Yildiz Akdogan: "Mine forældre har ikke blandet sig i noget som helst"
Tyrkisk-fødte politiker Yildiz Akdogan og hendes pæredanske mand ønsker ikke at påvirke deres datter i forhold til religion - og det bakker familien op om.
– Moar, moar! Vi har lavet frugtsaftevand! Og proppet det med bobler, råber den lille pige begejstret og følger dansende i hælene på sin far, der kommer op ad trappen med en bakke med smoothies, som de to netop har blendet i køkkenet nedenunder.
LÆS OGSÅ: ”Jeg ville være verdens bedste far”
– Nej hvor dejligt, ashkem, siger den socialdemokratiske politiker, Yildiz Akdogan, og smiler til sin treårige datter.
Ashkem betyder ‘skat’ på tyrkisk. Men når det lille energibundt med de gnistrende, brune øjne ikke bliver kaldt ‘ashkem’ eller ‘skat’, hedder hun Ayda.
Da Yildiz Akdogan, der har tyrkisk-kurdiske rødder, og hendes pæredanske mand, Jonas Holm, blev forældre i marts 2012, havde de brugt lang tid på at tale om navne. Et af de navne, de følte sig mest sikre på, var Aida. Altså med tryk på i’et, efter den etiopiske prinsesse og hovedperson i Verdis berømte opera.
– Og mens jeg lå der og ammede hende, fik Jonas den ide, at vi kunne kalde hende Ayda med y, fordi jeg i forvejen udtalte navnet med tryk på a’et – for sådan lyder det på tyrkisk, fortæller Yildiz og ser på sin datter, der har travlt med at slå kolbøtter i stuen med træbjælker i deres toetagers lejlighed på Nørrebro.
– Jeg syntes, det var en rigtig god ide, da Jonas foreslog Ayda. Ay betyder ‘måne’ på tyrkisk, og Ayda betyder ‘på månen’, siger Yildiz, hvis eget navn betyder ‘stjerne’.
LÆS OGSÅ: 10 råd til at skælde mindre ud
– Men vi var også ret vilde med navnet Sofia. Og vi syntes, at Hagia Sophia i Istanbul – den tidligere græske kirke, der senere blev til en moske og i dag er et museum – er sådan et smukt symbol, der kobler to af de store religioner sammen. Så vores datter kom til at hedde Ayda Sofia Akdogan Holm.
Historien om datterens navn siger egentlig det hele om deres familieliv, der er et et harmonisk miks af traditioner, kulturer, religioner og sociale baggrunde.
– Vi diskuterer tit, men vores største diskussioner handler om opvask, rengøring og om Ayda har for lidt eller for meget tøj på. Vi har aldrig haft nogen uenigheder, der handlede om kultur eller religion, siger Yildiz.
Hverken hendes eller Jonas’ forældre blandede sig i, hvad det kommende barnebarn skulle hedde. Eller i noget andet, for den sags skyld. De var alle bare godt gammeldags lykkelige for at blive bedsteforældre.
– Thank God, hun har endelig fundet en! Udbrød Yildiz’ mor lettet, da hendes 35-årige datter, der som socialdemokratisk folketingsmedlem ellers tilbragte det meste af sin tid på Christiansborg, kom og fortalte om sin nye kæreste i 2010.
Yildiz’ far rykkede bare læsebrillerne ned på næsen, så overrasket på hende og sagde:
– Jamen, du er jo så ung. Er du helt sikker på, at det er det, du vil? Du skal ikke skynde dig.
Det grinte Yildiz og hendes søster virkelig meget af.
Mennesket først
Sofie Carsten Nielsen om at blive mor: “Jeg har fået en helt anden zen-følelse10 tip til god kommunikation med bedsteforældre’Er hun socialdemokrat?’
Kurdisk om juletræet
Ved valget i 2011, hvor Yildiz ikke kom ind i Folketinget, var hendes slogan ‘Forenet i mangfoldighed’. Men på det private plan har hendes og Jonas’ familier haft nemt ved at finde fælles fodslag. I år var Yildiz’ forældre for første gang til påskefrokost hos Holm-familien. Og da hun var højgravid, holdt de en stor, fælles juleaften. Mens Jonas gik til julemesse med sin mor og søster, ventede resten derhjemme. Senere på aftenen var der
fælledans om juletræet.
– Det var faktisk ret fantastisk, at mine forældre fik lov til at opleve en traditionel dansk jul. Og så spurgte Jonas’ mor, om der ikke var en tyrkisk eller kurdisk sang, vi kunne synge. Så min mor sang en traditionel kurdisk sang, mens vi dansede rundt om juletræet. Det var en rigtig sjov sammenblanding. Det er dér, jeg synes, magien opstår.
Politisk er værdi- og integrationsdebatten noget af det, Yildiz har engageret sig mest i. Som en af de to første kvinder med nydansk baggrund, der blev valgt ind i Folketinget i 2007, som talsperson for Demokratiske Muslimer og som flittig debattør.
LÆS OGSÅ: Lene Espersen: ’Jeg blev kaldt ravnemor’
For nylig har hun fået skældud af konservative mænd i minoritetskredse for at sige, at især mødrenes opgør med den traditionelle muslimske drengeopdragelse er et must, hvis man skal forhindre nydanske drenge i at søge mod bander eller radikaliserede islamister.
Og i april inviterede hun en gruppe nydanske drenge ind i Folketinget for at overbevise dem om, at de skal stemme til det kommende valg i stedet for at boykotte det. Men hun kæmper også for at gøre op med den ‘os og dem’-tankegang, der har fået tilført nyt brændstof efter attentatet ved Krudttønden og synagogen i København.
– Jeg skrev i sin tid et indlæg i Berlingske med en appel til blandt andre Pia Kjærsgaard om, hvorfor det er så vigtigt, at vi skaber et fællesskab, hvor en lille pige som Ayda ikke behøver at blive koblet sammen med islamisme og radikalisering, bare fordi hun tilfældigvis har brune øjne og ikke grønne øjne som sin far, siger Yildiz.
Faktisk kæmper hun for et Danmark, hvor nydanskere helt kan slippe for det standardspørgsmål, hun selv har vænnet sig til at få stillet: ‘Hvor kommer du fra?’ Også selv om de fleste af dem, der spørger, bare gør det af nysgerrighed.
– Jeg tror, jeg har affundet mig med, at det er noget, jeg bliver spurgt om. På den måde gør det ikke noget. Tit svarer jeg, at jeg kommer fra Esbjerg. ‘Nej, nej, hvor kommer du oprindeligt fra?’ siger folk. Og så kommer næste kommentar ‘hvor taler du godt dansk!’ Der plejer jeg at svare ‘tak, det gør du også.’ Og det er fint at joke sig igennem det. Men jeg ville synes, det var rigtig trist, hvis Ayda om 15-20 år er i byen og hygger sig og så får den slags kommentarer. Så ville jeg føle, jeg havde svigtet min opgave, både som samfundsborger og som politiker.
Selvfølgelig skal man kunne spørge hinanden, men ikke med den der ‘nej, hvor taler du godt dansk’-dagsorden. Hun skulle jo gerne kunne sige ‘jeg kommer fra Nørrebro’, hvis det er der, hun bor på det tidspunkt, siger Yildiz.
– Hun har jo faktisk allerede svaret på det, da Gentoftes borgmester spurgte hende, smiler Jonas indforstået, og Yildiz forklarer:
– Aydas oldemor Karen, som desværre er død nu, fyldte 100 år for et halvt års tid siden. Og så er det sådan, at borgmesteren kommer og giver blomster og ønsker tillykke. Han var lidt fascineret af denne her lille charmetrold og tog hende op og sagde: ‘Hvor kommer du så fra?’ Og Ayda kiggede på ham, mens hun legede med hans borgmesterkæde, og svarede: ‘Hjemmefra’. Det, synes jeg, var så sødt.
LÆS OGSÅ: Farshad Kholghi:“Jeg var panisk angst for at blive far”
LÆS OGSÅ: Dåb: Vi har brug for ritualer
LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse