Louise Møldrup

Louise satte 20 ”snobber” til salg på Instagram – næste morgen lå der 1.900 henvendelser

Fascinationen af fine damer har fulgt Louise Møldrup, siden hun som barn besøgte Magasins parfumeafdeling. Senere mødte hun snobberne i hjemmeplejen, og nu har hun skabt et helt univers af sure, krukkede damer – ud af ler og humor.

Louise elskede at betragte de fine parfumedamer – dem, der solgte dufte og cremer til byens elegante fruer – når hun som barn kom i stormagasinet Magasin i Aarhus.

Hendes mor havde en strikkebutik i nærheden, så Louises far gik tit en tur i Magasin med sin datter, hvor de kiggede på damerne. "De havde flot hår og makeup," husker Louise. Men det var de selvfølgelig nødt til, når de skulle repræsentere de dyre kosmetikmærker."

Fascinationen af de utilnærmelige damer har fulgt Louise ind i voksenlivet, og i dag har hun skabt et helt univers af snobber: Sure, krukkede damer, som hun former af ler og tilføjer et stænk humor.

Sorgen i ansigtet

"Jeg har mødt mange fine damer gennem mit liv, men når man kommer ind bag det snobbede ydre, kan der gemme sig en sød person," siger Louise.

"Det er blevet min opgave at få dem til at smile eller grine."

Hun arbejdede i 16 år som sosu-hjælper i hjemmeplejen, og dengang hun begyndte i jobbet, var der både tid til at pudse sølvtøj og redde frynser ud på klunkemøblerne hos de gamle damer. Og det skulle ofte gøres på en helt særlig måde.

keramik-snobber.jpg
Louise laver ikke figurer på bestilling, men åbner for salg, når hun har produceret en række snobber.

"Der var mange rappenskralder imellem; mange af dem var gamle husmødre, som vidste, hvordan tingene skulle gøres, og ikke brød sig om, at der kom en ung pige og gjorde det anderledes," fortæller Louise, som efterhånden opdagede, at der ofte gemte sig et helt andet menneske bag den utilnærmelige facade.

Som den fine, gamle dame, for eksempel, der var på nakken af Louise, hvis sengen ikke stod knivskarpt, men en dag sagde til den unge sosuhjælper, at hun ikke behøvede at gøre rent, for kvinden ville hellere snakke.

"Det viste sig, at hun var dybt ulykkelig, fordi hun havde mistet sine tvillingesønner i en trafikulykke," fortæller Louise. 

"Pludselig forstod jeg, at det snobbede udtryk var bitterhed og sorg, som havde sat sig i hendes ansigt – og jeg så hende i et helt andet lys."

Populær papmaché

En diskusprolaps satte i 2021 en stopper for Louises arbejde i hjemmeplejen. Hun pådrog sig skaden i ryggen hos en ældre mand, som lå fastklemt. 

"Han var faldet klokken syv om aftenen, og jeg kom klokken otte om morgenen. Jeg hidkaldte assistance, men der kom ingen, og jeg kunne ikke bære at lade ham ligge. Så jeg forsøgte selv at få ham op, men det var spild af kræfter, konstaterer Louise, som derefter måtte sygemeldes."

I den periode fik hun tid til at lege med sin kreative side. Hun havde tidligere udviklet strikkeopskrifter for sin mors garnbrand, og hun nød igen at bruge sine hænder

"Da jeg var kommet mig over smerterne i ryggen, priste jeg mig lykkelig over, at jeg havde fået den mulighed," siger Louise, som begyndte at lave finurlige figurer i et papmacheagtigt materiale.

keramik-snobber2.jpg
Louises største frygt er faktisk en dag selv at komme til at ligne én af sine snobber.

De blev forløberne for snobberne. Lidt for sjov lagde Louise billeder af sine figurer på Instagram, og snart begyndte der at indløbe forespørgsler på dem.

"Det var megafedt, selv om jeg ikke kunne forstå, at nogen virkelig ville give penge for det, jeg lavede," siger Louise.

Hun solgte figurerne og begyndte at lave nye i keramik. Hun havde ingen forudsætninger, men lærte sig selv teknikken ved at se videoer på nettet. Og troede faktisk så meget på ideen, at hun raskmeldte sig fra jobcentret for at blive selvstændig keramiker.

Rita fra badeklubben

En søndag aften sidste år lukkede Louise sig så inde i soveværelset bevæbnet med cola og computer. Med rystende hænder satte hun sine 20 første snobber til salg på Instagram. Og holdt vejret.

I løbet af aftenen skrev 1.900 personer til hende, at de gerne vil købe en snob.

"Det eksploderede! Og jeg var overvældet; det var meget surrealistisk," husker Louise.

I dag lever hun af sin keramik. Hun har indrettet et lille arbejdsværelse i rækkehuset i Hammel, hvor hun støber lerhovederne i en kvætseform i to dele, hvorefter hun forsigtigt trykker dem ud og samler dem. Derpå laver hun ansigterne og kroppene i hånden, før figurerne bliver brændt ved 1.200 grader i otte timer.

keramik-snobber3.jpg

Hun har blandt andet udtænkt et univers omkring en række badedamer, der alle i fordums tid frekventerede vinterbadeklubben i Skagen – for eksempel Rita, der på vej hjem i rutebilen fra Skagen til Nordsjælland funderer over, hvordan de andre damer har modtaget nyheden om, at hun igen er blevet glad for sin mand gennem 43 år, Vagn, selv om han har hygget sig lidt for meget med Yvonne fra tobakSafdelingen til en firmafest.

Snob til Michelin-kok

"Jeg har altid været glad for at fortælle historier, så jeg kan ikke lade være med at digte om mine snobber, så de får lidt sjæl," fortæller Louise. 

"Jeg vil også gerne give en stemme til ældre kvinder, for mange bliver ”usynlige” med årene, selv om de har et spændende indre."

Der er flest kvinder i Louises univers, men hun har også lavet enkelte mænd, for eksempel en snobbet kokkefigur til Michelin-kokken Paul Cunningham. 

keramik-snobber4.jpg
Bestillingsopgaven til den fornemme kok Paul Cunningham faldt heldigvis i god jord.

"Det var en bestillingsopgave, og jeg var noget nervøs for, om jeg kunne lave mine damer om til en mand. Men han blev heldigvis rigtig glad for figuren," fortæller Louise.

Hun pønser også på at slippe nogle mænd ind badeklubben, blandt andre Ritas utro ægtemand med hentehår og kam i brystlommen. Ideer er der nok af, og køberne står i kø.

"Alle kan genkende de snobbede damer. Enten har de dem i familien, eller så har de mødt dem i Magasin," smiler Louise. 

"Det er jo ikke, fordi mine figurer er kønne, men de har charme, og jeg har stor respekt for de snobbede damer," understreger hun.

I 9. klasse var Louise i øvrigt i erhvervspraktik i Magasins parfumeafdeling, men det stod hurtigt klart for hende, at det ikke skulle være hendes levevej. 

"Parfumedamerne var bestemt søde," siger hun.

"Men de var også lidt snobbede, og jeg passede ikke rigtig ind."

Louise Møldrup, 47 år

  • Uddannet sosu-hjælper og har læst til både møbelpolstrer og kosmetolog samt været strikdesigner.
  • Siden august 2022 autodidakt keramiker på fuld tid.
  • Se mere på snobberiet.com og @snobberiet.
  • Bor i Hammel med sin 11-årige datter.