Monstera i vand

Planter uden jord: Sådan dyrker du dem

Orker du ikke at slæbe sække med jord, eller hader du jord under neglene, så er hydroponisk dyrkning måske noget for dig. Mange grønne planter kan faktisk trives i vand og helt uden jord, og så er de grønne planter oveni købet utroligt smukke og dekorative.

De fleste af os forbinder helt naturligt potteplanter og grønne planter med jord, men mange grønne planter trives lige så godt i en krukke med vand. Måske har du set hyacinter og orkidéer, som står i vand uden jord, og der er faktisk mange andre planter, som egner sig til at blive dyrket på samme måde. Fænomenet kaldes hydroponisk dyrkning, og det er på ingen måde en ny idé. Det siges, at Babylons hængende haver blev dyrket på den måde allerede for 2000 år siden og nu er dyrkningsmetoden igen blevet populær.

Nemt og enkelt

Selvom det måske lyder teknisk, så går hydroponisk dyrkning i al sin enkelhed ud på, at dine planter får deres næring direkte gennem vand i stedet for at trække den ud af jorden. Blomster og grønne planter behøver nødvendigvis ikke jord til at vokse, men kan faktisk leve udelukkende af vand, næringsstoffer og luft. Jorden tjener altså kun rødderne som et "fundament", som de kan holde på, og faktisk kan mange planter i det væsentlige vokse hydroponisk - selv kaktusser, sukkulenter og orkideer – planter som vi ofte betragter som ”vandgenerte”.

Slip for jord under neglene

Ved at dyrke dine planter hydroponisk – altså direkte i vand, slipper du for at få jord under neglene, og samtidigt er de grønne planter og særligt rødderne utroligt smukke at se på og giver et let og rent udtryk til indretningen, når de nærmest svæver i vand. Når du dyrker planter i vand, skal du være opmærksom på, at kalken i vandet kan sætte sig på indersiden af glaskrukken eller vasen. For at slippe for grimme kalkaflejringer, kan du eventuelt bruge regnvand eller mineralvand på flaske. Har du en vandkande med filter, kan du også bruge den, så kalken i vandet minimeres. Da planter optager meget af deres næring gennem rødderne, kan det desuden være en god ide at tilsætte lidt flydende plantegødning, når du fylder beholderen op med vand. Når vandet med tiden bliver grumset, skifter du det blot ud med rent vand, men ofte kan du blot nøjes med at fylde lidt mere vand i glaskrukken eller vasen - og eventuelt tilsætte lidt ekstra gødning.

Sådan dyrker du grønne planter i vand

Ved hydroponisk dyrkning kan du bruge en hvilken som helst beholder i glas, fx et flot gammelt syltetøjsglas eller glasvase, så længe den er gennemsigtig. Det er dog klogt at vælge en vase eller krukke, der er lidt smallere ved halsen, for ellers kan det være svært at få planten til at stå lige i vandet. Alternativt kan du vælge at lægge nogle små sten eller glaskugler i bunden af glaskrukken eller beholderen, som er med til at stabilisere rødderne og holde planten på plads.

  1. Stil dig ved fx køkkenvasken og tag forsigtigt planten ud ad potten.
  2. Fjern nu jorden fra plantens rødder. Sørg for at fjerne så meget jord som muligt. Vær forsigtigt så du ikke ødelægger plantens rodnet.
  3. Skyl herefter det sidste jord af rødderne. Står du ved køkkenvasken, kan det evt. være en god ide at stille en skål under, så du ikke stopper vasken med jord.
  4. Fyld herefter vand i en egnet klar glasvase eller krukke og sæt så forsigtigt planten i.
  5. Sørg for at plantens rødder er helt dækket af vand, så planten kan suge tilstrækkeligt næring og ilt fra vandet.

10 grønne planter, der trives godt i vand

Der findes en lang række af planter, der egner sig særligt godt til hydroponisk dyrkning. Nogle af disse er:

  • Pilea (kinesisk pengetræ)
  • Guldranke
  • Væddeløber
  • Fredslilje
  • Flamingoblomst
  • Philodendron
  • Paradistræ
  • Monstera
  • Drageblodstræ (dracena)
  • Gåsefodsplante (syngonium podophyllum)

Lav dine egne stiklinger i vand

Stiklinger kan også dyrkes hydroponisk – det gælder både stiklinger fra grønne planter og blomstrende potteplanter. Fordelen ved at lave stiklinger i vand er, at du på den måde kan følge med i, hvordan rødderne udvikler sig. Når du skal lave stiklinger i vand, sætter du et lille skud i et glas med vand, og efter et par uger vil den nye plante danne små, fine rødder.

Sådan gør du:

  • Knæk en skud af din moderplante på 3-4 bladled. Fjern de nederste blade.
  • Sæt skuddet i vand, så de ’øjne’, hvor du netop har fjernet nogle blade, er dækket af vand.
  • Husk at skifte vandet to gange om ugen – eller når det begynder at blive grumset.
  • Lad planten stå i nogle uger. De steder, hvor der har siddet blade, vil der blive dannet kallus, som er nye planteceller, der dækker den gamle åbning.
  • Kallus er forstadiet til nye rødder. Når stiklingen har fået fine små rødder, er den klar til at blive plantet i en potte.
  • Brug en ny potte og frisk, ny så- og priklemuld. Sæt stiklingen ned i jorden og sørg for, at rødderne er under jordoverfladen.
  • Sæt 2-3 stiklinger i samme potte, og tryk jorden let til. Du behøver ikke at sætte potterne i en pose eller et minidrivhus, da stiklingerne allerede har rødder. Husk at vande.