Haven på Kollerup Gods var tilgroet og forsømt – men så flyttede Pia ind og forvandlede den
Med filosofien ”det skal være vildt men bundet sammen af noget stramt” har godsejer Pia Monique Selchau-Mark forvandlet en tilgroet herregårdshave til den smukkeste engelsk-inspirerede have fuld af farvestrålende stauder, niveauer og terrasser.
Da Pia blev gift med godsejer Niels Selchau-Mark og flyttede ind på Kollerup Gods i 1979, var det til en forsømt og tilgroet have, der primært bestod af et vildnis af senegræs, enebær og thujaer.
Uden den store forstand på haver, men inspireret af barndommens sommerferier i England, som ofte inkluderede besøg i engelske haver, begyndte Pia lige så stille at forvandle haven til en engelsk oase, og samtidig voksede passionen for haven.
"Min hovedfilosofi er at alle blomster skal passe sammen, der skal være noget vildt bundet sammen af noget stramt, og der skal være små og store linjer," siger Pia.
"Hækkene og kanterne skal være snorlige, taksen skal klippes i organiske former, men i bedene må der gerne herske uorden og tilfældigheder."
En forsømt have forvandles
Det har været en lang rejse at få haven dertil, hvor den står i dag. Pia mener det er vigtigt at vente med at gå i gang, indtil stedet er klar til at modtage en. Man skal ikke bare gå i gang med at rydde det hele, men starte i det små og lade haven vokse frem.
Det første projekt var at etablere et rododendronbed på østsiden af huset, og i 1985 blev skrænten på sydsiden ryddet og inddelt i terrasser. Stensætningen langs terrasseinddelingen holder jorden på plads, så skrænten ikke skrider, og den er efterfølgende blevet tilplantet med alverdens stauder i alle former og farver.
Et af de vigtigste elementer i terrassehaven er den store organiske taksformation, som opstod ved lidt af en tilfældighed. Oprindeligt blev der indkøbt 80 taksplanter af en speciel sort, som skulle vokse horisontalt og dermed dække den bare jord. Dog voksede de mere opad end horisontalt og efter mange år var de endelig blevet så store, at de kunne klippes. Taksen endte med at blive klippet i en flot organisk form, som i dag er blevet et af de mest bærende elementer i haven.
Naturgenopretning
Tidligere har Pia gravet og flyttet en del rundt på planterne, men det gør hun ikke så meget mere.
"Graver jeg noget op, bliver det pottet, så andre kan få fornøjelse af det, eller jeg finder anvendelse til planterne et andet sted," siger hun, og tilføjer at problemet med nogle stauder er, at de frøformerer sig helt vildt, spreder sig hurtigt og derved er svære at kontrollere.
Udover de smukke bede og store plæner rummer haven også store vilde arealer, der er til gavn for både insekter og dyreliv.
Disse arealer indeholder blandt andet en stor samling af reliktplanter, levende fortidsminder, som har været på stedet i flere hundrede år, og biologer har indsamlet bevaringsværdige frø i haven, som nu bliver opbevaret til eftertiden i en frøbank på Svalbard.
Biodiversiteten er i dag også et vigtigt element på Kollerup, både med et storstilet naturgenopretningsprojekt langs Kollerup å og de planter, der bliver plantet i haven, som skal tiltrække et rigt insekt- og dyreliv.