”Da Mathias og jeg skulle flytte sammen, havde vi svært ved at snakke om, hvad vi begge drømte om”
Varme efterårstoner, retrofund og specialdesignede Fritz Hansen-stole er bare nogle af de ting, som Mie Sandfeld og kæresten har indrettet sig med i det gamle baghus på Frederiksberg. Stilen er nostalgisk, væggene kalkmalede, og i stuen troner drømmestolen langt om længe.
Baghuset, der ligger placeret på Frederiksberg i København, har 29-årige Mie Sandfeld istandsat sammen med sin kæreste, og inden de gik i gang, lavede de en helt klar køreplan for forløbet. På den måde blev det nemmere at forene deres forskellige boligdrømme.
Stilen er skandinavisk og nostalgisk med fokus på godt håndværk og designklassikere, retrofund og rødbrune nuancer. For brun giver tryghed, og trygt skal der være i Mies hjem, som frem for alt skal fungere som en base.
Kom indenfor hos Mie Sandfeld, som står bag denne uges Instagram-bolig.
Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?
Jeg hedder Mie Sandfeld og er 29 år. Jeg er født og opvokset i Vestjylland og flyttede til København i 2015. Jeg arbejder hos MENU som grafisk designer, og var tidligere hos Fritz Hansen. Jeg har en bachelor fra VIA i visuel kommunikation.
Jeg bor sammen med min kæreste Mathias i en 70 kvm stor lejlighed i et gammelt baghus, placeret i hjertet af Frederiksberg. Vi flyttede ind for ca. et halvt år siden og har istandsat lejligheden, sådan som vi drømte om.
Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?
Min interesse for boligindretning stammer fra min barndom, hvor min mor havde en butik i Struer. I butikken solgte hun brugskunst og antikke møbler. Det var en skattekiste af inspiration og læring. Jeg brugte utallige timer i den butik og på forretningens gamle lager, hvor jeg læste i designbøger og kom med på messer, hvor jeg bl.a. stødte på brands som “House Doctor” og “by Nord”. Firmaer, som jeg efterfølgende kom til at arbejde sammen med. Jeg kom også med på auktioner, hvor jeg lærte om Dansk Design, og hvem Arne Jacobsen var.
Så begyndte jeg selv at studere møbeldesign, og blev så optaget af det, at jeg længe troede, at jeg skulle være møbeldesigner. Selvom fascination var meget stor, og jeg blev ved med at købe bøger om både Finn Juhl, Hans J. Wegner, Børge Mogensen, Poul Henningsen, og Kaare Klint, endte jeg med at blive grafisk designer – dog specialiseret i møbelbranchen.
Jeg har længe delt min stil på Instagram. Det med at være facadebilleder fra København og små glimt af min hverdag, men har udviklet sig til at være billeder af min egen bolig. Jeg kunne godt fornemme, at jeg fik en del kommentarer, når jeg delte fotos/billeder af min indretning. Da jeg har flyttet fem gange inden for de seneste fire år, så har der været mange projekter at følge med i.
Beskriv din stil
Min stil er skandinavisk og nostalgisk med fokus på godt håndværk, og vores hjem består hovedsageligt af et miks af danske og svenske vintage- og retromøbler samt en del kunsthåndværk. De fleste ting man finder hos os, er primært ting med år på bagen. Jeg bruger meget de samme farver i varme efterårstoner og grå. Jeg prøver at holde en form for rødbrun tråd i hjemmet. Den brune farve er meget jordbunden, den grounder og giver tryghed.
Hvad bliver du inspireret af?
Jeg finder meget inspiration på gamle museer. Særligt museer som Bakkehuset, Abelines Gård og Ankers hus, hvor husene er bevaret i en bestemt tidsperiode.
Da Mathias og jeg skulle flytte sammen, havde vi svært ved at snakke om, hvad vi begge drømte om. Jeg er vant til at beskrive og snakke om stile og møbler, og han kunne ikke rigtigt sætte konkrete ord på det, han kunne lide. Så vi gjorde det, at vi printede 100–150 billeder ud, som jeg havde fundet – både på Pinterest og Instagram. Vi satte os på en café på Nørrebro og valgte de billeder ud, vi bedst kunne lide. Vi havde begge som mission at finde 10 billeder, som vi godt kunne lide rent stilmæssigt. Vi endte (heldigvis) med mange af de samme billeder, som jeg lavede en mere konkret plan ud fra. På den måde blev billederne en stor inspiration til vores hjem, og det blev en rigtig dejlig måde at have en fælles retning på. Hver gang der skulle tages en beslutning, kunne vi se på planen og billederne; ”passer det her nu også ind, eller er det bare, fordi det er et pænt møbel? ”Jeg måtte sige farvel til en del små drømme og skøre indskydelser, men jeg blev virkelig glad for resultatet.
Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?
Jeg har taget screenshots af scener fra filmen Unge Astrid, hvor der var et flot, gammelt journalistkontor med gamle arkivmøbler, som jeg har brugt til inspiration til vores kontor.
Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?
Vi købte Knitting Chair af Ib Kofod-Larsen til stuen. Jeg har længe drømt om den stol, og da jeg begyndte at arbejde hos MENU, vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi købte den. Hele vores flytning og istandsættelse af lejligheden havde dog været lidt dyr, så vi skulle lige vente lidt med at bruge flere penge. Jeg elsker virkelig versionen med valnødramme og sheepskin som polster.
Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?
Det må nok være træ- og arkivkasserne. Jeg har nogle af dem fra min mors butik, og andre købte jeg på samme tid i genbrug – jeg har haft skolepapirer i dem, og de har fulgt mig, når jeg er flyttet rundt i Danmark.
Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?
Generelt billeder fra vores stue, hvor jeg viser vores kalkvægge. Vi har malet med Joton i hele lejligheden, og i stuen har vi malet med farven Soothing Beige og brugt minerals-maling for at skabe kalkeffekten. Jeg tror, det er vores hylder i stuen, som nok får mest opmærksomhed. Jeg har malet nogle egetræshylder i samme farve som væggene – alt er tone i tone. Og det gør, at det vi stiller på hylderne, træder frem.
Dit yndlingsrum i boligen?
Stuen. Helt klart. Jeg elsker, at vi har formået at skabe en sammenhæng og en praktisk arbejdsplads i samme rum som vores hyggehjørne. Alle møblerne spiller sammen, og vi har fået de fineste billeder op at hænge, som min mormor lavede i 70’erne. Jeg bliver glad, hver gang jeg går ind i stuen og kigger rundt – jeg kan mærke, at de gamle møbler rummer historie, og billederne er så personlige. Igor Stravinsky sagde, at al kunst, som ikke bygger på en tradition, er den rene imitation. Det er på en måde evigt sandt. Hvis du bare laver et eller andet tilfældigt kunst, så bliver det let en imitation, men hvis du derimod bygger videre på noget, så rummer det nye pludseligt hele traditionen og historien, og det synes jeg, der er noget utrolig smukt i.
Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?
Hvis vi ikke får muligheden for at sætte køkkenet i stand, tænker jeg, at vores toilet skal have en makeover. Vi har ikke lavet flere planer, siden vi flyttede ind, men jeg drømmer om en snedkerløsning i træ til opbevaring derude og måske en anden bordplade i sten.
Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?
Meget stærke farver som pink og koboltblå. Og retro-plastik fra 60’erne. Jeg ved godt, der er en virkelig stor trend med farverne lige nu, men jeg har svært ved at kunne se mig selv i det.
Mine favorit-Instagrammere?
@srosenborg. Hun er ikke så aktiv mere, som hun har været, men hendes hjem giver mig samme ro, som jeg gerne selv vil skabe.
@asrosenvinge. I alt den tid jeg har kigget på Instagram efter inspiration, har jeg været fascineret af Anne-Sophie. Hun er en ekstremt dygtig og sød fotograf og er i stand til at fange et naturligt lys, som nærmest er magisk.
@johanneaure. Hun arbejder meget med samme toner som mig, og jeg er meget inspireret af hendes hjem på Christianshavn.
Hvad er dine tre bedste indretningstips?
- Vær ikke bange for at male i hjemmet.
- Bland nyt og gammelt. Det gør din indretning mere personlig. Tag stilling til, hvilke ting du køber.
- Køb gamle rammer i genbrug – du behøver ikke kunne lide motivet, det kan du altid skifte ud. Men kvaliteten på rammerne er bare utrolig høj, og man kan finde de mest unikke trækvaliteter. Rammerne vil være utrolig dyre at få lavet i dag. Det er så smukt at mikse gamle træramme med nye.
Hvad er den grimmeste ting i dit hjem, som du elsker alligevel?
Jeg ejer en oplukker i træ, der er formet som en stor fisk. Det ligner lidt et håndarbejdeprojekt, og Mathias synes, det er det grimmeste, vi har i huset. Han kan slet ikke forstå, den har overlevet så længe hos os, men jeg bliver i så godt humør, når jeg åbner bestikskuffen, og så ligger der noget så underligt og skægt og nærmest kigger op på en.
Den ting, du holder mest af i din bolig?
Det er svært kun at sige en ting, for det, jeg holder mest af hos os, er den ro og varme, jeg føler, når jeg træder ind ad døren. Vores hjem er en fin base, hvor vi lader op efter lange dage, og alle vores ting, som vi holder af, er samlet her. Hvis jeg alligevel skulle vælge en ting, så skulle det nok være Dråbe-stolene. Det var mit sidste køb hos Fritz Hansen, og en ting jeg har fået lavet specielt til mig – det er ikke noget, de gør normalt, og jeg ved faktisk ikke helt, hvordan det kunne lade sig gøre, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har ønsket materialer på stolene, så de kom til at ligne de originale stole, som Arne Jacobsen lavede til SAS Royal Hotellets Restaurant tilbage i 1958. De har guldben og er polstret med Sørensen Legacy-læder i farven Brandy.
Følg Mie Sandfeld her:
Flere instagram-boliger
-
Helenes ’væg til væg’-reol i spisestuen er lavet af 10 Ikea-reoler: ”Den giver mig sommerfugle i maven”
-
Gakket eller genialt? ”Jeg har tit set dem i genbrugsbutikker og syntes, de var vildt fede”
-
MetteMaje og manden drømte om et liv på landet: Vi købte en stor skole, satte den i stand – og fortrød…
-
Freja Bak Petersen: ”Da vi købte lejligheden, lagde jeg et billede ud, som fik helt overvældende respons”
-
Malene har renoveret lejlighed i to år: Sådan får vi råd til at indrette med de ting, der føles rigtig for os
-
”Dette IKEA-hack i køkkenet er folk ret vilde med”
-
Elsker du et godt Ikea-hack? Se hvor flot Tinne Kier har forvandlet dette simple skab
-
Èn ting kommer aldrig ind i 26-årige Louises hjem: ”De er så grimme og tunge”
-
Tør du male dine lofter i vilde farver? Mød boligbloggeren, der gør
-
Camilles køkken får mest opmærksomhed: ”Folk skriver, at de aldrig ville turde vælge én farve”
-
Marie og Jacobs Østerbro-lejlighed skulle totalrenoveres: ”Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt at dele processen på Instagram”
-
Hjemme hos Rebecca Laudrup: ”Den skandinaviske stil, hvor alt er minimalistisk, er ikke så meget mig”
-
24-årige Laura: ”Det er smukt i andres hjem, men jeg ville blive stresset af at bo i det”
-
Line har malet et ‘cirkus’-loft i familiens herskabslejlighed: ”Det høster en del kommentar, når jeg poster det”
-
Matilde og Natascha bor med over 100 planter: ”Vores hjem er en tidslomme fra 1960érne”
-
En lille væg med tapet har gjort en kæmpe forskel i denne nybygger-lejlighed
-
Træt af dine gamle hylder? Så flot har denne boligblogger forvandlet et skab med én farve
-
Denne 12 år gamle IKEA-reol har overlevet hos boligblogger: ”Når det fungerer, hvorfor så smide det ud?”