Bolig: Klassisk retro og rene linjer
En smuk hvid ramme omkring danske møbelklassikere tilsat enkelte farveklatter og sort-hvide fotos på væggene er essensen af indretningen hjemme hos Stine Grouleff, medejer af moshi moshi butikkerne, og fotograf Robin Skjoldborg på Østerbro, hvor de bor med deres tre teenagebørn.
Med udsigt over søerne i København og helikopter landingspladsen på toppen af Rigshospitalet befinder Stine Grouleff og Robin skjoldborg sig lige der, hvor de allerhelst vil bo.
– Jeg har boet på Østerbro, siden jeg var atten år, fortæller Stine Grouleff. – Og jeg kunne ikke forestille mig at bo andre steder. Jeg kan gå til arbejdet, og alt er inden for rækkevidde. Vi bor i den gode ende af Østerbro, på grænsen til Nørrebro, hvor der er lidt kant og atmosfære med de mange kaffebarer lige om hjørnet.
Se også: Tre små lejligheder blev til én stor
Kvalitet og godt håndværk
Lejligheden virker større end den egentlig er på grund af de mange frilagte bjælker og lysindfaldet fra loftrummet, der er inddraget til beboelse.
– Det fungerer rigtig godt, at børnene har øverste etage med deres værelser og badeværelse, og vi har nederste etage med køkken, soveværelse og gæstetoilet. På den måde kan børnene sagtens have kammerater på besøg, samtidig med at vi har gæster hernede, fortæller Stine.
Stine holder meget af den klassiske møbelstil, hvor tingene holder i generationer. Så når der skal nye møbler eller ting til lejligheden, er det ofte hos Roxy Klassik på Fælledvej i København, hun handler, eller hos Klassisk Møbelkunst i Bredgade.
– Når man er vokset op med danske møbelklassikere og godt kan lide kvalitet, vælger man automatisk godt håndværk og gode materialer, både når det drejer sig om møbler til hjemmet, men også når det gælder de ting, jeg er med til at sælge i forretningen. Her går jeg heller ikke på kompromis, fortæller Stine.
Spisebordet og Wegner stolene, som Stine arvet af sin mormor og morfar, er både hendes mor og hun selv vokset op med. Så de betyder noget helt særligt og fik derfor også nyt flet for ti år siden, så de kan holde til endnu en generation. Enkeltheden i rummet og den lyse baggrund får møblementet til at træde frem i al sin klassiske enkelthed. Lamperne over bordet er BTC lamper. Fotoet på væggen er et portræt af William Borroughs af Anton Corbijn. Og litografiet er af Kasper Eistrup
En håndfuld klassikere udgør sofahjørnet i stuen. Et Poul Kjærholm bord i marmor flankeret af to Wegner stole og et par Bestlite lamper i en diskret hvid farve. Sofaen er fra Bolia. Billedet på væggen er et kunstfotografi af Per Bak Jensen, plakaten er købt på Bauhausinstituttet. I vinduet står en vase fra Roxy.
Et kig fra øverste etage ned mod stuen. Den grønne vase i vinduet får rummet til at virke beboet.
Rene, hvide linjer og stål præger køkkenet, hvor en gammel fabrikslampe klarer belysningen. Stine undlod ikke, da hun så det første gang, at kommentere på, hvor lille køkkenet er. Men, som Robin sagde: "Hvis man kan lave mad på en ubåd, kan man vel også lave mad her" fortæller Stine.
Den ene væg i soveværelset har fået indbyggede skabe, og for at skabe lidt ruminddeling er der sat en lille halvvæg op mellem seng og skrivebord. Stolen er designet af Wegner. Det runde sivtæppe er fra Rabens Atelier.
Fem hurtige til Stine:
Dit bedste indretningstip?
– Ro, ikke for meget flimmer.
Dit yndlingsmøbel?
– Mit spisebord og stole.
Dit favoritsted i hjemmet?
– Ved køkkenbordet, hvor jeg kan se ned på søen.
Hvad er det, du godt kan lide ved den klassiske danske møbelstil?
– Det enkle.
Hvad står øverst på ønskelisten til hjemmet?
– Wegners Flagline stol, selvom vi ikke har plads til den.
Læs også: Fra tørreloft til toplækker taglejlighed
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her