Blomster er naturens små kunstværker, og du kan lave de flotteste buketter og dekorationer, hvor du blander et væld af forskellige blomster – ligesom i en flot og frodig grøftekant. Se med her, og gå selv i gang med dine egne blomstrende kunstværker.
Det ser fortryllende ud med en overdådig dekoration på bordet, gerne på et gammelt fad på fod. Læg et stykke oasis i blød i en balje vand, så den bliver gennemvåd, så blomsterne kan suge godt med vand. Læg stykket midt på et fad og stik blomsterne i, så dekorationen bliver asymmetrisk og højere i den ene side. Det er en fordel at starte med at stikke nogle langstilkede blomster i den ene side. Dernæst stikker du blomster i, som skal slynge sig ud over kanten af fadet. Her er ærteblomster og klematis ideelle. Fortsæt nu med at stikke blomster i dekorationen, så den bliver tæt.
I denne dekoration er brugt ærteblomst, hjertegræs, craspedia, roser, klematis, løvemund, nelliker, ranunkler, forglemmigej, valmuer og oxypetalum coeruleum. Fadet er fra De fire Årstider.
Annonse
Giv en blomstrende gave
Det er dejligt både at give og få en smuk buket, og buketten bliver kun mere personlig, når du selv binder den.
I denne buketten er brugt roser, kirsebærgrene, løvemund, klematis, craspedia, forglemmigej, langbladet ærenpris, ranunkler og ærteblomster.
Du behøver ikke et væld af blomster for at skabe et godt resultat, men kan nøjes med en enkelt eller to af hver slags. Bind buketten med stilke i varierende længder, og lad gerne blomsterne pege i forskellige retninger. Bind et bånd om stænglerne på den færdige buket, inden du arrangerer den i en vase.
Til denne buket er brugt kirsebærgrene, valmuer, craspedia, rose, ærteblomster, hjertegræs, valmuer, ranunkler og oxypetalum coeruleum. Vase fra De Fire Årstider.
Det giver en sjov virkning, når du binder en slank buket og placerer den i en vase med stor åbning, så buketten kommer til at stå på skrå. Når du arrangerer blomster på den måde, er det vigtigt at binde en snor omkring stænglerne, så det skrå udtryk bevares.
Denne buket er en herlig blanding af kirsebærgrene, løvemund, ærteblomster, rose, ranunkler, forglemmigej, klematis, langbladet ærenpris, nelliker og høstfloks. Vase fra De fire Årstider.
Når du skal lave en buket med et naturligt udtryk, er det vigtigt, at blomsternes længder varierer, og at du lader nogle grene stikke op. Ofte bliver buketten bundet, inden den kommer i vand, men du kan også vælge at stikke blomsterne enkeltvis i vasen. Først renser du den nederste del af stænglerne for blade, så de ikke kommer i berøring med vandet og bliver ildelugtende. Sorter blomsterne i bunker efter art og farve, så du har et overblik over dem. Start med at stikke grene i vasen og derefter de langstilkede blomster. Til sidst stikker du alle de kortstilkede blomster i vasen, så de danner en fin bund.
Annonse
Tip
Skift vasevandet regelmæssigt, og klip i den forbindelse et stykke af stænglerne.
Husk at skære et skråt snit af stilkene, så de bedre kan suge vand.
Til denne buket er anvendt kirsebærgrene, nelliker, hjertegræs, langbladet ærenpris, roser, ranunkler, ærteblomster, løvemund, forglemmigej, craspedia og oxypetalum coeruleum. Vase fra Ro Collection.
En fryd for øjet
Det ser fantastisk ud, når du laver en flot blomsterdekoration. Begynd med at gennemvæde et stykke oasis, som du derefter placerer på et fad. Først stikker du langstilkede blomster og grene i midten af oasisblokken. Sørg for at sprede dem lidt, så du kan se hver enkelt blomst tydeligt. Til sidst laver du en tæt bund af blomster med forholdsvis korte stilke.
Smukke glas er perfekte som vaser, og du behøver bare at stikke få blomster i hver for at få et godt resultat.
Du kan blandt andet bruge ærteblomster, hjertegræs, valmuer, kirsebærgrene, klematis, ærteblosmter, craspedia, løvemund, nelliker og ranunkel.
Frodigt flor
Bind en vidunderlig buket, hvor du sætter blomster i forskellige farver sammen. Inden du går i gang, fjerner du blade og sideskud fra den nederste del af stænglerne. Herefter tager du en enkelt eller to blomster i hånden, og fortsætter med at lægge en blomst i buketten ad gangen - husk at dreje den regelmæssigt, så den bliver flot hele vejen rundt. Når alle blomster er bundet i buketten, kan du binde et bånd om stænglerne i bindingspunktet. Undlader du bindingen, falder blomsterne dog mere naturligt i vasen.