Maria Kaarup Rasmussen

Gamle kolonnebøger, pletter og patina: Kom med bag skranken hos den historiske boghandel i Christiansfeld

Som barn havde Maria Kaarup Rasmussen mange gode stunder i sin fars mosters boghandel i Christiansfeld. Siden kom Maria selv til at arbejde i butikken med sin mor som chef. Men i 2022 døde hendes mor, og nu er det 37-årige Maria, der sørger for at bevare den historiske boghandels ånd.

En plet på trægulvet i det bageste rum i Martensens Boghandel i Christiansfeld er slidt helt ned. Her sad den gamle ejer frøken Martensen i sin lænestol og slumrede lidt hen, når der ikke lige var kunder at betjene.

Maria Kaarup Rasmussen lader tankerne vandre og minderne få plads, når hun taler om frøken Martensen, som var hendes fars moster. I dag er det hende selv, der er daglig leder af butikken, og hun skal snart renovere det bageste rum, hvor frøkenen sad. Men ét er sikkert og vidst: Hun kommer ikke til at slibe gulvet, så pletten forsvinder.

"Nej, jeg synes jo, det er lidt sjovt at bevare historien rundt omkring i butikken. Og jeg bliver glad, når jeg tænker tilbage på mine besøg i butikken som barn. Jeg sad på en skammel ved siden af "moster", som vi kaldte frøken Martensen. Så fik jeg lov at tælle femkroner og enkroner, eller moster læste højt for os børn. Det var så hyggeligt og trygt," fortæller 37-årige Maria med et smil.

Butikken er fyldt med vægreoler med farverige bogrygge, men der er også mange pynteting, kort, penne og farvestrålende kopper og tallerkener at finde. Disken er malet i en dæmpet grøn farve og med masser af slidmærker og patina.

MartensensBoghandel06.jpg
Maria Kaarup Rasmussen har en lang historie med Martensens Boghandel. Hun kom meget i butikken som barn, og da hun fik muligheden for selv at arbejde på stedet, var hun ikke i tvivl.

Martensens Boghandel blev startet i 1906 af Villads Martensen, som var far til frøken Anna Maria Martensen. Frøken Martensen var et kærligt samlingspunkt i familien, som elskede at komme på besøg hos hende både i butikken og i hendes lejlighed på første sal i samme bygning. Da hun blev ældre, kørte Marias forældre til Christiansfeld hver søndag for at hjælpe den efterhånden gamle dame med vasketøj og madlavning. Ofte var Maria og hende søster Christina med.

"Moster gav os altid lov til at lege med hønseringe og glaskugler, som var til salg i butikken. Vi elskede hende, ligesom hun var kendt og respekteret af kunderne og mange andre i byen. Om foråret sendte hun telegrammer ud til alle konfirmander i hele byen. Hun var meget givende," fortæller Maria og hilser i samme øjeblik på en kunde, der kommer ind i butikken.

Gammeldags service

Da frøken Martensen var sidst i 80'erne, købte Marias far butikken, og hendes mor blev daglig leder. Det var en ordning, alle i familien var glade for, og mor Lotte nød at drive den historiske boghandel videre. Hun lavede ikke store forandringer, men de tekniske hjælpemidler blev skiftet ud med det samme:

"Mor skiftede den gamle drejetelefon ud med en knaptelefon – ligesom skrivemaskinen blev erstattet med en computer. For selv om vi gerne vil bevare historien, er det jo også en forretning, der skal køre rundt," fortæller Maria, der også som teenagepige kom meget i butikken for at hjælpe med at mærke varer, rydde op eller køre på genbrugspladsen med papkasser.

MartensensBoghandel17.jpg
De gamle kolonnebøger ligger stadig i en arkivkasse under disken. Heri noterede frøken Martensen med håndskrift, hvad kunderne skyldte. Maria bruger stadig kolonnebøger og nænner ikke at smide de gamle ud, selv om de for længst er udfyldt.

"Jeg er aldrig blevet presset til at komme her, men har haft lyst til det af mig selv. Jeg er draget af butikken og synes bare, at her er rart at være," siger Maria, der også kan fortælle om de mange ekstra services, som frøken Martensen udførte for kunderne, og som Lotte og Maria førte videre.

"Vi har mange ældre, som kommer herind og spørger om hjælp til mange forskellige ting. Vi har sat batterier i høreapparater, ringet til banken og fyldt taletidskort op. Vi er glade for at hjælpe og holder fast i den gammeldags måde at være butik på. Frøken Martensen lærte os, at det, du giver, får du tifoldigt igen."

Et godt makkerpar

Maria uddannede sig til speditør og arbejdede indtil 2016 i en stor virksomhed i Vejle. På det tidspunkt var hun blevet mor til Esther og kunne godt mærke, at tiden til den lille og kæresten Rasmus trak mere i hende end at gøre karriere i speditionsbranchen. Derfor besluttede Maria at opsige sin stilling og i stedet blive ansat i butikken med sin mor som chef. Det var ikke alle, der forstod hendes valg.

"Jeg blev spurgt af én: Skal du nu bare sælge bøger? Og ja, det skulle jeg. For det er fedt," siger hun med udråbstegnet hængende i luften.

Flere veninder udtrykte også deres forundring over, at hun skulle arbejde sammen med sin mor. Det kunne de ikke selv gøre, sagde de. Men Maria og Lotte var et super godt makkerpar. Aldrig var der uoverensstemmelser mellem de to.

"Min mor var rigtig godt til at rose og anerkende, når jeg havde fået en ny idé til noget, vi kunne gøre i butikken. Vi havde det mega godt sammen, og hun var dygtig til at drive forretning. Og så var hun bare så sød," siger Maria og må i samme øjeblik finde en serviet frem og tørre øjnene.

For Lotte fik kræft i bugspytkirtlen i sommeren 2021, og den 13. december sidste år gik hun bort. Selv om Maria nu må undvære sin mor og savner hende hver dag, føler hun sig tryg i at drive butikken videre alene. Hun har fået den bedste oplæring, hun kunne ønske sig.

"Det er mærkeligt, at min mor ikke er her. Folk var vilde med hende, og da hun blev sygemeldt, spurgte de til hende hele tiden. Men selv om hun ikke er her fysisk mere, føler jeg alligevel, at hun er med mig," siger Maria, der glæder sig over at føre butikken videre .

"Jeg er glad, når jeg kommer herned hver morgen og låser op. Og ofte smutter jeg også forbi om søndagen. Jeg kan ikke holde mig væk," siger hun med et grin.