ønske en karriere i sportens verden for sine piger. 

“Jeg vil helt sikkert blive glad, hvis de vælger sportens vej. Det giver en unik uddannelse, som du ikke får i skolen. Jeg håber, de vil, men det altoverskyggende for mig er, at de er glade. Der er heldigvis nogle år til den beslutning,” siger Viktor med et smil og henviser til pigernes alder.

Natalia er enig i, at det ville være skønt, hvis det kunne lykkedes for døtrene at blive så gode til sport, at de kunne leve af det, men siger også, at det jo slet ikke er til at sige noget om endnu, når de stadig er så små. Hun ved også, at det kommer til at kræve en del af hende og Viktor som forældre, hvis det skal lykkes.

“Mine forældre tilsidesatte mange af deres egne ting for at støtte mig, og det samme gjorde Viktors forældre, da han voksede op med badminton. Men Viktor og jeg er enige om, at hvis vi kan give vores børn noget af den samme opvækst, så er vi 100% klar til det.”

Evigt engagement

Men hvordan finder man så balancen mellem af skubbe sine børn frem og gå støttende ved siden af? Det er endnu lidt for tidligt for Viktor og Natalia at sige mange ord om, da deres piger stadig er så små. Men det er noget, de tænker rigtig meget over og taler meget om derhjemme.

“Jeg ønsker et far/datter-forhold, hvor vi kan lave en masse sjove ting sammen og have en masse gode snakke imens, og det oplever jeg især, når vi bevæger os. Følelsen af at give glæden ved bevægelse og kropsbevidsthed videre til min datter er helt unik,” siger Viktor.

Både han og Natalia har set andre badmintonfamilier, hvor børnene er trådt i forældrenes fodspor med blandet succes.

“Det er nok svært at gå ind i en sport, hvor far har vundet OL-guld og været verdens bedste. Det vil altid give et pres fra omgivelserne, og det vil ikke være målet at leve op til fars resultater. Det ved jeg ikke, hvordan vi skal håndtere. Det bliver vi nok klogere på. Det vil vi nok mærke, når og hvis den tid kommer,” siger Natalia, der har set mange børn af medaljevindere stoppe i en tidlig alder. 

Hun ved godt, at forældre med succesfulde sportskarrierer kan opleve, at deres børn ikke kommer til at følge samme vej.

“Ofte hører jeg folk, der har været atleter, sige, at deres børn ikke skal være det. Det er et hårdt liv, og der er mange nederlag. Men vi er begge enige om, at vi ser det modsat, og at de gode ting ved det fylder mere end de mindre gode, som jo er en del af livet – også uden for sportens verden,” siger Natalia.

De håber begge at kunne give deres piger et langt liv med sport - uanset på hvilket niveau det bliver.

“Der er op- og nedture i sportsverdenen som eliteudøver, men jeg ville ikke gøre det om, og jeg har lært enormt meget af det. Man behøver ikke være olympisk mester for at have et fedt liv med sin sport,” slutter Viktor.