Hjemmelavet TIP

Hjemmelavet piñata til Halloween

Det er supernemt og billigt at lave sin egen piñata, så bare sæt børnene i gang. Her har vi lavet et dødningehoved, men du bestemmer selvfølgelig selv motivet.

Hjemmelavet piñata til Halloween

Du skal bruge:

  • 2 stykker pap, ca. 40 x 40 cm
  • 1 langt stykke bølgepap, ca. 150 x 12 cm
  • tape, gerne bred • slik efter smag og antal af deltagere
  •  1-2 strips
  • crepe- eller silkepapir
  • limstifter eller spraylim
  • en snor til ophængning
  • et bat eller en stor rullepind til at slå med

Sådan gør du:

  1. Tegn omridset af et skelethoved på det ene stykke pap. Skær det ud med en hobbykniv, eller klip med en stor saks. Brug den som skabelon, og tegn den over på det andet stykke pap. Skær det ud.
  2. Læg papskeletterne over hinanden, og tape bølgepap hele vejen rundt langs kanten.
  3. Fyld slik i, inden du lukker helt. Sæt 1-2 strips igennem øverste del af hovedet ca. 5 cm fra kanten. De skal gå gennem begge stykker pap og bruges til ophæng. Klip baner af hvidt crepe- eller silkepapir. Klip frynser i banerne, og lim dem på hele vejen rundt på piñataen.
  4. Klip næse, øjne og mund af sort og farvet papir, og lim det på.
  5. Hæng den fyldte piñata op i en snor i loftet eller i et træ.
  6. Giv deltagerne bind for øjnene. Lad deltageren slå efter piñataen, og hiv den imens op og ned, så deltageren både kan ramme, men også slå huller i luften.
Hjemmelavet pinata til Halloween

TIP

Fyld den med guf, inden du taper den sammen, det er det nemmeste!

Hvad er en piñata?

I Mexico bruger man piñatas i stedet for tønder til festlige lejligheder. De fyldes på samme måde med slik og slås i stykker. Originalt dekoreres de med frynser af silkepapir – her har vi lavet en piñata til Halloween, men du kan lave alt fra elefanter til spåkoner, kun fantasien sætter grænser.