Sådan holder du dit juletræ frisk og grønt hele julen
Ingen jul uden juletræ. Men hvad gør du for at undgå grannåle i hele huset og sikre, at træet holder sig frisk og grønt lige til helligtrekongersdag? Få de bedste tips her.
Der er flere ting, du skal være opmærksom på, når du køber et juletræ og bringer det indendørs.
Nogle foretrækker et fyldigt juletræ med mørkegrønne nåle, mens andre godt kan lide luft imellem grenene, så levende lys og hjemmelavet pynt på juletræet kommer mere i fokus. Men fælles for langt de fleste af os er, at ingen er vild med et udtørret juletræ, hvor grannålene drysser af.
Og så længe du vælger et levende juletræ frem for et kunstigt juletræ af plastik, vil dit træ kunne få brug for "pleje" for at leve længst muligt.
Vil du gerne have, at dit juletræ lever i længst mulig tid, så gør gerne nogle af disse ting for at hjælpe dit juletræ på vej. På den måde får du et juletræ som kan leve meget længere end kun på juleaften.
Vi guider dig lige her:
Hvilken type juletræ skal du vælge? Der er forskel på fx en Normannsgran og en rødgran. (Foto: Getty Images)
1. Normannsgran
Vælg en normannsgran, hvis dit juletræ skal holde sig frisk indendørs i flere uger. Tager du først juletræet ind i hjemmet den 23. december og smider det ud igen til nytår, kan du dog sagtens vælge en billigere sort, f.eks. rødgran.
2. Tre dage - giv juletræet tid til akklimatisering
Vent tre dage med at tage juletræet ind i stuen. Lad det stå et beskyttet sted udenfor eller i et køligt rum. Træet skal nemlig have tid til at akklimatisere sig, før det kommer ind i en varm stue – ellers begynder det at drysse med det samme.
Det er let at vande et lille juletræ, men hvordan skal du vande et stort juletræ? (Foto: Getty Images)
3. Juletræsfod med hovedpinepiller
Et levende juletræ drikker vand. Brug derfor gerne en juletræfod med vand og sav det nederste af stammen af, før du sætter juletræet i foden. Du kan eventuelt tilsætte to hovedpinepiller i form af brusetabletter til vandet. Det fungerer på samme måde som det pulver, man bruger til at holde afskårne blomster friske. Bare vær opmærksom på, at tabletterne skal indeholde stoffet acetylsalicylsyre for at virke.
De mørkegrønne nåle er pænest på juletræet - ikke på gulvet... (Foto: Getty Images)
4. Spand
Ikke alle har en juletræsfod, der kan hældes vand i. Du kan som et alternativ derfor også stille juletræet i en spand vand de dage, det står udenfor.
5. Nettet
Fjern først nettet fra træet, når træet stilles inden for i stuen. Har træet stået i frostvejr, tager det et par timer, før grenene folder sig ordentligt ud. Vær da ekstra forsigtig med træet – frosne grene knækker nemt.
LÆS OGSÅ: 8 ting, du ikke vidste om dit juletræ
6. Hvor skal du IKKE stille juletræet?
Stil juletræet langt væk fra brændeovnen og, hvis muligt, også fra husets radiatorer. Jo mere varme, træet får, jo hurtigere begynder det at drysse og se trist ud.
7. Genbrug
Genbrug træet efter jul, f.eks. ved at smøre træets grene og nåle ind i en blanding af margarine, havregryn og solsikkekerner og give det til fuglene.
----
Artiklen er opdateret i 2022 af Susanne Baden Jensen, originalartiklen er fra 2018.