Hun er udråbt af Forbes som en af de unge, der kommer til at forme fremtidens kunst

Chloe Wise (@chloewise_) er et farverigt bekendtskab. Hendes håndtaske er i neongrøn lak, hendes mobiltelefon er skriggul, hendes høje støvler er kridhvide, og hver finger har en forskellig farve neglelak på. Men det er lige så meget, den måde hun energisk fortæller om sit liv i New York, sin passion for kunsten, sine venner, som hun elsker at male, og om hvor crazy hun var som barn, der sætter kulør på hendes omgivelser. Og hun ved godt selv, at hun stikker en smule ud i Jantelovens hjemland, hvor hun opholder sig hele august for at færdiggøre sin kommende soloudstilling på kunstmuseet Heart i Herning.

– I er meget glade for minimalisme. Alt er subtilt og underspillet, less is more i Danmark. Jeg er det modsatte. Der er intet subtilt over hverken mig eller mit arbejde. Jeg er så meget over the top, jeg elsker farver, jeg bruger meget neon, og jeg elsker store armbevægelser, siger Chloe Wise, der betegner sig selv som maksimalist.

– Det interesserer mig ikke at være low-key. Den form for kunst, jeg bedst kan lide at lave, og som jeg selv bliver bevæget af, er kunst, hvor du kan mærke, at dem, der har lavet det, ikke kan lade være med at udtrykke sig. De vil skrige deres budskab så højt, at hele verden kan høre det. De har en passion og en energi, de gør sig umage, og de går ikke på kompromis, siger hun, trækker luft ind og fortsætter:

– Så når jeg maler et billede, gælder det, at jo flere mennesker, jeg kan proppe inden for rammen, jo mere plads, de kan fylde ud, jo flere hænder, der er, jo flere farver, jo flere ansigter, jo mere excited bliver jeg! Jeg er meget rastløs, og hvis jeg mister interessen, går jeg videre til det næste, siger hun.

– Jeg er meget hurtig, jeg er meget intens, og jeg kan kun male kompositioner, jeg er helt oppe at køre over.

Vi trækker begge vejret og krydser fingre for, at min diktafon får det hele med.

A little help from my friends

I en alder af kun 28 har den smukke canadiske kunstner skabt et navn med udstillinger på gallerier over hele verden – bl.a. i Paris og New York. Sidste år blev hun optaget på Forbes’ liste over 30 under 30, der ifølge det amerikanske erhvervsmagasin vil komme til at forme fremtiden inden for kunst og design, og modehuse som Chanel og Jacquemus sender bud efter den dygtige maler, når de skal lave et nyt take på en kampagne. Og på Instagram har hun opbygget en solid platform med en stor følgerskare, der hele august har kunnet følge forberedelserne til hendes udstilling på Heart i Herning – hendes første soloudstilling på et museum nogensinde, som kom i stand, efter hun mødte museets udstillingschef til et bryllup i Mexico.

Man har kunnet følge med i, hvordan hun sætter sine store, hvide, selvsikre penselstrøg midt i et hudfarvet ansigt, og hvordan hun maler hele natten, mens hendes danske venner holder hende med selskab i studiet. Der har også været glimt fra livet på Vesterbro og kvarterets erotiske forretninger, selfies med hendes forældre, der kom på besøg hele vejen fra Montreal, glimt fra modeugens lukkede arrangementer og en lille smuttur til Sardinien på en stor yacht, “for det tager jo kun to timer at komme til Italien.”

Der er gang i Chloe Wise, og det har der altid været.

Hun er vokset op i en kernefamilie i Canadas næststørste by, Montreal, hvor hendes forældre bakkede op om hendes mange påfund. Det var bl.a. dem, der blev sat til at optage de reklamefilm, Chloe skrev og instruerede som syvårig., hvor hun opfandt et sodavandsmærke, tegnede, hvad hun mente var et passende logo, og klistrede det på flasker, som hun fyldte med cola, juice, mælk, og hvad der ellers var i køleskabet.

Da Lady Diana døde, fik Chloes treårige lillesøster Brooke rollen som den afdøde prinsesse af Wales, som den seriøse nyhedsreporter Chloe interviewede om, hvordan det så var at være død. “Det er okay, det gør ikke ondt, sagde Brooke efter instrukser fra filmens instruktør. I skolen tog hun ofte et videokamera med for at gøre matematiktimerne lidt sjovere, og hendes kladdehæfter var fyldt med tegninger på alle sider.

– Altid portrætter, siger Chloe Wise.

– Ansigter, mennesker og prinsesser.

Var du god?

– Jeg tror, jeg var rimelig god for min alder, men på et tidspunkt kan alle jo blive gode. Så det er mere, at det var en passion fra starten. Jeg har været sikker på, hvad mine interesser var, nærmest fra jeg blev født, siger hun.

– Jeg har altid været meget optaget af ansigter og lagt mærke til træk, der skiller sig ud. Når jeg sidder her og taler med dig, er jeg nærmest i gang med at tegne dit ansigt i mit hoved. I går sad jeg i en park med en ven, og den måde lyset ramte hendes ansigt på, var så flot, at jeg tog et billede. Solen tegnede nærmest et omrids i guld på hendes næse. Det har jeg tænkt meget på siden i går og kan måske bruge det i et billede en dag, siger Chloe Wise.

De personer, man kan se i hendes store malerier, er som regel venner, for, som hun siger:

– Jeg bader i skønhed fra mine omgivelser og mine venner. Jeg har lige været en tur i Sydfrankrig, hvor alt var så smukt. Vandet, lyset, Calanques (nationalpark, red.), klipperne, mine venner og deres øjenfarve. Det var utroligt smukt at se mennesker, jeg holder så meget af, i så skønne omgivelser. Jeg bliver så glad af at male mine venner på den måde, siger hun og griner.

New York, New York

Det er ca. seks år siden, Chloe Wise flyttede til New York. Hun var lige blevet fyret som assistent for en maler i Toronto, da nogle venner i New York stod og manglede en roommate, så hvorfor ikke bare tage af sted? New York åbenbarede sig for hende som en mulighedernes by.

– Der er noget ved New York, der bare byder dig velkommen. Mange af dem, der er der i forvejen, er højst sandsynligt også tilflyttere, så ingen er mere newyorker end andre. Når der kommer nye folk til, er de fleste – i hvert fald i det miljø, jeg færdes i – enige om at være åbne over for dem og deres arbejde, siger Chloe Wise.

– Jeg fik hurtigt arbejde hos en kunstner, jeg blev inviteret til ferniseringer og fik venner på gallerierne. Jeg tog et fag, kritisk teori, på en gratis kunstskole, BHQFU, hvor min lærer efterfølgende inviterede mig til at være med i en gruppeudstilling, og jeg bidrog med en davidsstjerne i bacon lavet ud af plastik. Sådan startede det, siger hun.

Humor er noget af det, kritikere har fremhævet som en styrke hos Chloe Wise, hvis Bread Bags fra 2013 gav karrieren et godt afsæt. Chloe Wise syntes, det var sjovt, at Louis Vuittons rektangulære små tasker blev kaldt baguettes og fandt det nærliggende at lave en kollektion af brødtasker.

En af dem var formet som en kunstig bagel med cream cheese og Chanel-rem og blev båret en af ung skuespillerinde til et Chanel-arrangement i 2013, hvorefter mange modeskribenter skrev, at de glædede sig til at se bageltasken i butikkerne til fall/winter-sæsonen i 2014. Indtil de fandt ud af, at det ikke var Chanels design, men en skulptur, Bagel No. 5, lavet af en ung canadisk kvinde, som kun få kendte navnet på dengang.

Siden da har Chloe Wise i adskillige interviews glædet sig over den forvirring, det skabte at placere værket uden for dets oprindelige kontekst. Men her seks år senere gider hun ikke at tale mere om bageltasken og resten af kollektionen, der ved et tilfælde gik viralt.

– Det er lang tid siden, og det var sjovt som et kulturelt fænomen dengang. Men i dag – i en verden med Trump, hvor virale nyheder, fake news og memes har så negativ indflydelse på verden – er jeg ikke interesseret i at gå viralt. Når der er så store politiske uenigheder og så meget uretfærdighed, er der noget radikalt ved at beskæftige sig med noget så menneskeligt som at male nogens portræt. Et øjeblik mellem to mennesker dokumenteret i et maleri – som min veninde i lyset i går. Det er jeg meget mere interesseret i at afbilde, der hvor jeg er i min karriere nu, siger Chloe Wise.

Malerierne bliver til i et studie i Alphabet City på Manhattan, der med Chloe Wises ord på ingen måde er en fancy del af New York. Men studiet har den fornødne størrelse til hendes armbevægelser, store lærreder og de hjemmelavede kattetårne til Pluto – hendes “engleagtige, dejlige, supermodel af en siamesisk kat,” som Chloe Wise bruger den første vågne time af hver arbejdsdag på at kæle med,

Dernæst tager hun til dans – hiphop eller reggaeton – og så i studiet for at arbejde i ca. 12 timer. Hun forlader kun lærredet, hvis hun skal lave mad, stadig med maling på hænderne, eller åbne døren for sine venner, som hun har bedst tid til at se, hvis de kan leve med, at hun maler imens.

De kommer ofte på besøg i hendes studie, som de har døbt The Chloho House, sætter sig ved hendes langbord og er tilsyneladende indforståede med, at deres vært står med pensel og palet i hånden, mens hun på passende tidspunkter svarer: “oh that’s terrible” eller “oh that’s amazing” til deres historier.

Hvorfor elsker du at male så meget, at det er det eneste, du laver?

– Det er bare den bedste følelse! Det er så sensuelt, så spændende og så menneskeligt med alle de udfordringer, jeg skal overkomme. Jeg er nogle gange forundret over, hvad jeg ser mine hænder gøre. Ikke at det er genialt, men det er bare vildt, at mine hænder kan male videre, mens jeg selv zoomer helt ud i hovedet og tænker på noget andet. Nogle gange filmer jeg min hånd, mens den maler, for at se, hvad den finder på, siger Chloe Wise og griner.

Gruppebillede

De store oliemalerier af hendes venner er Chloe Wises særkende lige nu. Til udstillingen i Herning viser hun både gamle værker, som bliver lånt ud, og fire-fem nye værker – det ene tre meter højt – som hun fremstiller, mens hun er i København. Dagen efter interviewet har hun inviteret en flok flotte venner i studiet, hvor hun vil stille dem op og fotografere dem, så hun har et forlæg til malerierne.

Derefter zoomer hun ind og får måske øje på, hvordan to hænder mødes på en måde, hun ikke kunne have konstrueret. Hun leger med billedet i Photoshop, tilføjer en ny baggrund eller andre personer, og når hun har den rette komposition, tager hun iPad’en med hen til lærredet og går i gang.

– Oh my god, siger hun pludselig og kigger ud på Værnedamsvej, hvor vi sidder.

– Alle er jo så smukke her, jeg må ud og caste på gaden også. Alle ser jo så sindssygt godt ud!

Hvad udstillingen i Herning skal hedde, finder hun ud af i sidste øjeblik, men hun har en lang strøm af brudstykker af sætninger i et dokument på sin telefon. En liste, som hun tyer til for at finde titler til værker, som det var tilfældet med Not That We Don’t – hendes seneste udstilling på Almine Rech Gallery i London.

LÆS OGSÅ: Hos Ellen og Torgny er der kunst fra kælder til kvist – og lidt til

Chloe Wise forklarer, at hun er fascineret af de uskrevne regler, vi lever efter, når vi omgås andre mennesker.

– Malerierne handler om, hvordan vi opfører os i en gruppesammenhæng. Hvis en tager et billede ved et middagsbord, holder alle straks op med at tygge, lægger armene om hinanden og smiler i en bestemt retning. Sådan ville vi aldrig sidde ellers, det er jo ikke naturligt. Så jeg begyndte at interessere mig for, hvor meget vi rent faktisk performer, når vi prøver at være normale. Det er ikke en kritik, det er bare noget, jeg spekulerer på – og maler. Mine malerier forestiller ikke folk, der bryder reglerne, men folk, der følger dem, siger hun.

På de nye værker, der kan opleves i Herning, kan man se udvalgte personligheder fra hendes københavnske vennekreds, der vokser for hvert besøg i vores lille land. Ifølge Chloe Wise oplever hun samhørighed med os skandinaver, fordi vi ligesom canadiere ikke har så travlt, som hun oplever, at mange amerikanere har.

– Vi (fra Canada og Skandinavien, red.) skaber øjenkontakt. Vi taler med folk uden at have travlt med at skynde os videre, hvorimod man i en kapitalistisk overflodskultur som USA hele tiden bliver mindet om, at der findes noget nyere, større og bedre. Jeg ved godt, at jeg selv kører i højt tempo, taler hurtigt, tænker hurtigt og arbejder hurtigt, men jeg kan godt lide den måde, jeg kan have en samtale med en person fra Canada eller Skandinavien. Jeg synes, at det er en poesi, en ro, en reel interesse og betænksomhed, som jeg ikke nødvendigvis oplever i New York, hvor alt skal gå så stærkt, siger Chloe Wise.

Men kan danskere ikke også være for langsomme?

– Jeg synes, at det fungerer godt, når min dynamik møder skandinavere. Det er ekstrovert og introvert, der mødes. Jeg snakker så meget og larmer så meget, at jeg, når jeg sidder over for en, der er mere nede på jorden, må skrue lidt ned for tempoet, og de må komme lidt ud af deres skal og tale lidt højere.

Som os to?

– Ha ha, ja præcis!