Astrid Bøgeholt Vendelbo

23-årige Astrid købte et smadret kolonihavehus – så hun har råd til at rejse jorden rundt

Astrid er kun 23 år, men har allerede set en stor del af verden. Hun opfatter sig selv som en globetrotter, der ønsker at bruge vintrene til at rejse, men samtidig lægger hun liv og sjæl i sit kolonihavehus, der med sine 45 kvm rummer al det jordiske gods, hun har brug for.

Øverst i Astrids behovspyramide står rejser til hele verden. Hun cyklede for et par år siden 3000 km op til Nordkap, og hun har også cyklet Centralasien tynd – alt sammen med ganske få ting pakket i rygsækken og nætter i sovepose under åben himmel.

Artiklen fortsætter under videoen og billederne...

Et af hendes største ønsker for boligen er derfor at den er billig, og at den levner økonomisk plads til at rejse. 

kolonihavehus-Astrid01.jpg
Stuen er indrettet med en skydedør ud til haven, og Astrid har placeret en hængekøje, så hun kan ligge og nyde udsigten. Hængekøjen er fra hængekøjen.dk og bakkebordet i bambus er fra Imerco. Reolerne er malet i farven CanyonBeige fra Flüggers stilhistoriske farvekort. Reolen er lavet som en indbygningsreol og konstrueret af to billige reoler, et gammelt vitrineskab og et par æblekasser.

"Jeg er ret fordringsløs hvad angår komfort i min bolig, jeg kan klare mig med et minimum, og jeg går ikke af vejen for at sætte ting i stand, også selv om jeg ikke har prøvet det før, og også selv om resultatet bliver lidt småskævt."

kolonihavehus-Astrid_02.jpg
Stue Astrid har adskilt sit lille sovekammer fra resten af opholdsrummet med en vinduesvæg, som hun har klunset sig til. Genbrug har været en stor del af præmissen for, at Astrid kom i mål med dine ideer på et lille budget. Og så er det personligt og hyggeligt.

Oprindeligt var hendes ønske en husbåd, men efter et opslag på Facebook med billeder af det 45 kvm lille kolonihavehus begyndte tankerne at vandre. Kort tid efter og 90.000 kr. fattigere stod hun som ejer af et forfaldent, uisoleret og uelsket hus med masser af dårligt vedligeholdt interiør.

Idé: Skærm af med en vinduesvæg, der samtidigt sørger for at dagslyset bliver fordelt til hele rummet. Hvis du vil, kan du også sætte gardiner op, du kan trække for efter behov.

kolonihavehus-Astrid_03.jpg
Farverne, Astrid har brugt indenfor, er præget af naturens nuancer, og bøgerne er vendt med ryggen indad for at underbygge det udtryk. Sofaen er en daybed fra Nimara.dk. Den løse plaid er fra Ikea, og puderne er fra Søstrene Grene og Ikea.

"Heldigvis er jeg ihærdig og har en ret stærk fornemmelse af, hvordan mine rammer skal se ud. I det her tilfælde var det nødvendigt at finde al min stædighed frem, for at få ændret på det der nu skulle være min bolig.

Astrid brugte en lang vinter på de store ting; huset blev efterisoleret, rumopdelinger blev ændret og et nyt køkken blev bygget op. 14 vinduer fra Den Blå Avis blev slæbt hjem på ladcykel og blev basis for både et højskab i køkkenet, og for rumopdeling imellem stuerne."

kolonihavehus-Astrid_04.jpg
En hyggelig krog med kig til haven. Hængestolen er fra Tectake.dk

"Faktisk er det inspirerende med få midler i et byggeri som dette. Jeg var tvunget til at genbruge, og da jeg faldt over de vinduer, gik alt pludselig op i en højere enhed. Det var jo ikke sådan at jeg gik og ønskede mig vinduerne, men mere sådan at jeg lod vinduerne løse mit problem med skab og rumopdeling."

kolonihavehus-Astrid05.jpg
Astrid prøver at holde indretningen så minimalistisk som muligt og har bl.a. som en regel, at der ikke må være flere sko end, at de kan være i det lille Ikea-skab på væggen. Skabet er malet med tavlelak.

Køkkenet blev dannet på skelettet af de gamle køkkenelementer og alt blev omplaceret og customized med et hjemmelavet system af Ivar reoler fra Ikea, og rørflet som indsats i lågerne.

kolonihavehus-Astrid_07.jpg
Køkkenet er bygget på skelettet af det oprindelige køkken men i et ændret grundplan. Lågerne er bygget af reolsystemet Ivar fra Ikea beklædt med fransk flet. Køkkenbordpladen er en simpel vinylplade, som er behandlet med gulvspartel, så overfladen er rustik og grov. Køleskabet er malet med tavlelak. Armaturet er fra Bauhaus, og vasken er fra Boligcenter.dk.

Der blev desuden skabt et smukt højskab af fire af vinduerne, og Astrid måtte lære en masse om hængsler og rammer undervejs.

kolonihavehus-Astrid_08.jpg
Vitrineskabet, som Astrid selv har lavet med gamle vinduer, er fyldt med fine loppefund.

Alle rum i huset er udnyttet til sidste centimeter, og det har været magtpåliggende for Astrid at optimere omkring skabe, reoler og vægplads, fordi her simpelthen er så få kvadratmeter. Det gælder f.eks. skabet i soveværelset, der er bygget ind over sengen, men med et højskab i den ene side helt ned til gulvet, så der blev plads til kjolerne.

Det gælder også reolerne i stuen, der er customized af gamle Ikea-reoler og et tiloversblevet skab, så de passer nøjagtigt i stuens mål, og i øvrigt er bygget ind i stuen.

kolonihavehus-Astrid_09.jpg
Astrid har adskilt sit lille sovekammer fra resten af opholdsrummet med en vinduesvæg. Det giver dynamik i indretningen og fornemmelse af mere plads. Astrids fine seng passer på centimeteren, for plads er her ikke meget af. Det søde halvmånevindue giver hende kig til himmel og grønne trækroner fra den høje seng, mens hun har hentet naturen indenfor med grøn maling på vægge og træmøbler og grønne planter

"Det er dejligt at bygge ting ind i rummene, det giver en frihed, at alt er nagelfast. Jeg holder meget af at indrette og synes det er sjovt at få et hjem til at fungere med få elementer, men jeg vil kunne rejse mig og gå, og jeg har det lidt sådan, at det vigtigste i mit liv skal kunne proppes i en rygsæk og tages med," slutter Astrid.

kolonihavehus-Astrid_10.jpg
Inde og ude i det lille kolonihavehus går i ét, for Astrid holder af at have mange planter indendørs. Slagbænken blev bygget af resttræ fra et byggeri i nærheden, og både bord og stol er fra et loppemarked.
kolonihavehus-Astrid_11.jpg
Over sengen hænger et frønnet bræt med planter, som manifesterer naturen i indretningen. Astrid har malet både væggen og træmøblerne i en lys grøn nuance.
kolonihavehus-Astrid_13.jpg
Astrid har adskilt sit lille sovekammer fra resten af opholdsrummet med en vinduesvæg. Det giver dynamik i indretningen og fornemmelse af mere plads. Astrids fine seng passer på centimeteren, for plads er her ikke meget af. Det søde halvmånevindue giver hende kig til himmel og grønne trækroner fra den høje seng, mens hun har hentet naturen indenfor med grøn maling på vægge og træmøbler og grønne planter.
kolonihavehus-Astrid_14.jpg

Hvem & hvor

Hvem

Astrid Bøgeholt Vendelbo, 23 år, pædagogstuderende

Hvor

Kolonihavehus på 45 kvm i Sct. Hans Haveforening i Odense.